I dette indlæg vil du blive præsenteret for en række tanke- og reaktionsmønstre, der skaber psykisk lidelse under coronakrisen. Måske vækker en af beskrivelserne genklang hos dig. Måske genkender du én, du holder af, i en af beskrivelserne og får syn for, hvad vedkommende går og kæmper med.
Du kan også roligt læse også videre, hvis du til trods for omstændighederne har det godt og er nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor det er tilfældet. For det er nemlig ikke så simpelt, at du har det godt, fordi du er uden for risikogruppen, eller fordi din jobsituation er tryg. Du har det sandsynligvis godt, fordi du har et fleksibelt forhold til uvished og de svære tanker, følelser og indskydelser, som uvished bringer med sig.
Der er som regel en god forklaring på vores psykiske tilstand. Vi er nu mere end halvanden måned inde i coronakrisen, og jeg har lyttet til mange menneskers fortællinger om, hvordan de oplever psykisk ubehag og mistrives i denne tid. Hver fortælling er unik, men der er sammentræf i fortællingerne og det er interessant at spore de tanke-strategier og handlemønstre, som skaber og vedligeholder psykisk mistrivsel under corona-omstændighederne.
Jeg har søgt efter mønstre i klienters fortællinger om psykisk mistrivsel under coronakrisen, og herunder vil jeg kort præsentere dig for: Den helbredsangste, den overtroiske, den skyldige, den skamfulde, den dommedagsangste, grubleren, den kontrolsøgende og den udskammende.
“Hvis jeg ikke holder øje med fysiske symptomer, så risikerer jeg at handle for sent og miste mit liv”
Ja, det er ingen overraskelse, at mennesker der lider af helbredsangst kan opleve en forværring af angsten i disse dage. Ofte er den helbredsangste meget bevidst om, at angsten er vedligeholdt af bekymringer om livstruende sygdomme - omvendt kan det være svært for den helbredsangste at forholde sig til sygdom uden at lave bekymringsarbejde.
Coronakrisen spiller op til dans med ordene: “Hold øje med symptomerne på corona og reager på sygdommen, hvis den udvikler sig alvorligt”. Samtidig kan den helbredsangstes bekymringer om sygdomme betyde, at vedkommende hungrer efter afklarende svar og har enormt svært ved at ‘se ting an’ og fortsætte med dagligdagen.
For at være på den sikre side holder jeg ekstra øje med min krop. Jeg holder øje med min vejrtrækning og fysiske forandringer. Jeg tager ekstra forholdsregler og afspritter mine indkøb. Jeg gennemspiller min hukommelse for at spore, hvilke dele af min dag, der kan have udsat mig for fare. Jeg tester min vejrtrækning i løbet af dagen: Jeg skal trække vejret helt ned i maven. Jeg tager min temperatur. Jeg zoomer ind på forandringer i kroppen for at kunne reagere så hurtigt som muligt på fare, og jeg Googler symptomer og beretninger om corona, så jeg er opdateret på lidelsens optrædelsesformer.
Disse strategier optager tid og energi. Den helbredsangste fremstår fraværende, opslugt af sygdommens detaljer samt ængstelig. Den helbredsangste overfokuserer på fysiske symptomer og oplever tilfælde af “falsk positiv”. Prøv engang selv at holde øje med din vejrtrækning lige nu. Træk vejret ind. Træk vejret ud. Vejrtrækningen kan føles anstrengt, når man fokuserer på den, og hvis dét er netop, hvad man frygter, så kan det lede til flere bekymringstanker og en gennemspilning af frygtelige scenarier, som vækker panik, hvilket forværrer følelsen af åndenød.
Efter panikken har lagt sig fortryder jeg, at det fyldte så meget, og at jeg optog lægens tid, men det er sandsynligt, at jeg igen overtænker og zoomer ind på fysiske symptomer, for hvad nu, hvis de netop denne gang viser sig sande…?
I sin vagtsomhed når den helbredsangst ikke at indsamle erfaringer med at lade et symptom være i fred og afvente dets udvikling eller forsvinden; de gør sig ikke den erfaring, at kroppen kan alarmere os uden vores engagement. Et symptombillede ender med at være meget mudret, jo mere vi bekymrer os om det, mærker efter og tester det. For hvad er angstsymptomer og hvad er sygdomstegn? I jagten på forsikring om sundhed og overlevelse er bivirkningen et liv, hvor angst spiller en stor rolle.
