Jeg havde i en periode haft et bestemt mareridt, som gjorde mig rigtigt bange. Det var så levende og så virkeligt, at jeg var overbevist om, at det betød noget – ellers ville det ikke blive ved med at komme til mig. Det var så skræmmende, og jeg kan stadig den dag i dag fremkalde billederne, scenerne og følelserne, som mareridtet vækkede i mig.
Anyway. Jeg ligger der vågen og badet i sved. Og når man er 11 år og gerne vil være stor, så er det et knæk på selvtilliden, når du i nattens mulm og mørke sniger dig ind i forældrenes seng. Men det gjorde jeg. Jeg var for bange til at blive liggende. Jeg var holdt op med at tænke – jeg handlede. Det føltes som den eneste måde, jeg kunne falde til ro på.
Men selv efter jeg havde fundet et lille hjørne i mine forældres seng, lå jeg anspændt og kiggede mig omkring. Var der noget? Hørte jeg ikke en ny og ukendt lyd? Og jeg lå længe og stirrede på noget i mørket – noget der var mørkere end det øvrige mørke - som om at jeg ved at stirre på det kunne kontrollere det og holde det på afstand.
Det spredte sig også til, at jeg i dagtimerne brugte oceaner af tid på at analysere mig frem til årsagen til hvorfor jeg havde mareridt. Jeg ledte efter forklaringer på mit mareridt. Var der en mening med det? Hvorfor har jeg disse drømme og hvad betyder de?
Men det lykkedes mig aldrig at finde sandheden om mit mareridt!
Det stod på i lang tid, men jeg fortalte aldrig nogen om det - og med tiden forsvandt det.
***
Får du stadig mareridt?
Jeg lider på ingen måde af mareridt i dag. Men det er stadigvæk en oplevelse, der står meget skarpt og tydeligt i min bevidsthed.
I dag ved jeg, at der sjældent findes én forkromet årsag til, at et bestemt mareridt opstår. Men selv i dag kan den ubehagelige følelse af at have mistet kontrol over mine tankeprocesser stadig gibbe i mig. Følelsen af ikke at formå at berolige mig selv, følelsen af ikke at kunne styre tankerne. Følelsen af at være i mine tankers kontrol. Følelsen af at være konstant bange og på vagt.
For nogle kan denne vedvarende uro og konstante overvågning af egne tanker være tegn på generaliseret angst, hvor bekymringerne ikke slipper grebet, uanset hvad man gør.
I dag ved jeg med 100% sikkerhed, hvordan jeg skal forholde mig, når jeg bliver bange for noget. Og jeg ved også, hvad jeg skal sige til mine børn, når de har mareridt. Jeg ved, at jeg har 100% kontrol over mine tankeprocesser – og jeg ved, at mine tanker blot er tanker – og hvis jeg lader dem være og ikke giver dem opmærksomhed, så passerer de af sig selv.
I dag ved jeg også, at det at handle på angsten er en meget dårlig strategi. For angsten er ikke et faresignal, ikke en alvorlig alarm man absolut skal tage sig af – det er blot en følelse. Og følelsen bør ikke få lov til at bestemme – fordi det blot styrker angsten og antagelsen om, at den er farlig og vigtig.
God dag
