I går var jeg til svømning. Jeg har besluttet mig for, at nu vil jeg én gang for alle lære den korrekte teknik til åndedrættet i crawl. For det har jeg aldrig kunnet – eller rettere sagt: jeg har aldrig øvet mig på det.

Min træner beder mig sænke overkroppen mere ned i vandet og dreje hovedet mindre. Jeg prøver - og mærker straks ubehaget. Min første impuls? At justere, søge længere op til det mere behagelige. Men jeg modstår fristelsen og holder overkroppen nede.

Han stopper mig: “Meget bedre. Kan du mærke, hvad du gør anderledes?” Og det er tydeligt for mig. Jeg bliver dernede, hvor det føles ubehageligt. Min krop vil helst op, men det forstyrrer teknikken.

Efter et par baner skete der noget. Det, der før føltes uvant og ubehageligt, blev pludselig mere naturligt. Min overkrop vænnede sig til at ligge lidt længere under vand. Og det gjorde det lettere for mig at svømme. Effektiviteten lå altså i at turde blive i det ubehagelige lidt længere.

Og det fik mig til at tænke: Hvor ofte gør vi det samme i arbejdslivet?

· Når du skal give en medarbejder, leder eller kollega feedback - får du sagt, det du skal sige, eller viger du udenom for at undgå ubehaget?

· Når du arbejder med en kompleks problemstilling - holder du dig til det velkendte, eller tør du bevæge dig derhen, hvor du ikke har alle svarene? Spørge om hjælp? Gå anderledes veje?

· Når et projekt ikke går som planlagt - søger du de hurtige løsninger, eller tør du blive i usikkerheden længe nok til at forstå, hvad der virkelig er på spil?

Måske ligger den største udvikling netop dér - i at tvinge os selv til at sænke os længere ned i vandet. Gad vide, hvad vi så kan få øje på eller mærke? Hvad sker der, hvis du denne uge aktivt vælger at søge et lille ubehag - og bliver der lidt længere?

Mange hilsner

Kathrine, psykolog