Hvis du nu var så uheldig, at du slog dig og brækkede din arm, ville du så vente med at søge hjælp og i stedet håbe på, at det gik over af sig selv?

Ville du tænke; ‘Det er nok bare er mig, der skal tage mig sammen’? ‘Bruddet skyldes nok min svage knoglestruktur, og det vil jo være pinligt at afsløre dette for omverdenen’? Ville du tænke; ‘Jeg må hellere sætte livet på pause i en periode, eftersom jeg ikke er stærk nok til at undgå at brække armen?

Eller ville du straks besøge skadestuen?

Jeg gætter på, at du, ligesom de fleste, ville vælge det sidste.

Det gør vi fordi:

1) Det gør afsindig ondt, og vi ønsker bare at blive raske igen.

2) Vi ved, at en brækket arm kræver professionel hjælp – og at det ikke er forbundet med skyld eller skam, at søge hjælp for det.

3) Vi gør det også, fordi vi ved, at der kan være komplikationer. Selvom bruddet sandsynligvis vil kunne hele af sig selv, vil der være en risiko for, at det vokser skævt sammen, hvis det ikke sættes rigtigt på plads.

4) Derudover opsøger vi skadestuen, fordi vi er ret sikre på, at der er hjælp at hente. Vi stoler på, at det er relativt simpelt for en ekspert at sætte en brækket arm sammen igen, så armen heler uden varige komplikationer. Når vi ved, at der er effektiv hjælp at hente, vil alt andet være dumt.

Men hvad hvis du er så uheldig at slå dig på livets omstændigheder og få stress? Søger du hjælp, eller venter du og håber på, at det bare går over? Stikker du hovedet ned i sandet og lader som om problemet ikke eksisterer?

Vil du trække dig tilbage og begynde at tvivle på dine kompetencer og dit værd? Vil du holde skarpt øje med dig selv og piske en stemning op over, at du burde gøre det bedre, burde have det bedre og burde klare dig bedre? Vil du arbejde hårdere og sætte det gode i livet på pause til fordel for at nå mere og længere? Vil du blive bekymret for dit helbred og

for din evne til at slå til i livet? Vil du gruble over årsagerne til, og hvis skyld det er, at du nu er havnet i netop denne situation?

Vil ovenstående gøre dig mindre eller mere stresset? Trist? Angst? Søvnfattig? Fastlåst og handlingslammet?

Mange mennesker med begyndende – eller galopperende – stress oplever disse symptomer.

Og da stress ofte er forbundet med skyld og skam, vælger rigtig mange ikke at søge hjælp, trods effektive behandlingsmuligheder.

Når det kommer til psyken, anerkender vi sjældent, at der er behov for hjælp. Vi krydser i stedet fingre for, at det går over af sig selv, for: ‘jeg er jo ikke en af de svage’.

Pga. tabuiseringen af mental lidelse og manglende tro på, at stress KAN behandles, søger vi måske heller ikke hjælpen.

Jeg er 100% overbevist om, at problemet med stress vil opleves mere overkommeligt, hvis vi uhindret og ubekymret opsøger hjælp, når vi har brug for det – på samme måde som vi opsøger en læge eller tager på skadestuen ved en mistanke om en brækket arm.

Vi tilbyder fast-track forløb hvor vi kan hjælpe dig ud af stress.

Hvis du ønsker at vide mere, er du velkommen til at kontakte os.

Gode hilsner,

Erla