“Jeg er bange for, at jeg kan jinxe tingene ved at tænke de forkerte tanker”
Vi befinder os i en global pandemi! Det bliver ikke mere kolossalt og ukontrollerbart. Komplet ude af vores hænder. Det opstod uden for vores hænder og det udvikler sig uden for vores hænder.
Jovist, vi kan tage forholdsregler for at mindske smittespredning, men det, at corona opstod og pågår er uden for vores kontrol.
Tænk engang, hvis der var en måde at tage kontrol. En måde at immunisere sig selv og ens elskede. En lille ekstra ting man kunne gøre, som lagde en besværgelse, en beskyttelse om ens liv? Så ville du da gøre det, ik’?
Okay, du skal sige fadervor inde i hovedet 14 gange. Nej, du skal tænke, at du får corona, for så får du det ikke. Nej omvendt; du skal tænke, at du ikke får corona, for så får du det ikke. Nej, gør noget i stedet: Tænk gode tanker, når du træder ind i din lejlighed, så er du beskyttet. Du vælger selv en regel eller en handling, det interessante ved disse ritualer er, at de ikke behøver give så meget mening for andre, de er ofte baseret på en følelse: En følelse af, at når jeg tænker sådan eller gør sådan, så dulmer det min uro. Og det er noget, jeg kan gøre i en tid, hvor jeg føler, at tingene udvikler sig helt ukontrolleret, uden at jeg kan stille noget som helst op!
Der er dog ulemper ved det nye beskyttelses-ritual:
1. Jeg skal mere på arbejde mentalt, da der nu er regler for, hvordan jeg skal tænke og gøre. Der er placeret et lighedstegn mellem, hvad jeg tænker/gør og min risiko for coronasmitte. Jeg overvåger min tænkning langt mere end før – og nogle tanker kan hyle mig helt ud af den. Optimistiske tanker om, at corona nok snart passerer, skræmmer mig for hvad nu, hvis jeg herved jinxer situationen – og det modsatte bliver tilfældet. Andre gange kan jeg føle mig rolig, helt upåagtet af coronakrisen, og så får jeg frygt for, at karma rammer mig – At min væren ”ligeglad” øger risikoen for, at jeg får corona.
2. Jeg er fortsat rask og der er intet hændt mine elskede. Nu kan jeg jo ikke stoppe med det. Ritualet virker og jeg frygter, hvad der sker, hvis jeg lægger vanen fra mig.
“Jeg er over-bevidst om, hvad jeg foretager mig, og om andre er okay med det”
Det er fra højeste sted besluttet, at vi skal behandle hinanden som spedalske, hvilket uundgåeligt skaber en øget selvbevidsthed omkring, hvordan vi holder afstand til andre, hvor ofte vi rører ved vores ansigter, hvilke flader vi rører ved - og ikke mindst, hvad vi tænker, at andre tænker om os og vores opførsel. Politiet holder sågar øje med, om vi kan holde os inden for de stiplede linjer. Vi har fået fokus på at handle ’korrekt’, og så er det nærliggende at føle sig ’forkert’. At føle sig skyldig og overansvarlig for andres liv og død.
Jeg læser nyheder og kommentarspor, hvor folk kritiseres for deres hensynsløse opførsel og det går lige i maven på mig. Jeg føler det som om, at det er møntet på mig. Jeg har svært ved at udholde oplevelsen af, at andre mennesker bevidst og tydeligt undgår mig. De rykker ud på cykelstien, når jeg kommer gående og de vender ansigtet og trækker vejret i den modsatte retning af mig i supermarkedskøen. Jeg føler mig forkastet af flokken. Værst er tanken om, at jeg bringer andre ubehag. At min tilstedeværelse gør dem stressede eller ængstelige for smitte. Jeg føler mig som en smittebærer uden at være testet positiv.
Den skyldige samler sine negative følelser og oplevelser til bunke: Jeg føler mig forkert. Andre opfører sig utrygt omkring mig. Kritiske stemmer rammer mig som en sten i mellemgulvet. Der er nok noget om det. Jeg er skyldig. Og idet jeg er skyldig, må jeg være ekstra opmærksom på alt, hvad jeg gør. Og således er en ond cirkel opstået, bekræftet og kørende.
“Jeg føler og tænker ting, som jeg ikke kan være bekendt”
Den skamfulde har sat lighedstegn mellem, hvem de er og hvad de tænker.
