Der tikker en mail ind, der dog lander blødt oveni de øvrige 1127 ulæste mails i Simons indbakke, samtidig med at telefonen ringer og Signe fra kantinen banker på hans lukkede kontordør.
Han har været tilbage i 4 dage. 4 dage!! Og han har allerede røde øjne og er en tikkende (humør)bombe.
Simon sidder midt i misèren på sit kontor og tager sig for hovedet. Han tager en dyb indånding, og lige en til, men er stadig ved at gå ud af sit ellers så gode skind. Han har længe gået med en knugende følelse af, at dette ikke kommer gå. Han er alt for presset og føler, at han er lige ved at krakelere. Lige om lidt så mister han kontrollen.
Sommerferien har IKKE fikset hans tilstand, som han ellers så inderligt havde håbet.
Det er nu så slemt, at han næsten ikke tør åbne indbakken. Han bliver irriteret på medarbejderne, når de velkommer ham tilbage eller spørger ham om noget, og han føler sig mere og mere klemt i det hjørne, hvor han forsøger at gemme sig.
Imens han sidder på sin pind og lader som om, at han arbejder, øges mængden af uløste opgaver og presset stiger ham over ørene. Hver gang han prøver at tage sig sammen, sker der noget, der får ham ud af det igen. Og så sidder han endnu engang og surfer meningsløst på nettet efter ferier, lejligheder, sommerhuse, cykeludstyr, aktiekurser, følger med i amerikansk politik og scroller på twitter og LinkedIn….
Det er altsammen overspringshandlinger. Det er han 100% klar over. Men han han magter ikke at ændre på det.
Det er enten overspringshandlinger eller også uendelige grublerier, der om natten bliver til forvirrende fængslende tankemylder.
Han ved godt den er meget gal. Men han aner ikke sine levende råd.
For pokker! Jeg er leder. Jeg kan ikke gå ned med stress!
***
Hallo!
Hallo Simon!!
Simon?
Er du der??
Lige pludselig kommer Simon tilbage til virkeligheden og foran ham står Signe. Hun ser foruroliget ud. Hendes lange næse stikker ud og for ham ser det ud som, at hendes øjne følger med.
Er du ok? Spørger hun, og uden at blinke snerrer Simon, at det skal hun da ikke blande sig i – og hvorfor er hun bare kommet ind, når hans dør er lukket? Kan hun ikke se, at han er optaget…..
Sh**t nu er den helt gal med mig…! tænker Simon indvendigt. Hvad f**en foregår der?
Det samme tænker Signe.
Simon var ellers den sødeste chef den første tid. Virkelig ambitiøs og én man kunne komme til med alting, og hun kan bare ikke genkende denne skiftevis bitre, frustrerede mand og hun bliver helt bange.
Og hvordan siger man det til chefen, at de snakker om ham på kontoret? At de synes han skal søge hjælp? At de synes han virker stresset?
Simon ved også, at de snakker om ham. Han kan se det på deres nysgerrige undersøgende blikke og han afskyr pauserne, møderne, frokosten. Han har lyst til at trække stikket. Men alligevel holder hans stolthed ham på kontoret, hvor han “lader som om”.
Hver eneste dag er en kamp for overlevelse.
For ikke at miste ansigt.
For ikke at tabe det hele.
For han er leder og han kan ikke gå ned med stress. Derfra er der ingen vej tilbage. Det vil være enden på hans karrieredrømme og starten på hans sociale deroute.
Tror han.
Lederstress
For ledere, der rammes af stress føles ulykken ofte ekstra stor.
Historien om Simon er ikke taget fra en særlig kollektion. Det er snarere en basisvare. Den, der ALTID er på lager. Vi hører mange af denne slags historier i MINDCPH. Vi får den både fra Signe’rne og fra Simon’erne, for når en chef bliver stresset lider både han selv og hele hans organisation.
Det er dog en udbredt misforståelse, at stress er en karrieremæssig, social og personlig dødsdom. At når man har stress, så kan man ikke komme tilbage. At det er de store forandringer, der skal til og den eneste vej ud er gennem en sygemelding og derefter et stille liv uden krav og pres.
Og desværre er det netop denne misforståelse, der får mange ledere til at afholde sig fra at søge hjælp.
Den misforståelse bygger på en forældet stressforståelse og manglende viden om, at der findes effektiv behandling, som hverken kræver sygemelding eller en større livsomlægning.
I stedet kan man ret enkelt afdække og kortlægge de mekanismer, der fastholder og vedligeholder stress, og som kan føre til både angst og alvorlige depressioner. Mekanismerne er hverken biologiske, eller et resultat af en defekt hjerne, og de kan relativt enkelt omprogrammeres. Det kan desuden gøres effektivt og uden en sygemelding.
