Så jeg står der ved bilen. I den stegende hede varme og læsser varer ind min lille sorte bil, da der kommer en anden fortravlet og utålmodig bilist, der vil ind på pladsen ved siden af mig.
Jeg mærker bilistens øjne svide i min nakke, og jeg lukker hastigt døren og træder til side, så bilen kan komme ind.
Men jeg kunne akkurat det samme forfjamsket have sat mig ind i bilen (med mine jordbær liggende på taget) og have kørt min vej.
Denne hændelse mindede mig om en lignende historie fra mange år siden på Kreta (inden smart-phone æraen), hvor vi efter en strandtur pakker bilen og skal køre. Vel op ad skrænten vil jeg fange den fantastiske udsigt….
Men sh*t…..!!
Mit kamera er borte.
Det dæmrer for mig at jeg har lagt det på bilens tag - og nu er vi sørme kørt fra det.
Vi iiiiiler tilbage. Men desværre er et kvarter lang tid for et forladt kamera at vente på sin (rette) ejer. Og vi kunne blot grine ad, at nogen nu kunne more sig over vores halvnøgne feriebilleder.
Så hvad har biltag-parkerede jordbær med bekymringer og stress at gøre?
Jo, ser du.
Dengang på Kreta tænkte jeg ikke:
”Åh nej, har jeg nu for meget om ørene, siden jeg er så åndsvag at glemme mit kamera på taget"… !?
”Hvorfor glemmer jeg ting"?
”Er der noget galt med mig"?
Men jeg skal ærligt indrømme, at den slags katastrofetanker slog mig, da jeg stod og kiggede på mine ensomme (tæt på efterladte) jordbær på taget af min bil på parkeringen uden for Netto.
Og så til pointen
Mange af de stressramte klienter, vi ser i klinikken fortæller, at for dem startede det med, at de begyndte at lægge mærke til, at de glemte ting. At de begik dumme fejl.
For dem blev de dumme forglemmelser tegn på, at der var noget rivende galt, og de begyndte at frygte stress.
Og forståeligt nok. For det er blevet en slags almengyldig stress-fortælling, at når man glemmer ting, opfører sig klodset og dumt, så er det sandsynligvis tegn på, at der er noget galt med det mentale helbred. Så det er helt logisk og indlysende, at man begynder at bekymre sig om det.
Og når hovedet er fyldt med bekymringer og stress-tanker, så er man mere fraværende og glemsom.
....... Men det kan man altså også være selv på en meget fri og afslappende badeferie på Kreta.
Det er jeg selv da et levende bevis på!
Vagtsomhed og bekymringer med vokseværk
Det der sker, når først man har fået øje på en bekymring om en adfærd, vi forbinder med noget mistænkeligt og unormalt er, at man også vil være på vagt overfor det – og egentlig også på udkig efter det. Vi bliver mere vagtsomme og visse forhold bliver ekstra belyst og forstørret og uden, at vi er klar over det, virker problemet endnu mere tilstedeværende – og ikke mindst truende.
Det er fuldstændig det samme, som hvis du nu havde overvejet at købe en rød cykel fordi du synes, at røde cykler er pæne. I gadebilledet lægger du nu mærke til de mange røde cykler - og du opdager, at du ikke er den eneste i verden, der tænker, at røde cykler er fede….
Men er der reelt kommet flere røde cykler på markedet? – eller er det bare dig, der lægger mærke til de røde cykler….??
****
Jeg har måske altid været en smule distræt. Og i realiteten overser og glemmer vi alle ting indimellem. Men fordi det nu er så meget fremme – (og selvfølgelig fordi stress er det, jeg arbejder allermest med) så lægger jeg mærke til sådanne hændelser.
Men er det så et problem?
Ikke nødvendigvis. Men for nogen sker det, at når først en bekymring er plantet, så hægter der sig flere på….
For personer med generaliseret angst kan denne kæde af bekymringer føles uendelig, hvor hver ny tanke kun forstærker den næste og skaber en konstant følelse af uro.
”Hvorfor glemmer jeg ting? bliver til ”Er det stress”? som bliver til ”Hvad med økonomien, hvis jeg skal sygemeldes”? og til ”Skal jeg gå fra hus og hjem”? osv.
Alle tænkelige scenarier køres igennem og ubehaget blot vokser.
Og når de nu derudover lægger mærke til flere og flere mistænkelige ting ved sig selv, så stiger bekymringen endnu mere.
På denne måde kommer nogle til at eskalere den bekymring, der handlede om, at have glemt en sag. Og der går nemt vokseværk i bekymringen, der ryger ud over alle proportioner. Og til sidst kan det gå hen og blive meget ubehageligt.
***
Hvis du selv døjer med bekymringer og stress eller kender en der gør. Så har jeg tre gode nyheder til dig:
Kontakt til os hvis du er nysgerrig - eller læs E-bogen om metakognitiv behandling af stress
Rigtig god dag,
Erla Heinesen Højsted,
Psykolog, erhervspsykolog
