logo 1
/
Stifter og psykolog

Når dygtige mennesker tvivler – om imposter-fænomenet

Jeg har lige afsluttet en opgave, jeg har brugt lang tid på. Andre er tilfredse. Det kan jeg høre på kommentarerne. Alligevel går jeg materialet igennem en ekstra gang. Tjekker, om der er noget, jeg har overset, noget, der kan misforstås og noget, der måske afslører, at jeg ikke har helt styr på det alligevel.

Selv når jeg er nødt til at lægge det væk, kan tvivlen dukke op igen og trække opmærksomheden tilbage til opgaven. En impuls til mentalt at gennemgå det hele én gang til. Som om der er noget, der skal opdages, før andre opdager det.

***

Det, jeg beskriver her, er i sig selv meget almindeligt. Det kan handle om omhyggelighed, ansvar og ønsket om at gøre det godt.

Indtil et vist punkt fungerer det.

Når tvivl tager overhånd

Men for mange tager det overhånd. Opmærksomheden bindes i en sådan grad til opgaven og til ens egen præstation, at det begynder at gå ud over andre opgaver. Opgaver bliver forsinkede. Noget bliver aldrig helt færdigt. Man holder sig mere tilbage. Og gradvist kan der opstå en idé om ikke at være god nok. Om at være en, der på en eller anden måde er “på lånt tid”.

Her begynder det, mange kalder impostor-fænomenet.

Tvivl
For de fleste opleves impostor-fænomen som overtænkning, tvivl og selvkritik. Tvivl om egne evner. Om egen berettigelse. Om hvorvidt det, man leverer, egentlig holder.
Tvivl kan være ubehagelig, opslidende og svær at slippe. Den kan dukke op igen og igen, også hos mennesker med solid erfaring, høj faglighed og mange års praksis. Og i mit arbejde møder jeg hver eneste dag mennesker, hvor tvivlen er fylder meget.

 

Det, der får tvivl til at blive ved

Det, der ofte gør tvivlen vedvarende, er ikke dens indhold, men den måde, opmærksomheden bindes til den på.
Når tvivl opstår, begynder mange at overvåge sig selv mere nøje. De gennemgår deres arbejde igen. Forbereder sig mere. Overvejer, hvordan det vil blive opfattet. Vurderer deres egne formuleringer, beslutninger og reaktioner.

Dette handler ikke primært om, hvad andre faktisk tænker, men om den opmærksomhed, der rettes mod tankerne om andres vurderinger. Når opmærksomheden fastholdes dér, får tankerne større betydning, end de behøver.

På samme måde kan tvivl vokse, når den konstant bliver genstand for mental kontrol:
Er den berettiget? Har jeg overset noget? Burde jeg gøre mere?

Over tid kan denne vedvarende monitorering skabe en oplevelse af aldrig helt at være færdig. Aldrig helt at kunne læne sig tilbage. Ikke fordi arbejdet mangler kvalitet, men fordi opmærksomheden hele tiden vender tilbage til tvivlen.

Der ligger ikke en skjult sandhed i tvivlen
Tvivl er ikke i sig selv tegn på manglende evner. Den opstår ofte hos mennesker, der er engagerede, ansvarlige og fagligt investerede. Det afgørende bliver derfor ikke, om tvivlen opstår, men hvordan vi forholder os til den.

Når opmærksomheden bruges på at overvåge, vurdere og kontrollere tvivlen, får den lov til at fylde mere. Når opmærksomheden i stedet løsnes fra tvivlen og rettes tilbage mod det, man er i gang med, mister den gradvist sin styrende kraft.

Det betyder ikke, at tvivl forsvinder.
Men den kommer til at fylde mindre.

Tvivl er sjældent hjælpsom i den form, den optræder som ved impostor-fænomenet og ender ofte med at skabe mere af sig selv. For at føle en større sikkerhed er vi derfor nødt til at skære ned for tvivlen og se den som en overflødig proces og stoppe i tide, inden det kammer over.

På den måde vil der opstå mere bevægelsesfrihed – både i arbejdet, i relationer og i beslutninger.

Du kan læse mere om imposter fænomenet  HER

//Erla

 

MINDspiration 

Et nyhedsbrev med refleksioner og psykologiske perspektiver på mentale processer, arbejdsliv og relationer.

Vi deler refleksioner, faglige indsigter og erfaringer fra klinikken formidlet i et roligt og jordnært sprog.

Tilmeld dig, hvis det giver mening – og modtag en mail hver anden søndag.
Tilmeld MINDspiration
thumbnail MCTI small 25 26 transparentlogo

Find os

MIND CPH ApS
Bredgade 36B, 2.th.
1260 Kbh K.
CVR Nr. 37210617

Kontakt os

Tlf. 31 11 13 15
Mail: hello@mindcph.dk



Sessioner tilbydes på dansk og engelsk.

Følg os

Instagram blackSocial icons blackLinkedIN black
Mød psykologerneTjek ledige tider
chevron-down