/

Hvorfor du skal lægge det mentale termometer på hylden

Hovepine, feber, rindende næser og en diskussion med ens partner (der giver associationer til en psykologisk thriller) om hvis tur det er til endnu en barn-syge-dag, hvor man samtidig vinder chancen for selv at ryge med i faldet.

Jep. Den tid på året, hvor halstørklædet bliver fast bestanddel af garderoben, hvor Magasin melder udsolgt på heldækkende foundation og køen til apoteket overhaler nytårsforsætternes kø til fitnesscenteret.

Jep. Virus-sæsonen er over os og vi monitorerer sygdommens udvikling, foretager målinger og beregninger på temperaturudsving samtidig med, at vi krydser fingre, banker under bordet og beder til et hastigt temperaturfald.

Og jep. Vi har alle været der. Og det er ikke nødvendigvis kønt mens det står på. Men heldigvis går det over og monitoreringen af kropslige symptomer og temperaturmålinger stopper.

Termometeret pakkes væk og forbliver glemt indtil næste gang nogen i familien bliver syg.

****

Termometeret er et redskab, som vi bruger til at monitorere vores tilstand. Vi bruger det til at afgøre, hvor slemt det står til og til at bekræfte og underbygge vores sløjhed.

Vi bruger det velvidende, at det ingen direkte effekt har på sygdomsforløbet, hverken af helende karakter eller forebyggende.

Udenfor sygdomsperioder ligger det bagerst i skabet.

Men tænk hvis anbefalingen var, at vi regelmæssigt bør måle vores temperatur. Hvad ville det mon have af effekter?

Jo, udover at være en belastning i hverdagen, ville vores bevidsthed om sygdom og risiko for samme, sandsynligvis være langt mere fremtrædende.

Men hvorfor skrever jeg overhovedet om termometer og virus?

Jo, ser du. Ligesom vi hiver et termometer ned fra hylderne når det gælder influenza, så hiver vi et ”mentalt” termometer ned fra hylderne når det handler om stress.

Men konkret hvordan dette mentale termometer fungerer, og hvad det præcis måler, er dog mere end en smule uklart. På trods af det, og til forskel fra det det almindelige termometer, så råder velmenende sundhedsprofessionelle og stresscoaches os til at have termometeret indenfor rækkevidde til enhver tid.

Og hvorfor nu det!?

Jo, der hersker utvivlsomt en forestilling om, at udover at kunne måle en stresstilstand, så kan dette termometer forebygge og hele stress. Det er simpelthen blevet en indgroet del af redskabskassen når vi taler om behandling og forebyggelse af stress.

Men bare fordi man har hørt den samme sang mange gange udelukker det ikke, at der kan være andre og måske bedre sange.

Der er helt klart en hel del ulemper forbundet med den "etablerede" forestilling om det mentale termometer: Og her vil vi nævne nogle af dem.

  • Når vi har termometeret lige ved hånden bliver vi mere opmærksomme på risikoen for stress. Dette øger for manges vedkommende både bekymring og angst i stedet for at skabe den ønskede ro og tryghed.
  • Termometerets udefinerbare funktion og effekt gør det vanskeligt for mange at vide, hvad de skal måle - og hvordan. Det skaber tvivl, usikkerhed og nogen gange en langvarig og energikrævende ”mærken-efter".
  • Den øgede opmærksomhed på ubehageligheder, trusler og fare kan også betyde, at vi rent faktisk kan mærke mere ubehag og føle os mere i fare. Dét, der er i fokus er også dét, der ER i fokus, så at sige.
  • Sidst men ikke mindst kan vi komme til at tvivle på egen dømmekraft og vores naturlige iboende termometer (det indre kompas om du vil) bliver slået ud af funktion og over-rulet af en vedvarende, slidsom monitorering.

Bl.a af ovenstående grunde anbefaler vi, at du pakker det mentale termometer til side og i stedet lærer (igen) at forstå og stole på dit naturlige termometer.

Måske lettere sagt end gjort?

Hvis du konstant har dit termometer ved hånden og ikke ved hvordan du lægger det væk igen (eller ikke tør)! Eller hvis du på anden vis er træt af det øgede indre fokus og bare gerne vil leve livet lidt friere, lidt vildere og mere ubekymret så tøv ikke med at kontakte os.

Vi er eksperter i det, og vi står klar til at hjælpe dig.

Vi er også eksperter i at behandle og forebygge både stress, angst og depressioner samt give dig mere effektive redskaber til at booste din mentale trivsel – uden brug af termometer.

Rigtig god dag

//Erla

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få inspiration, information og gode råd til at få bugt med grublerierne og bekymringerne

Ja tak, tilmeld mig nyhedsbrevet

Find os

MIND CPH ApS
Bredgade 36B, 2.th.
1260 Kbh K.
CVR Nr. 37210617
Vi er medlem af:

Følg os

© MIND CPH 2023
chevron-down