Du bliver skør af en tur i supermarkedet ǀ MIND CPH

En sen eftermiddag i november kører jeg til supermarkedet. På vejen ind fisker jeg en 10’er op af lommen og snupper en indkøbsvogn.

Ved indgangen står et kamerahold og filmer en scene med en mand i brunt jakkesæt og en indkøbskurv. Jeg skynder mig forbi og håber på, at jeg ikke ender som statist i filmen.

Derudover ånder alting fred og ro.

Jeg går rundt i butikken og er egentlig ret tilfreds med mig selv, fordi jeg fandt nogle vigtige kalendergaver til børnene.

Jeg er (uvidende) glad og tilfreds lige indtil jeg kommer hjem. Eller rent faktisk ødelægges min selvtilfredshed først et godt stykke efter, at jeg er kommet hjem.

Det er først da jeg ville pakke kalendergaverne ind at jeg opdager, at det julepapir jeg (troede jeg) havde købt, ikke var der.

Som i en anden mordopklarings-politi-tv-serie rekonstruerer jeg hændelsesforløbet i mit hoved.

Minutiøst spoler jeg hele vejen tilbage til der, hvor jeg putter julepapiret i vognen.

… Men hov!

… Jeg kom ud jo med en kurv!!

S**t – jeg er gået ind i butikken med en indkøbsvogn og ud igen med en kurv.

Så jeg ræsonnerer mig frem til, at jeg har jeg efterladt min vogn mutters alene gabende et sted og er istedet kørt med en anden kundes kurv. Jeg har absolut ingen idé om HVORDAN det er sket, kun AT det er sket

For da jeg stod ved kassen og betalte, havde jeg altså en kurv - ikke en vogn.

Kan jeg blive skør af det ?

Hvad er det nu et tegn på ?

Er jeg ved at blive rablende skør? Er det et symptom på Alzheimers? Har jeg for travlt? Er jeg stresset? deprimereret?

Skal jeg spørge nogen om de har opdaget noget særligt ved mig? Har jeg ikke også været ret glemsom her på det sidste. Der var forresten også det møde jeg havde glemt i skolen jo.

Hele aftenen og natten med kunne nemt gå med at gruble over HVORFOR og HVORDAN det kunne gå så galt…..

***

Min selvtilfredshed fra tidligere forsvandt som dug for solen og jeg var tæt på at havne midt i tornadoens øje. Jeg blev ramt af uro i kroppen, selvudslettende tanker og en forestilling om at jeg sikkert egentlig ikke egner mig til alt det her.

Men heldigvis ved jeg, at det er en tornado jeg skal holde mig langt væk fra. Den hiver alle tænkelige og utænkelige bekymringer med på sin vej og fører til en overanalyse af hele mit liv.

Og så kunne jeg sidde i et hjørne med mine grublerier og forestillinger, være bange for mit helbred og psykiske tilstand og ende med at blive skør.

Af en tur i et supermarked.

Men hey.

Vi laver så mange små bommerter, der er så mange ting i løbet af en dag som vi ikke er opmærksomme på, men bare gør på autopilot. Så bare fordi at det er en pinlig historie, så har den ikke større betydning end hvis jeg nu havde lagt mine nøgler et sted, hvor jeg ikke kunne finde dem ?

Vel?

Men hvis du lader dig overbevise om, at det er et tegn på psykisk ustabilitet eller din hjernes degeneration så bliver du bekymret.

Men jeg håber nu alligevel ikke, at jeg i virkeligheden er en (komisk) statist i filmen med manden i brunt jakkesæt – eller med i en ”skjult-kamera” optagelse.

Kh

Erla Højsted