Det hele startede for en uge siden. Én af Sørens kollegaer havde overhørt en samtale, hvor det fremgik at firmaet står over for en fyringsrunde, og at ledelsen var i gang med at se på hvilke medarbejdere, de blev nødt til at afskedige.
Søren blev straks ængstelig: Hvad nu hvis det er min tur? Hvad gør jeg uden et arbejde? Hvordan kan jeg forsørge min familie? Gad vide om de ser på hvor mange sygedage en medarbejder har haft!
Og Søren fik det så fysisk dårligt, at han tog hjem. Han kunne ikke udstå tanken om at blive fyret - og magtede ikke usikkerheden.
I et forsøg på at få et overblik over situationen, forsøgte han at memorere det forløbne år. Hvordan havde hans præstationer været? Hvor mange barns-sygedage havde han haft? Hvor mange nye kunder havde han skaffet til firmaet? Hvor glad havde han været på arbejdet? Havde han haft konflikter med kolleger? Eller med cheferne?
Og så ærgrede Søren sig. Hvorfor havde han ikke inviteret HR-chefen på middag dengang han havde muligheden? Hvorfor hilste han ikke på chefen?
Hvorfor dit og hvorfor dat…!?
I takt med at Søren tænker tankerne igennem, bliver han trist og får depressive symptomer. Han kan ikke længere finde ro. Og selvom han er energiforladt og udmattet, kan han ikke sove. Hans tanker kører i ring, og han har mistet overblikket over situationen.
Søren vil så gerne ’tage sig sammen’! Han vil så gerne gøre noget ekstraordinært for at sikre sin ansættelse. Han vil så gerne møde ind på kontoret med en genial idé.
Men idéen udebliver. Og jo længere tid han prøver at finde den, desto mere udebliver den.
Søren gør det, som rigtig mange andre (mænd) gør. Han lukker verden ude og går i tænkeboks. Han tror, han skal udtænke en ”masterplan” og finde den gyldne løsning. Og først når han har ”set lyset”, føler han, at han kan handle og agere.
Men frem for at finde løsninger begynder Søren at slå sig selv i hovedet: Så tag dig dog sammen mand! Sikke en idiot du er! Du ligger her som et sølle skvat i stedet for at gøre noget ved situationen.
Søren begynder nu at forestille sig skrækscenariet, at han bliver fyret og hans lille familie bliver tvunget fra hus & hjem. Han begynder at håbe på, at hvis blot han forestiller sig det værste og kører sig selv helt ned – SÅ vil han kunne tage sig sammen til at gøre det, der skal til for at beholde sit job og få det bedre.
***
Desværre virker Sørens strategier ikke. Hans grublerier giver ham hverken motivation til at handle eller nye geniale idéer. Frem for at få det bedre, får Søren en knock-out!
Han får det værre. Og jo mere han grubler, des værre bliver hans tilstand.
Til sidst har Søren lukket verden ude, rullet dynen op over ørerne og vil bare have fred. Fred til at finde de ”rigtige” tanker. Han orker ikke børnene. Han orker ikke sin kone, og han orker slet ikke alle opgaverne! Han vil bare gerne være i fred!
Men selvom Søren skubber sin familie væk for at få fred, får han ikke fred. Søren bryder sig nemlig ikke om sin egen opførsel, som blot giver anledning til yderligere grublerier.
***
Sørens adfærd er meget typisk når det handler om mænd og depression. Han ændrer adfærd, trækker sig fra andre mennesker og bliver mere vredladen.
Når man er deprimeret, er man ekstremt selv-opmærksom og over-optaget af spørgsmål, der vedrører sin egen følelsesmæssige tilstand. Typisk kæmper man med spørgsmål som: Hvorfor er jeg så trist? Hvad skyldes det? Hvordan får jeg det bedre? Og er jeg den eneste i verden, der har det sådan?
De fleste mennesker, der lider af depression, har positive antagelser om nødvendigheden af at overtænke og gruble som et middel til at overvinde triste tanker og følelser. Tanker som hvis bare jeg kan tænke det hele igennem! Hvis bare jeg kunne tænke klart! fylder meget.
Men alle spørgsmålene fordrer en uendelig og uløselig tankespiral, hvor den ene tanke afløser den anden nonstop – UDEN at producere løsninger. Derfor begynder mange deprimerede at opfatte deres grublerier som ukontrollerbare og skadelige og som tegn på sygdom eller en kemisk ubalance i hjernen. Tilbøjeligheden til at isolere sig og nedsætte sine aktiviteter skaber blot yderligere rum til en uhjælpsom dvælen ved egne tanker og følelser.
***
I Mind Cph kan vi hjælpe dig med at få bugt med de tankeprocesser, der opretholder depressive symptomer. Vi lærer dig strategier og metoder, så du effektivt kan bryde med onde tankespiraler og dysfunktionel adfærd og atter få din koncentrationsevne og hukommelse i omdrejningshøjde.
Vi tilbyder gruppebaseret Metakognitiv behandling af stress, angst og alle former for depression, herunder vinterdepression til sygesikringspriser - og du behøver ikke en lægehenvisning for at deltage. Du kan tilmelde dig et hold her.
Du kan også læse mere om individuel terapi til mænd her.
Gode hilsner
Erla Højsted, psykolog i Mind Cph