Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!

Jeg husker en snak jeg havde med en ven for en del uger siden, hvor jeg skråsikkert ytrede, at corona blot var endnu en dille, og at vi nok snart havde glemt alt om den. Sådan plejer det at være, og jeg havde svært ved at forestille mig, at det skulle være synderligt meget anderledes denne gang.

Men jeg tog grueligt fejl.

Helt surrealistisk er vi nu en del af en fuldstændig umulig og uigennemskuelig krise, hvis omfattende konsekvenser, jeg dårligt tør forestille mig.

Vi er midt i noget, som ingen aner, hvor ender henne. Al vores frygt er aktiveret, og vi er i alarmberedskab. Individuelt, nationalt og globalt.

Det er utrygt. Usikkert. Ret væmmeligt faktisk. Og det giver anledning til bekymring. Meget bekymring.

Men lige præcis bekymring er noget af det værste man kan engagere sig i. Modsat kan det være ret umuligt IKKE at bekymre sig, da ALTING handler om bekymring i disse dage.

Og bekymring har det med at sprede sig. Faktisk er det ganske lig en virus og kan være uhyre smitsomt.

(Heldigvis er der en kur mod bekymring. Den vender jeg tilbage til.)

Paradoksalt hedder det sig, at vi er bekymrede fordi vi ønsker at føle os tryghed. Vi kommer til at retfærdiggøre bekymring og se det som en nødvendighed. Men bekymring skaber alt andet end tryghed. Tværtimod skaber det en dyb eksistentiel uro at være bekymret hele tiden.

Spørgsmålet er så om det reelt er en nødvendighed at bekymre sig for at opføre sig anstændigt og hensynsfuldt? Kan man vaske sine hænder og tage sine forholdsregler UDEN konstant bekymring, analysering, monitorering af sygdomstal og overvågning af sig selv og andre?

Og hvordan ved vi om vi har gjort nok? Bekymret os nok. Vasket hænder nok. Isoleret os nok?

Hvor nøje følger du egentlig myndighedernes forskrifter disse dage? Har du måske lagt ekstra forholdsregler oveni? Er du en af dem der båder vasker hænder grundigt og spritter dem oveni? (sådan billedligt talt).

Hvor meget går du op i at andre gør det, de skal? Er du en af hverdagsbetjentene, der basher løberne, de unge og alle dem, der ikke tager sine forholdsregler - og lidt til…?

Dette er jo også en slags bekymring.

Sniger der sig så måske også en snert af en dobbeltmoral, en lille personlig blindvinkel ind, der lige retfærdiggør dit smut på genbrugsstationen eller på planteskolen?

For det er sørme svært at være 100% gennemført på denne. Vi kan jo ikke leve på vores værelser på ubestemt tid og ingen aner i realiteten, hvornår nok er nok. Eller hvornår det hele holder op igen. Eller om det nogensinde gør.

Ingen aner hvornår mine hænder ”rene nok”, til at jeg kan tage en anden person i hånden igen. Hvis nogensinde? Der vil jo altid ligge en ny fare og lure og trigge vores bekymring.

Men vi kan ikke, ikke gøre det, som vores myndigheder foreskriver (og lidt til) for ingen vil være den, der smittede en person, der ikke kunne tåle corona. Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden?

Derfor er vi konstant bekymrede og vi er blevet en nation, en verden, grebet af angst.

Og med angst følger irrationalitet og utilsigtede handlinger.

Det kæmpestore problem med angst er, at intet håndvask, ingen social isolation, ingen respirator og ingen afgifter kan kurere lidelsen.

Den eneste måde at kvitte angsten er ved at kvitte bekymringen.

For mange synes det både umuligt – og til dels også tåbeligt eller ligefrem egoistisk at være bekymringsfri, når der er noget at være bekymret for. Men husk mit spørgsmål fra tidligere:

”Er det muligt at opføre sig anstændigt – UDEN at være konstant bekymret”? 

Selvfølgelig er det det.

Personligt har jeg truffet et valg om ikke at bekymre mig, ikke at forestille mig konsekvenser og worst-case-scenarier, ikke at monitorere dødstal tæt og ikke at lege pædagogpoliti overfor andre. Det bringer intet godt med sig, og jeg er overbevist om, at mediernes fremstilling af worst-case-scenarier, dødstal og personlige sygdomsberetninger har en finger med i spillet i den globale bekymring og masse panik, vi nu oplever. Det fører bare intet konstruktivt med sig, skaber global angst og blokerer for individuel handlekraft.

Skal vi igennem denne krise med os selv og vores handle- og dømmekraft i behold, skal vi ud af bekymringens greb. Vi skal stoppe den bekymringsspredning. Ellers bliver vi hængt op i bekymring og vi mister overblikket. Reelt har bekymring ingen effekt på hverken coronakrisens helbredsofre eller socio-økonomiske ofre. Bekymring er en overflødig proces.

Og bekymring kan bekæmpes ret enkelt faktisk. Men det kræver beslutsomhed, selvkontrol og det kræver, at vi står sammen om det.

Lad os bekæmpe bekymring. Sammen.

Vær med i på fredag klokken 12.00, hvor vi kører vi endnu en MIND LIVE – mental træningssession, hvor vi viser en måde at kvitte bekymring på.

Hvis du hellere vil have et personligt forløb til effektivt at få bugt med dine bekymringer, så er du velkommen til at booke din session online eller kontakte os på 31 11 13 15 eller hello@mindcph.dk

Gode hilsner

Erla Højsted, psykolog MIND CPH

Vi glæder os at hjælpe dig

Vi tilbyder specialiseret psykologisk hjælp og du er altid velkommen til at kontakte os gratis og uforpligtende til en snak om hvordan vi kan hjælpe dig.

Kontakt os på 31 11 13 15 eller hello@mindcph.dk