Jeg er mine tanker. Mine tanker er et spejl af, hvem jeg virkelig er. Jeg tænker selviske og negative tanker ergo er jeg selvisk. Jeg bør tænke næstekærlige, positive, empatiske, optimistiske tanker i denne coronatid.
Den skamfulde er derfor på en mission om at rydde op i og forbedre sine tanker. Men forsøget giver bagslag. Tænk IKKE negativt. Tænk IKKE negativt. Det er umuligt, ikke sandt? Det er som om, hjernen klikker på informationen uanset om den er velkommen eller ej. Og dén erfaring kan man dunke sig selv i hovedet med: Jeg er så negativt tænkende! Resultatet er nedtrykthed, frustration og en række selvkritiske konklusioner om én selv:
“Jeg er et dårligt menneske” eller “Min hjerne fungerer forkert”.
Coronakrisen vækker en regnbue af tanker og følelser i vores sind - små og store, selviske og næstekærlige, absurde og praktiske, hadske og kærlige, håbefulde og opgivende. De besøger os og opholder sig i vores sind i en stund for så at forsvinde af sig selv. Og vi er på en endeløs mission, hvis vi kun vil kigge på de blå og grønne farver og okay også lidt gule - men absolut INGEN røde!
“Jeg fastforwarder til værste scenarie og ser dystre fremtidsudsigter for os”
Den dommedagsangste blev virkelig bange, da der forgik hamstring i supermarkederne. Her handlede folk for at sikre egen overlevelse i frygt for en dystopisk forandring af verden, hvor mad blev en mangel. Dét, at se andre mennesker gro skarpe albuer og sørge for dem selv, gav stof til eftertanke for den dommedagsangste.
For hvor vil corona føre os hen?
I retning af kriminalitet og bål i gaderne?
I en økonomisk uoprettelig krise?
Er dette blot starten på utallige dødelige pandemier?
Den dommedagsangste vil bekymre sig om effekten af corona på samfunds- og globalt plan. Hensigten med tænkningen er sandsynligvis at komme på forkant med tingene; forudse frygtelige scenarier i tide, så vedkommende kan klargøre sig til at håndtere og få kontrol over situationen. Eller hvis håbet om kontrol er ude, så forlige sig med tanken om, at det er sådan vores udsigter er.
Problemet er, at fremtiden er uvis og vores hjerner er i fin stand til at generere dommedagsvisioner. Går man og kigger dybt ind i dommedagsvisioner, føles det lidt som at bing’e gyserfilm. Det er absolut ufarligt, men kroppen “køber” idéen om, at der er fare på færde og reagerer med rastløshed, uro og angstfølelser. Selvom du godt ved med dig selv, at der ikke står en øksemorder bag dig, så har kroppen “købt” idéen og det kan føles sådan. Dommedagsscenarierne er ligeledes forestillinger og de vækker samme ”gys”, men frem for at blive anskuet således, vil den dommedagsangste betragte disse ”gys” som bevis for det frygtede og dermed finde bekymring om fremtiden endnu mere presserende.
“Jeg udfylder den ekstra tid med at gentænke mig selv og min situation”
Nu bevæger vi os ind på fænomenet ’corona-blues’. Corona-blues har ikke specifikt med corona at gøre, men derimod med, hvad man fylder denne nye omstændighed med. Livet føles mere skrøbeligt end før, og mange er overladt mere til dem selv og har nu færre distraktioner og gøremål i dagligdagen. Med livsomvæltninger følger ofte genovervejelser om, hvordan man lever sit liv.
Jeg savner noget. Jeg har svært ved at sætte fingeren på det, men jeg føler mig utilfreds og nede. Jeg har brug for noget mere i min tilværelse. De relationer, jeg har, virker flade. Som om jeg står i stampe i mit liv, og jeg ser de mennesker, jeg ser, fordi det er en vane, og gør, som jeg gør, og arbejder, hvor jeg gør, fordi jeg aldrig har taget rigtig stilling til det. Jeg kan ikke udholde det længere. Jeg burde have opnået mere og være nået længere.
Grubleren er motiveret af idéen om, at det at gøre status over sig selv og udtænke en løsningsmodel vil hjælpe til positiv forandring. At jo mere man grubler, jo nærmere kommer man ’en nøgle’, der kan låse en utilfredshedsstillende livssituation op. Intentionen er at forbedre tilværelsen, men paradoksalt nok har grubleriet den modsatte effekt: The blues.
