Eller kender du en, der har?

Så er det en god idé at læse med, for der kan være en alvorlig bivirkning forbundet med overdrevet brug af scanneren.

I mange år er der blevet prædiket for, at vi skal mærke efter og holde øje med os selv og vores følelser for at kunne passe bedre på os selv og derved undgå stress og evt. andre lidelser.

Dette initiativ er en forståelig følgeslutning af de mange historier om mennesker, der uforvarende fra den ene dag til den anden er blevet ramt af voldsom, nedbrydende stress.

Stress vækker for mange et skræmmende og ubehageligt scenarie, og hvis der findes en enkel måde at forebygge og undgå at få stress, er det da værd at prøve.

Mange har derfor taget denne scanner til sig, dyrket den og er nu blevet superbrugere.

Jeg møder også flere og flere i min praksis, der anvender en sådan kropsscanner særdeles aktivt enten som et led i at få det bedre – eller som et led i en mental beredskabsplan til at forebygge stress.

Men, der er et men.

Trods udbredt brug af selvmonitorering og overvågning af følelser og potentielle symptomer, er stressniveauet ikke faldet. Hverken på individuelt niveau eller samfundsniveau.

Er det muligt at denne kropsscanner måske ikke er så hensigtsmæssig som vi ellers har troet?

Og hvad er så en kropsscanner, kan du spørge?

En kropsscanner er en usynlig psykologisk mekanisme, og ikke en fysisk synlig scanner, á la den du møder i lufthavnen. Det er en mekanisme, vi er udstyret med helt naturligt. En slags gave fra naturen.

Vi har alle denne mekanisme, men ikke alle bruger den lige aktivt.

Det er en form for særligt fokus, eller måske mere en særlig brug af vores opmærksomhed. Det er egentlig den samme mekanisme, som du ville anvende hvis jeg nu f.eks. bad dig om at mærke efter i din storetå. Så ville du med al sandsynlighed kunne fokusere dit mentale blik på din storetå. Som følge af dette fokus ville bevidstheden om din storetå højst sandsynligt øges – i hvert fald i forhold til, hvor meget den fyldte inden jeg spurgte til det.

Det, der sker, når vi fokuserer vores mentale blik er, at vi på en måde fremhæver noget, eller sågar forstørrer det. Vores kropsscanner er altså en form for avanceret mentalt forstørrelsesglas. Den er usynlig, men fuldt funktionel.

Der er særligt to forhold ved denne scanner, der kan være problematiske.

Det første handler om, at det netop er et mentalt forstørrelsesglas. Når vi lægger forstørrelsesglasset på noget, bliver det lidt større end det ville være, hvis vi ikke lagde forstørrelsesglasset på det. Det vil sige, at det får en forkert proportion. Hvis vi bliver ved din storetå, så kommer den at fylde mere i din bevidsthed end den behøver, og det tænker jeg ikke nødvendigvis er så nyttigt for dig. Især ikke hvis det var en rask gåtur du var i gang med, eller du var i gang med forberedelsen af en fem-retters-middag til 12.

For det andet er der i bygget en katastrofefaktor til denne kropsscanner. Det betyder, at den sjældent har et neutralt fokus, men i stedet et mere skævt negativt fokus, hvor den monitorerer uoverensstemmelser, afvigelser eller potentielt truende indre sensationer.

Det betyder altså, at hvis vi mærker noget i kroppen og lægger kropsscanneren på dét, vi føler, så bliver denne sensation forstørret, og samtidig krydret med bekymringer og negative forestillinger og forudsigelser.

Og når et skrækscenarie først er skabt i hovedet, vil følelsen af stress og angst blive mere præsent, og følelsen yderligere forstærket. Hermed bliver scanneren endnu mere aktiv.

Kan du se, at vi nærmer os en noget ond cirkeleffekt?

I perioder med lidt stress og få kropslige sensationer er kropsscanneren mindre aktiv end i perioder med udfordringer og ubehag, hvilket er lidt spøjst - for hvis scanneren faktisk havde en nedregulerende og forebyggende effekt, så burde det være omvendt.

Det ved vi!

Forskning i stress og mental sundhed har vist os, at denne form for kropsscanning ikke er nyttig og hjælpsom. Tværtimod hverken forebygger den stress eller har en særlig givtig effekt i behandlingen af stress.

Så hvorfor bruger vi en mekanisme, der ikke er hjælpsom?

Jo ser du.

For det første gør vi det, fordi den psykologiske kropsscanner er blevet så udbredt, at den opfattes som almen praksis. Og når noget er udbredt og vi bliver mindet om det alle

steder, så har vi en tendens til at tro, at det er rigtigt. Det er en slags kognitiv bias (som er et emne for sig selv, som vi kan behandle en anden god gang).

Det andet er, at vi oftest ikke er bevidste om, at vi anvender den. Vi har det vi kalder en lav metabevidsthed (et emne vi også kan vende tilbage til i en anden mail). Problemet er her, at hvis vi gør noget, vi ikke ved, at vi gør, er det svært at stoppe det. Men alene dét, at der skabes en bevidsthed om denne mekanisme, og at den ikke er så nyttigt som først antaget, kan hjælpe dig (eller den du kender) af med den.

For det tredje handler det meget ofte om, at vi mangler redskaber til at stoppe med at gøre det, vi gør. Vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal lade være. Det er derfor noget af det første vi angriber i et metakognitivt stressbehandlingsforløb og dernæst indarbejder vi bedre rutiner i beredskabsplanen.

Hvis du vil stoppe med at (mis)bruge din kropsscanner, er du velkommen til at kontakte os for at høre hvordan vi kan assistere dig.

Vi kan give dig et servicetjek af din mentale beredskabsplan, hvor vi identificerer de mentale strategier, der leder til stress og du får stærke redskaber til at bryde med dem.

Gode hilsner

Erla Heinesen Højsted,

Stifter, direktør og psykolog MIND CPH