De seneste uger har jeg bemærket to dominerende holdninger til dagen: den begejstrede og den skeptiske. Den ene del af os ser dagen som en smuk anledning til at fejre kærligheden, mens den anden del føler sig fanget i en kommerciel spiral, hvor forventningerne om gaver, blomster og romantiske gestusser presser sig på. Men hvorfor fylder denne dag så meget? Hvorfor er det, at den får lov at optage så meget af vores opmærksomhed – endda til et punkt, hvor vi føler os nødsaget til at tage stilling til den, uanset om vi går op i den eller ej?

Hvad er det, der fylder på denne mærkedag?

For mange er det bekymringer:

• Skal jeg købe noget?
• Er blomster nok? Eller skal jeg også købe chokolade?
• Hvad med en bamse?
• Skal vi spise ude? Eller ville det være bedre at gøre noget helt andet?
• Gør jeg nok?
• Får jeg selv noget?
• Er det overhovedet noget, vi går op i?

Det interessante er, at disse bekymringer ofte fylder mere end selve handlingerne. Vi bruger timer, måske dage, på at spekulere over den rigtige måde at fejre Valentinsdag på, i stedet for blot at være til stede i øjeblikket.

Men hvor lang tid tager det egentlig at købe blomster? At sige ”jeg elsker dig”? At booke et bord på en restaurant? Eller ganske enkelt bare at være nærværende sammen? Måske et par minutter. Hvis vi så sammenligner det med den tid, vi bruger på at bekymre os over, om vi gør det rigtige, så bliver det tydeligt, hvor meget energi vi spilder. Og står det så mål med resultatet? Er det tiden og bekymringerne værd?

Nej, selvfølgelig er det ikke det!

Fra bekymring til nærvær

I virkeligheden er Valentinsdag en anledning til at vise kærlighed. Men gør vi ikke allerede det flere gange om året? Er det ikke noget, vi i forvejen viser i vores daglige handlinger, når vi lytter til hinanden, støtter hinanden, griner sammen eller deler en kop kaffe en tidlig morgen? Kærlighed er jo ikke noget, der kun skal vises én dag om året – og alligevel kan vi føle os fanget i forventningens spil.

Men kærlighed findes ikke i bekymringer. Den findes i de små øjeblikke. Den findes i nærværet. I et blik, der møder et andet med forståelse. I et smil, der varmer hjertet. I et ord, der bekræfter og styrker.

Så i stedet for at lade Valentinsdag fylde med bekymringer, hvad hvis vi i stedet brugte den som en påmindelse? Ikke om at købe noget bestemt eller at leve op til en ekstern forventning, men om at være i kærligheden. Om at lægge telefonen væk, trække vejret dybt og virkelig se vores partner. Om at mærke den relation, vi har skabt – uanset om den er ny eller gammel, om den er fejlfri eller fuld af nuancer.

Gør det, der føles rigtigt for jer. Ikke det, du føler, du bør gøre. Kærlighed handler ikke om at passe ind i en form, men om at være til stede i den, I har sammen.

Så måske er det bedste spørgsmål ikke: ”Har du husket Valentinsdag?”, men snarere: ”Husker du kærligheden i din hverdag?”

Med venlig hilsen

Michael Portz
Psykolog, MIND CPH