Prøv selv at gennemgå i dit sind, hvad der er dine svage sider, og hvad du ville ønske, at du havde opnået. Brug for eksempel succesfulde folk i din omgangskreds som sammenligningsgrundlag. Hvor intentionen var at vække motivation, er resultatet ofte følelser af utilstrækkelighed, selvkritik og handlingslammelse. Og med dette udgangspunkt går dagen ofte stille hen, og man fik aldrig opsøgt den date eller skrevet den ansøgning, og ærgrelsen over dette bliver lagt til morgendagens grubleri. Paradokset her er, at forandring ikke kommer ved at skue bagud, men ved at træde fremad, og skønt grubleriet har til hensigt at sætte én fremad og op i fart, havner man i en rundkørsel.
“Jeg monitorerer dødstallet, ringer ofte og mailer dig corona-artikler”
Kontrol er fantastisk! Vi kan tage kontrol over altid at møde op i rette tid til aftaler, vi kan pakke en uhyre velorganiseret kuffert, vi kan planlægge store arrangementer ned til mindste detalje og det er svært tilfredsstillende. Den kontrolsøgende kommer dog til kort under corona. For de, der identificerer sig som `planlægningsmennesker´ kan ikke udregne denne krise, de er nødt til at leve den ligesom os andre. En uvis dag ad gangen.
Jeg forsøger at tænke alle scenarier igennem. Jeg tænker over, hvad det vil betyde, hvis jeg mister mit job. Hvad det betyder, hvis min kæreste mister sit job. Hvilke konsekvenser det vil få for vores økonomi og fremtid. Hvad vi står til at miste. Jeg tager forskud på problemløsningen ved at kigge på Jobnet og boligsiden.
Den kontrolsøgende tror, at en plan B, C og D vil bringe beroligelse. At hvis man blot kigger på alle scenarierne, så er man bedre rustet til at håndtere dem, skulle de blive aktuelle. Så vil de ulykkelige situationer ikke ramme så hårdt.
Ligeledes kan den kontrolsøgendes bekymringer om faretruende scenarier få vedkommende til at forholde sig overopmærksomt til deres nære og kære: Bekymre sig om, at de ikke tager corona alvorligt nok og ikke passer godt nok på dem selv – og dulmer derfor ofte denne uro ved at udøve kontrol, som fx at ringe og tjekke ind samt tilskynde dem til at vise forsigtighed.
Gudskelov erfarer den kontrolsøgende ofte, at bekymringerne ikke går i opfyldelse, at plan B ikke viste sig nødvendig, men overflødig. Det hårde mentale arbejde med at udregne og søge beskyttelse var unødvendigt, og ordsproget passer: ”De eneste sorger, vi er sikret, er dem, vi tager på forskud”. Og hvis ulykken er ude og man mister sit job, så gør det ondt i en stund, og forudgående bekymring kan ikke skåne én for skuffelse og smerte.
“Jeg kan tale længe om, hvor tåbeligt andre opfører sig”
Der findes også en type, som vi kan kalde ‘udskammeren’; altså en, der vredesgrubler over andre menneskers opførsel i denne tid, men udskammeren er et sjældent syn i klinikken, da vedkommende jo i sin egen optik ‘har ret’ og ‘fat i den lange ende’. Ikke desto mindre er det psykisk udmattende at skulle holde udkig med andres fejl og opleve det som éns opgave at opdrage på andre. Tit har det ikke meget med andres opførsel i sig selv at gøre. Problemet er, at vedkommende har fået for vane at reagere på andres opførsel som en provokerende kommentar til deres egen måde at gøre tingene på. Og i tillæg til at være hårdt tankearbejde, har skældud den effekt, at folk ikke har lyst til at lytte til én og følge éns råd. Og så må man jo råbe HØJERE... Og ja, så bliver man mere udmattet og frustreret.
****
Det er interessant at observere, hvordan en omstændighed som corona vækker forskellige reaktioner hos os. Jeg finder ovenstående beskrivelser relaterbare i forskellig udstrækning: Forbigående dommedagstanker, tjek! Følelsen af at være en stor virus iført løbesko, tjek! Overopmærksomhed på, hvor mange gange jeg rør ved min mund eller næse, tjek x 1000!
Vi lever i en besynderlig tid, og hvis du føler vedholdende mistrivsel og psykisk ubehag, så kom forbi og lad os finde frem til, hvad der er på spil hos dig og lad os hjælpe dig til at træde et skridt tilbage og afkoble fra de strategier, der skaber problemer for dig.
Du er altid vel mødt i vores klinik på Bredgade 36.
Bedste hilsner,
MIND CPH
