logo 1
/

Når bekymringerne fylder mere end relationen - om social angst og det, du tror andre tænker.

Social angst handler ikke om, at der er noget galt med dig eller at du ikke duer til noget socialt. Det handler om, at du har lært at tage dine bekymringer for alvorligt...

Måske genkender du det her:

Du skal til en fødselsdag eller en fredagsbar, og allerede flere dage før begynder tankerne:

“Hvad nu hvis jeg ikke har noget at sige?”

“Hvad nu hvis de synes, jeg virker underlig?”

“Hvad hvis jeg rødmer, eller siger noget dumt?”

Du forestiller dig blikke, vurderinger, pinlige stilheder, og måske ender du med slet ikke at tage af sted.

Og hvis du alligevel tager med, er du der måske kun halvt; halvt i samtalen, halvt i hovedet. Du analyserer dit eget kropssprog, leder efter reaktioner i andres ansigter og prøver at regne ud, om du virker “normal nok”. Du smiler på det rigtige tidspunkt, nikker når du skal, men indeni kører tankerne i ring:

“Lød det dumt?”

“Så de mit ansigtsudtryk?”

“Burde jeg have sagt mere?”

Social angst handler ikke om, at der er noget galt med dig eller at du ikke duer til noget socialt. Det handler om, at du har lært at tage dine bekymringer for alvorligt, og at bruge enormt meget tid og energi på at forsøge at foregribe, kontrollere eller analysere, hvordan du bliver opfattet. Men det, du gør for at beskytte dig selv, ender ofte med at forstærke problemet.

I metakognitiv terapi arbejder vi med præcis dét:

Ikke at ændre indholdet af dine tanker, men at ændre hvordan du forholder dig til dem. Det er ikke tankerne i sig selv, der gør dig utryg, det er derimod når du begynder at engagere dig i dem. Du behøver ikke overbevise dig selv om, at andre kan lide dig. Du skal heller ikke finde bevis for, at du er “god nok” i sociale sammenhænge. Du skal lære at lade tankerne være og gå ud og deltage i livet alligevel.

Det lyder måske simpelt. Men det er ikke altid nemt, når man har brugt år på at være på vagt. At slippe kontrollen føles risikabelt. Men på den anden side af kontrollen er friheden:

Friheden til at være i samtaler uden hele tiden at analysere.

Friheden til at sige noget dumt og vide, at det ikke definerer dig.

Friheden til at være til stede i relationen i stedet for fanget i hovedet.

Hvis du genkender dig selv i det her, og gerne vil arbejde med din sociale angst på en ny måde, er der hjælp at hente. Nogle gange har man brug for at sætte sig ned med en udenforstående, hvor vi sammen undersøger dine tanke- og bekymringsmønstre, og hvor du får konkrete redskaber til at begynde at give slip. Du skal ikke lære at præstere bedre socialt. Du skal lære, at du allerede er nok, også når tankerne larmer.

Mange hilsner

Michael, psykolog

 

 

MINDspiration 

Et nyhedsbrev med refleksioner og psykologiske perspektiver på mentale processer, arbejdsliv og relationer.

Vi deler refleksioner, faglige indsigter og erfaringer fra klinikken formidlet i et roligt og jordnært sprog.

Tilmeld dig, hvis det giver mening – og modtag en mail hver anden søndag.
Tilmeld MINDspiration
thumbnail MCTI small 25 26 transparentlogo

Find os

MIND CPH ApS
Bredgade 36B, 2.th.
1260 Kbh K.
CVR Nr. 37210617

Kontakt os

Tlf. 31 11 13 15
Mail: hello@mindcph.dk



Sessioner tilbydes på dansk og engelsk.

Følg os

Instagram blackSocial icons blackLinkedIN black
Mød psykologerneTjek ledige tider
chevron-down