logo 1
/

OCD


Når du har OCD, bliver du ramt af tanker, du ikke selv har bedt om. Tanker, der føles forkerte, voldsomme – måske endda farlige. De sætter sig fast og skaber tvivl, skyld og angst. Har jeg gjort noget galt? Er jeg et dårligt menneske? Hvad nu hvis... Du ved godt, det bare er tanker, men de føles alt andet end ufarlige. Og det værste? Ingen kan se det. Udenpå virker du måske velfungerende. Indeni kæmper du for at holde sammen på dig selv.

Tegn på OCD, du måske genkender

Påtrængende og uønskede tanker
Tankerne dukker op af sig selv og føles forkerte, voldsomme eller skræmmende – fx om at skade nogen, være uren eller have gjort noget galt.
Gentagne tjek
Du føler dig nødt til at tjekke døre, komfur, mails eller andet igen og igen for at være helt sikker på, at alt er, som det skal være.
Vaske- eller renlighedsritualer
Du bruger meget tid på at vaske hænder, gøre rent eller undgå “smitte” – også selvom du godt ved, det ikke er rationelt.
Mentale ritualer
Du gennemgår bestemte tanker, beder indre “bønner” eller tæller i hovedet for at neutralisere ubehagelige tanker eller følelser.
Perfektionisme og ekstrem behov for symmetri
Ting skal gøres “helt rigtigt”, eller stå præcis som de skal – ellers føles det forkert, og du må starte forfra.
Undgåelse af bestemte situationer eller steder
Du begynder at styre uden om visse mennesker, steder eller situationer, fordi du frygter, at det kan udløse ubehagelige tanker.
Overdreven skyldfølelse og tvivl
Du bliver ved med at spekulere på, om du har gjort noget forkert – selv ved helt små eller uskyldige ting.
Følelse af ansvar for andres sikkerhed
Du føler, at det er dit ansvar at forhindre, at der sker noget slemt – også selvom det ikke giver mening logisk.
Tanker om at miste kontrollen eller være farlig
Du frygter, at du kan finde på at gøre noget voldsomt, selvom du aldrig har gjort det før og ikke ønsker det.
Tanker og handlinger tager meget tid og energi
Dine ritualer og tanker fylder så meget, at det påvirker din hverdag, dit overskud og dine relationer.
Det tærer på dig. For du kan ikke bare lade tankerne passere – de føles for vigtige, for rigtige. Så du begynder at kontrollere. Tjekker. Gentager. Undgår. Alt sammen for at få ro – bare lidt. Du er i gang hele tiden, også når du prøver at slappe af. For OCD lader dig ikke være i fred. Den prikker hele tiden til det, du frygter allermest: at være et dårligt menneske, at skade nogen, at miste kontrollen.

Og det er ikke kun tankerne, der er hårde – det er alt det, du gør for at skjule dem. For udenpå vil du gerne virke helt almindelig. Du smiler måske, går på arbejde, passer dine aftaler. Men indeni kører en evig kamp, som ingen ser. Du er på overarbejde mentalt. Konstant i gang med at analysere, berolige, tjekke, gøre det hele “rigtigt”. Og det kan føles ensomt – for hvordan forklarer man noget, der ikke engang giver mening for en selv?

Men det behøver ikke blive ved med at være sådan. Du kan få hjælp. Der findes behandling, der virker – også selvom det måske ikke føles sådan lige nu. Mange med OCD er i tvivl: “Virker det overhovedet for mig?” eller “Hvis jeg fortæller nogen om mine tanker, bliver jeg så stemplet som syg – eller farlig?” Det er helt normale bekymringer. Men OCD siger ikke noget om, hvem du er som menneske. Det er en lidelse, du har – ikke noget, du er. Og du behøver ikke kæmpe alene. Med den rette støtte og behandling kan du lære at forstå dine tanker, reagere anderledes på dem og tage kontrollen tilbage.

Er det unormalt at have tvangstanker?

Nej, faktisk ikke.

Undersøgelser viser, at op til 80 % af os oplever tvangstanker i en eller anden form. Det kan være tanker som: “Hvad hvis jeg kommer til at skade mit barn?” eller “Tænk hvis jeg har glemt noget vigtigt, og det får alvorlige konsekvenser”. Den slags tanker kan være voldsomme og ubehagelige – men de er helt almindelige. Og de siger ikke noget om, hvem du er.

Det er heller ikke unormalt at have små tvangshandlinger. Mange har faste rutiner eller små ritualer, de gentager for at få ro: banke under bordet, tjekke låsen flere gange, gøre ting i en bestemt rækkefølge. Det gør de fleste i ny og næ.

Tvangstanker og -handlinger er altså ikke i sig selv tegn på en psykisk lidelse. Det bliver først en belastning, når de begynder at styre din hverdag – og du føler, du ikke længere har et valg.
OCD lang

Der er en vej ud - behandling af OCD

OCD kan føles altopslugende. Som om du hele tiden skal være på vagt, kontrollere dine tanker, dulme angsten og gøre tingene “rigtigt” for at holde sammen på det hele. Det er hårdt – og det tager enormt meget energi. Men det behøver ikke være sådan.

For det er ikke tankerne i sig selv, der er problemet. Det er alt det, de sætter i gang. Tvivlen. Frygten. Behovet for at reagere, analysere, undgå, kontrollere. Tankerne føles sande – som om de kræver handling – og det er præcis det, der holder OCD i gang.

Behandlingen handler ikke om at fjerne tankerne, men om at ændre din måde at forholde dig til dem på. At opdage, at tanker bare er tanker. Du behøver ikke analysere dem, kæmpe imod dem eller forsøge at få dem væk. Du kan lære at lade dem være – og vende tilbage til det liv, du gerne vil leve.

Det er ikke nemt, men det er muligt. Og du skal ikke klare det alene.
  • 1

    Jeg har først og fremmest fået en følelse af ikke at være alene med mine tanker og følelser! At mental sundhed er et bevidst valg! At ens tanker og følelser gerne må være der, men ikke skal være styrende. Os der grubler, overanalyserer og tror på hver en tanke, kan blive hjulpet ud af denne “boble”, lære at se tingene i et andet perspektiv, som skaber større ro og glæde og ikke mindst troen på sig selv.

    Anonym: individuelt forløb
  • 1

    Forløbet hos MIND CPH har været meget godt, og jeg vil anbefale det til alle dem, som oplever problemer og ønsker at få hjælp. Før jeg var her, vidste jeg ikke at man kunne få hjælp til de problemer, jeg gik med, men jeg kan virkelig anbefale det.

    Anonym: indviduelt forløb
  • 1

    Jeg har lært at styre mine tanker, fremfor at de styrer mig. Jeg er blevet meget gladere og kan genkende mit gamle jeg igen uden dumme tanker, der har taget over.

    Chili, 16 år: individuelt forløb

Mød psykologerne i MIND CPH

thumbnail MCTI small 25 26 transparentlogo

Find os

MIND CPH ApS
Bredgade 36B, 2.th.
1260 Kbh K.
CVR Nr. 37210617

Kontakt os

Tlf. 31 11 13 15
Mail: hello@mindcph.dk



Sessioner tilbydes på dansk og engelsk.

Følg os

Instagram blackSocial icons blackLinkedIN black
Mød psykologerneTjek ledige tider
chevron-down