Jeg kom ikke til min holdtræning i går, fordi der var for mange tilmeldte.
Der er normalt rift om pladserne, og jeg plejer at få en plads, hvis jeg er i nogenlunde god tid.
Men i januar er det anderledes.
Nu kæmper jeg om pladserne med alle de gode intentioner, håbet om forandring og den nyvundne motivation, som året bringer med sig.
For de fleste holder et nytårsforsæt desværre ikke i særlig lang tid.
Ikke fordi viljen mangler, men fordi det sjældent er bakket op af et system, der stadig fungerer, når motivationen fordamper.
Den vigtigste forandring er den mentale
Hvis du i år ønsker mere ro, mere bevægelse eller generelt bedre resultater, så ret blikket mod det, der faktisk hjælper dig med at holde fast:
Din mentale infrastruktur.
Det er her, du afgør, hvordan dit år bliver.
Nytårsforsæt kan blive til vaner, når din indre struktur er gearet til det.
Det kræver, at du ved, hvordan du håndterer de øjeblikke, hvor du ikke har lyst eller overskud.
Når hverdagen slår ind.
Når du kommer træt hjem fra arbejde.
Når du er nedtrykt, frustreret eller mister momentum.
Når resultaterne lader vente på sig.
Når du bliver usikker.
Eller simpelthen glemmer, hvad du havde sat dig for.
Livet sker hele tiden.
Der er kø i trafikken, kø i Netto og børnehaver, der lukker for tidligt.
Møder trækker ud. Grøntsager bliver slatne.
Opfindsomheden løber tør, og aftensmaden ender endnu en gang som en kendt, hurtig løsning.
Det samme gælder motivation.
Den vil ikke vare ved.
Derfor må du have en struktur, der ikke afhænger af din motivation og dit momentane overskud.
For det overskud du ikke havde sidste år, får du heller ikke i 2026 medmindre du omfordeler dine mentale ressourcer og skaber plads til det.
Det kan du sagtens.
Og ofte er det lettere, end man tror, så længe indsatsen er fokuseret og rammer de rette steder.
Godt nytår
//Erla