Utroskab gør noget ved os. Ikke bare ved relationen, men helt inde i kroppen og sindet. Det kan føles som om jorden forsvinder under én og man bliver kastet ind i en strøm af spørgsmål, følelser og forestillinger, der river i både hjerte og hoved.
For nogle rammer chokket hårdt og pludseligt. For andre sniger smerten sig ind som en langsom, underliggende uro. Uanset hvordan det opleves, så har utroskab én ting til fælles: Det rammer vores grundlæggende behov for tryghed, forbundethed, mening OG tillid.
Når man står midt i det, kan tankerne føles uendelige, som om de aldrig stopper. Hvordan kunne det ske? Var det min skyld? Elskede de mig overhovedet? Hvad har de tænkt? Hvad gør jeg nu?
Mange oplever at køre i ring i analyser, forestillinger og genafspilninger af situationer. Det er en helt naturlig reaktion. Hjernen forsøger at forstå, finde kontrol og beskytte os mod at blive såret igen. Men netop det forsøg på at finde mening og sikkerhed gennem grubleri og selvbebrejdelse kan ende med at forlænge smerten. For der kommer sjældent klare svar, og jo mere vi forsøger at finde dem, jo mere fastlåst føler vi os.
At give sig selv lov til ikke at finde alle svar, det er første skridt i helingen. Og ikke nødvendigvis at finde ud af, om man skal blive eller gå. At give sig selv ro. At turde mærke det, der er svært - uden at skulle forstå eller løse alt med det samme, det er dét der er vigtigt.
Det betyder ikke, at du skal ignorere dine tanker eller følelser. Det betyder, at du ikke behøver gå ind i alle analyserne, hver gang de dukker op. Du må gerne tænke: “Der er den tanke igen” - og så vende tilbage til det, du var i gang med. Det er ikke en flugt. Det er omsorg.
Tillid begynder hos dig selv!
Mange fokuserer på, om de kan genopbygge tilliden til den anden. Men ofte begynder den vigtigste proces et andet sted: I at genopbygge tilliden til sig selv.
At kunne mærke: Jeg kan stå i det her. Jeg kan tage vare på mig selv. Jeg kan leve et godt liv - med eller uden denne relation. Det betyder ikke, at det bliver let. Men det betyder, at du ikke er afhængig af andres handlinger for at få det godt igen. Du kan begynde at slippe det, der ikke hjælper, og give plads til det, der nærer dig.
Du må godt tage dig god tid. Heling efter utroskab er ikke en lineær proces. Du kan have dage, hvor du føler dig stærk og klar - og så pludselig blive ramt af tvivl eller savn. Det er normalt. Der er ingen rigtig måde at komme videre på, og ingen tidsramme, du skal leve op til.
Det vigtigste er, at du ved, at du ikke behøver kæmpe med dine tanker for at hele. Nogle ting falder ikke på plads ved at tænke dem til ende – men ved at give dem lov til at fylde lidt mindre.
Du er ikke forkert. Du er ikke alene. Du er undervejs.
Har du brug for hjælp til at håndtere tillidsbrud er du velkommen til at kontakte os.
Med venlig hilsen