Mange af dem, vi arbejder med, fortæller varianter af dette og adfærden er en form for automatisk mental refleks:

Hvis nogen ønsker noget, må jeg imødekomme det. Hvis nogen mener noget, må jeg tilpasse mig.
Hvis nogen bliver skuffede, er det min fejl.

Men her er noget vigtigt:

Andres ønsker er ikke lov.
De er ønsker.

At tune ind på andre kan føles som høflighed, hensyn og social intelligens. Som at være et godt menneske.

Men for mange bliver det til pleaseradfærd, en automatiseret måde at leve på, hvor man gør sig selv lille for at sikre, at alle andre har det godt.

Men det er altså ikke nødvendigt.

Ønsker må gerne eksistere, uden at du skal rette ind efter dem.
Meninger må gerne udtrykkes, uden at du skal ændre dig.
Skuffelse må gerne opstå, uden at det betyder, at du har gjort noget forkert.

Men når man har et sårbart selvværd, eller har levet i relationer, hvor man har været den, der bar ansvaret for stemningen, er det naturligt at tro, at man skal opfylde andres behov for at være “okay”.

Det er dog en mental fælde.

Sandheden er:
Du ved faktisk ikke, hvad andre forventer.
Du reagerer på dine egne tanker om deres forventninger. Og uanset om du så ved hvad de forventer, betyder det ikke nødvendigvis at du skal levere.

Det er en antagelse om din rolle i en relation. Ikke en eviggyldig sandhed.

Men vi kommer ofte til at behandle vores antagelser som sandheder, vores tanker som regler, og vores indre historier som objektiv virkelighed.
Derfor kan det være rigtig svært at ændre adfærd.

Især hvis du er én af dem, der har svært ved at sige nej ikke fordi du ikke vil, men fordi dit system automatisk fortæller dig, at et nej er farligt, egoistisk eller risikabelt.

De uskrevne regler

Mange af os er vokset op med subtile signaler:
“Vær nem at have med at gøre.”
“Gør ikke andre kede af det.”
“Hvis du gør andre glade, er du værdifuld.”

Det bliver til indre regler, som:
“Hvis andre ønsker noget, bør jeg følge det.”
“Hvis jeg siger nej, skuffer jeg.”
“Hvis jeg har et behov, er det en belastning.”

Over tid bliver de regler til et helt mønster af pleaseradfærd, et mønster, der får dig til at tilsidesætte dig selv, før du overhovedet mærker dig selv.

Men dette er ikke sandheden, men mentale processer, der kan stoppes.

Derfor handler det ikke om fortsat at analysere hvorfor det sker, men mere at udfordre sandhedsværdien af antagelserne og afprøve, hvad der sker hvis du lader være med at følge dem.

Det er her de store forandringer opstår.

Når du begynder at opdage, at:

• Tanker ikke er instrukser
• Andres ansigtsudtryk ikke er domme
• Andres ønsker ikke er forpligtelser
• Din impuls til at tilpasse dig er en vane, ikke en sandhed

... så opstår der et mellemrum, hvor du kan vælge hvad der giver mening for dig og ikke bare automatisk reagere og overgive dig til gamle mønstre.

Den indre frihed begynder med én lille sætning:

“Det er okay, at de ønsker det. Og jeg må stadig vælge noget andet.”

Du bliver ikke mindre elskelig af det – du bliver mere dig.
Andres ønsker er ikke lov og du bestemmer, hvilke regler der skal gælde i dit liv.