logo 1
/
Stifter og psykolog

Når der er for mange tanker på én gang

Mange mennesker lever med et konstant mentalt pres, hvor tankerne kører, planlægningen fortsætter, og pauserne føles korte både på arbejdet og når man egentlig har fri.

Det kan skabe mental træthed og opleves som stress, selv når man ikke nødvendigvis har flere opgaver end før. Samtidig kan det være svært helt præcist at pege på, hvad trætheden skyldes. Og det kan være svært at vælge noget fra. For ofte er det, der fylder i tankerne, ikke noget skidt i sig selv. Det er bare, at der er meget af det hele: mange opgaver, mange beslutninger og mange ting at forholde sig til på én gang.
I sådanne perioder bliver man måske mødt med velmenende råd:
Tænk mere positivt. Fokusér på det, der går godt. Husk at få motion og husk at passe på dig selv.
Men det kan let føles som endnu en ting, man burde kunne finde ud af.

Når livet er krævende

Når livet er krævende, er det helt menneskeligt, at tankerne bliver mere aktive. Der er mere, der skal tænkes over, huskes, planlægges og tages stilling til. For mange udvikler det sig til overtænkning eller vedvarende tankemylder, hvor hjernen sjældent får reel pause.
Jo mere man forsøger at optimere livet, finde gode løsninger og regne ud, hvordan man kan gøre tingene på den bedst mulige måde, jo mere kommer der at tænke over – og jo større bliver den samlede mentale belastning. Hjernen kan komme til at arbejde som en computer med alt for mange åbne faner: tænkningen bliver langsommere, koncentrationen ringere, og man bliver mere glemsom og mentalt træt.

***

I metakognitiv terapi arbejder vi med en tilgang, der kaldes Detached Mindfulness. Her øver man sig i at lade tanker være tanker uden at analysere dem, engagere sig i dem eller forsøge at få dem til at forsvinde. I stedet for at kæmpe mod tankerne lærer man at regulere sin opmærksomhed.
Det kan sammenlignes med at lukke mentale faner, når de ikke er i brug. Det giver mere mental båndbredde og mindre mental træthed.
Når tankerne gradvist får mindre plads, oplever mange, at der opstår mere ro, klarhed og overskud. Det kan føles kontraintuitivt – og også svært – at skrue ned for det mentale tempo, når der sker mange ting i hverdagen. Men det er ofte nødvendigt, hvis man ønsker at bevare overblik, reducere stress og undgå at brænde ud.
I praksis oplever mange, at når de skruer ned for overtænkning og mentalt engagement, bliver eksekveringen lettere, og hverdagen mindre stressende.
Mental sundhed handler i høj grad om mental bæredygtighed. Og den handler ikke kun om, hvor meget man har i sit liv, men om, hvordan man forvalter sin opmærksomhed og sit mentale engagement.
En større bevidsthed om, hvor meget tankerne fylder, og hvor mange mentale faner der er åbne på samme tid, kan være et godt sted at begynde.
Prøv i hverdagen at give tankerne lidt mindre opmærksomhed, når de ikke er nødvendige. Det kan være en måde at give hjernen mere ro på uden at ændre på livet omkring dig.

// Erla

 

MINDspiration 

Et nyhedsbrev med refleksioner og psykologiske perspektiver på mentale processer, arbejdsliv og relationer.

Vi deler refleksioner, faglige indsigter og erfaringer fra klinikken formidlet i et roligt og jordnært sprog.

Tilmeld dig, hvis det giver mening – og modtag en mail hver anden søndag.
Tilmeld MINDspiration
thumbnail MCTI small 25 26 transparentlogo

Find os

MIND CPH ApS
Bredgade 36B, 2.th.
1260 Kbh K.
CVR Nr. 37210617

Kontakt os

Tlf. 31 11 13 15
Mail: hello@mindcph.dk



Sessioner tilbydes på dansk og engelsk.

Følg os

Instagram blackSocial icons blackLinkedIN black
Mød psykologerneTjek ledige tider
chevron-down