Det er fredag, og du har gjort dig umage med at lave din teenagers livret. Du har endda tjekket, at hun er hjemme. Men to timer senere sidder du alene ved et næsten dækket bord og din teenager har lukket sig inde på værelset. Stemningen er tung, og du føler dig skuffet og frustreret. Hvad skete der lige dér?
Sådanne situationer kan vække stærke følelser hos forældre. Det er helt naturligt. Men hvis vi handler ud fra skuffelse eller frygt, risikerer vi at skabe mere afstand i stedet for nærhed.
Læs også, hvorfor teenagere trækker sig og lukker døren
Når dit barn lukker ned eller trækker sig, kan det være fristende at forklare, argumentere eller give løsninger. Måske hører du dig selv sige: “Hvis du bare gør sådan her…” eller “Det er jo ikke så slemt, fordi…”. Intentionen er god: du vil hjælpe. Men for teenageren føles det ofte som at blive gjort forkert eller misforstået. Resultatet bliver, at de lukker sig endnu mere inde, mens du som forælder står tilbage og føler, at de “ikke vil dig”.
Når vi ikke forstår vores teenager, kan vi komme til at presse dem for meget for at få svar: “Fortæl mig nu, hvad der er galt.” ”hvorfor gør du sådan? du burde vide bedre” Men alle de spørgsmål er for meget og det er en opgave, de fleste unge ikke kan bære. Når ansvaret for at holde dialogen i gang, eller for at vide, hvad der er galt, lander hos den unge, kan det føles uoverskueligt. De trækker sig – og du står med en oplevelse af endnu mere afstand.
I en tid præget af diagnosekultur er det let at tænke: “Der må være noget galt med mit barn.” Men det kan komme til at overskygge relationen. Når vi alene placerer problemet i barnet, mister vi blikket for samspillet – og dermed også muligheden for at ændre noget i relationen. At begå fejl som forælder er ikke det samme som at være en dårlig forælder. Det er tværtimod en mulighed for at vise, at du kan tage ansvar og justere din adfærd.
Se her, hvad teenagere selv ønsker, deres forældre forstod
Hvis du gerne vil forså din teenager bedre og skabe en god relation er nøglen nysgerrighed. Ikke en nysgerrighed, der vil presse svar ud af dit barn, men en nysgerrighed, der inviterer til at være sammen og forstå lidt mere af deres verden. Det er ikke flere spørgsmål, der handler om problemet og hvorfor det er som det er, men flere invitationer til samvær og ikke-krævende snakke.
At være nysgerrig betyder at kunne spørge åbent: “Hvordan er det mon for dig?” i stedet for at komme med færdige svar. Det betyder at kunne rumme, at du måske gør noget uhensigtsmæssigt – uden at slå dig selv i hovedet som en dårlig forælder. Og det betyder at blive ved med at række ud, også når du bliver afvist.
For når du insisterer på relationen, viser du, at du er den trygge base, dit barn altid kan vende tilbage til.
Hvis du ikke lykkes med det hver gang, er det ikke ensbetydende med, at dit barn tager skade eller at du er forkert, eller at dit barn er. Det betyder heller ikke at jeres relation ikke er noget værd. Men du risikerer at blive mindre relevant i deres liv, hvis du opgiver relationen og trækker dig. Relationer er et vedvarende stykke arbejde, og i sidste ende er det de voksne, der har ansvaret for at blive ved med at invitere.
At være forælder til en teenager er ikke altid let, men det er muligt at bygge bro – ét skridt ad gangen.
Hos MIND CPH møder vi mange forældre og unge, der står netop her. Vi ved, at relationen kan føles svær, men vi ved også, at der er veje til at bygge varige broer.
Få mere viden om unge, og hvordan vi kan hjælpe
De bedste hilsner,
Ungepsykolog hos MIND CPH
