Hvordan løser du dine problemer?

Har du nogensinde spurgt dig selv, hvordan du forsøger at løse dine problemer?

Forsøger du f.eks. at fjerne ubehagelige følelser ved at lægge dig på sofaen og grave i, hvorfor du mon har det, som du har det, og hvordan du kan få det bedre? Forsøger du at fikse problemet: ’’jeg er ikke god nok’’, ved at spekulere over hvad du kan gøre for at blive en bedre version af dig selv?

I så fald er du godt i gang med at hælde benzin på dit eget bål. Man kan nemlig ikke løse sine problemer med det middel, som skaber dem i første omgang.

Rigtig mange forsøger at tænke sig ud af sine problemer. Men sagen er, at tankerne ofte er problemet. Også de tanker som egentlig har til formål at løse problemet.

Derfor kan det være givtigt at stille dig selv spørgsmålet: Hvad er egentligt mit problem? Er det at du rent faktisk ikke er god nok, eller er problemet i højere grad, at du bliver ved med at tænke, at du ikke er god nok og dermed hele tiden bekræfter dig selv i denne tænkte sandhed? Er du faktisk en person med et defekt følelsesliv, eller er du i virkeligheden bare en person, som kommer til at bruge lidt for meget tid på at dvæle ved dine negative følelser, hvorfor store dele af dagen hurtigt bliver pakket ind i en mørk sky?

Den helt centrale take-home message er, at al denne tænkning kun gør dit problem værre, fordi den giver ’’problemet’’ energi, fylde og værdi.

Kunne det ikke være rart, hvis du i stedet for at forsøge at fikse dine problemer ved at overtænke og analysere dem, simpelthen stopper med at give dem al din opmærksomhed? Måske du i så fald vil opdage, at dine menneskelige kvalifikationer slet ikke er så ringe endda, og at dit humør faktisk ikke er dårligt hele tiden.

3 metakognitive råd til hvordan du løser problemet ved at lade tanker og følelser passe sig selv.

1. Gå ikke i dialog med dine negative selv-konklusioner.

Som mennesker er vi fra naturens side designet til at løse de problemer, vi står overfor – det er sådan vi udvikler os. Problemløsning er således i vores DNA. Problemer som ’’jeg er ikke god nok’’ vil derfor automatisk kalde på vores opmærksomhed.

Selv om disse tanker kalder på vores opmærksomhed, skal vi stoppe med at give dem vores opmærksomhed.

Du kan f.eks. forestille dig, at trigger-tanker a la ’’hvad er der galt med mig?’’ er som telefonopkald. De kan ringe meget højt og påkalde sig din opmærksomhed med løfter om, at hvis bare du helliger dem din opmærksomhed, skal I nok få det her problem løst. Men det er løgn og latin. Du ved godt, at hvis du besvarer det her opkald, så ryger du bare lige direkte ind i den smøre, som du har været i tusind gange før. Hvis du derimod undersøger hvad der sker, hvis du stopper med at besvare telefonopkaldene, vil du opdage, at de på et tidspunkt ringer ud helt af sig selv.

2. Drop alle forsøg på undertrykkelse

Der er en afgørende forskel på det at lade en tanke være og det at undertrykke tanken.  Det er ikke at lade tanken være, når du f.eks. forsøger at skubbe tanken væk ved at distrahere dig selv, eller når du gentager for dig selv ’’tænk på noget andet, tænk på noget andet, tænk på noget andet’’. Det kan derimod sidestilles med at besvare telefonopkaldet ved at råbe DU ER IKKE VELKOMMEN ind i røret og derefter smække hårdt på og holde røret nede. Du beskæftiger dig altså fortsat med opkaldet, og konsekvensen er, at telefonen ringer endnu højere. I det lange løb vil forskellige forsøg på at undertrykke tanken blot vedligeholde den.

Telefonen skal bare have lov til at ringe – helt uden at du reagerer på den. Når du stopper kampen mod de negative tanker og følelser, forsvinder de af sig selv.

3. Giv dig selv tilladelse til bare at være dig

At indstille sig på ikke længere at ville løse problemer som: ’’jeg er en personlig fiasko’’ eller ’’jeg ser frygtelig ud’’, men i stedet undersøge hvad der sker, hvis man bare lader disse ’’sandheder’’ passe sig selv, kan for rigtig mange være meget grænseoverskridende og måske også virke dumt. For hvad nu hvis man helt objektivt virkelig ser frygtelig ud? Hvis man helt objektivt er den største fiasko i verden? Så må man da forholde sig til det? Det skylder man da verden? Eller hvad?

Prøv at forestille dig den her person: Han er den objektivt grimmeste og mest uintelligente person i verden. Ville du ønske for ham, at han brugte al sin tid på at tænke på, hvorfor han var så uduelig, og hvad han kunne gøre for at ændre det? Eller ville du ønske for ham, at han var i stand til at vende sin opmærksomhed imod mere givende områder i sit liv og lade det faktum, at han var grim og dum glide i baggrunden?

Giv dig selv tilladelse til at droppe selvkritikken. 

Måske disse hurtige råd inspirerer til en ny og mere hensigtsmæssig måde at behandle og ’’fikse’’ tanker og følelser på.