Er du nysgerrig på hvad metakognitiv terapi kan, så er du altid velkommen til at ringe til os og høre hvordan vi kan hjælpe dig. Vi svarer telefonerne hver hverdag mellem 8.30 og 16. Du ringer blot 31 11 13 15 og du kan også altid skrive en mail til os på hello@mindcph.dk.
Vil du gerne lære metakognitiv terapi sammen med andre ? Vi starter løbende nye grupper og du kan læse mere om vores populære gruppeforløb her.
Hvordan har du det for tiden? Som du plejer? Let frustreret over tingene, men ellers okay? Urolig og helt ved siden af dig selv? Nedtrykt og opgivende?
Det er ikke tilfældigt, hvordan du går og har det netop nu.
I dette indlæg vil du blive præsenteret for en række tanke- og reaktionsmønstre, der skaber psykisk lidelse under coronakrisen. Måske vækker en af beskrivelserne genklang hos dig. Måske genkender du én, du holder af, i en af beskrivelserne og får syn for, hvad vedkommende går og kæmper med.
Du kan også roligt læse også videre, hvis du til trods for omstændighederne har det godt og er nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor det er tilfældet. For det er nemlig ikke så simpelt, at du har det godt, fordi du er uden for risikogruppen, eller fordi din jobsituation er tryg. Du har det sandsynligvis godt, fordi du har et fleksibelt forhold til uvished og de svære tanker, følelser og indskydelser, som uvished bringer med sig.
Der er som regel en god forklaring på vores psykiske tilstand. Vi er nu mere end halvanden måned inde i coronakrisen, og jeg har lyttet til mange menneskers fortællinger om, hvordan de oplever psykisk ubehag og mistrives i denne tid. Hver fortælling er unik, men der er sammentræf i fortællingerne og det er interessant at spore de tanke-strategier og handlemønstre, som skaber og vedligeholder psykisk mistrivsel under corona-omstændighederne.
Jeg har søgt efter mønstre i klienters fortællinger om psykisk mistrivsel under coronakrisen, og herunder vil jeg kort præsentere dig for: Den helbredsangste, den overtroiske, den skyldige, den skamfulde, den dommedagsangste, grubleren, den kontrolsøgende og den udskammende.
Den helbredsangste
“Hvis jeg ikke holder øje med fysiske symptomer, så risikerer jeg at handle for sent og miste mit liv”
Ja, det er ingen overraskelse, at mennesker der lider af helbredsangst kan opleve en forværring af angsten i disse dage. Ofte er den helbredsangste meget bevidst om, at angsten er vedligeholdt af bekymringer om livstruende sygdomme – omvendt kan det være svært for den helbredsangste at forholde sig til sygdom uden at lave bekymringsarbejde.
Coronakrisen spiller op til dans med ordene: “Hold øje med symptomerne på corona og reager på sygdommen, hvis den udvikler sig alvorligt”. Samtidig kan den helbredsangstes bekymringer om sygdomme betyde, at vedkommende hungrer efter afklarende svar og har enormt svært ved at ‘se ting an’ og fortsætte med dagligdagen.
For at være på den sikre side holder jeg ekstra øje med min krop. Jeg holder øje med min vejrtrækning og fysiske forandringer. Jeg tager ekstra forholdsregler og afspritter mine indkøb. Jeg gennemspiller min hukommelse for at spore, hvilke dele af min dag, der kan have udsat mig for fare. Jeg tester min vejrtrækning i løbet af dagen: Jeg skal trække vejret helt ned i maven. Jeg tager min temperatur. Jeg zoomer ind på forandringer i kroppen for at kunne reagere så hurtigt som muligt på fare, og jeg Googler symptomer og beretninger om corona, så jeg er opdateret på lidelsens optrædelsesformer.
Disse strategier optager tid og energi. Den helbredsangste fremstår fraværende, opslugt af sygdommens detaljer samt ængstelig. Den helbredsangste overfokuserer på fysiske symptomer og oplever tilfælde af “falsk positiv”. Prøv engang selv at holde øje med din vejrtrækning lige nu. Træk vejret ind. Træk vejret ud. Vejrtrækningen kan føles anstrengt, når man fokuserer på den, og hvis dét er netop, hvad man frygter, så kan det lede til flere bekymringstanker og en gennemspilning af frygtelige scenarier, som vækker panik, hvilket forværrer følelsen af åndenød.
Efter panikken har lagt sig fortryder jeg, at det fyldte så meget, og at jeg optog lægens tid, men det er sandsynligt, at jeg igen overtænker og zoomer ind på fysiske symptomer, for hvad nu, hvis de netop denne gang viser sig sande…?
I sin vagtsomhed når den helbredsangst ikke at indsamle erfaringer med at lade et symptom være i fred og afvente dets udvikling eller forsvinden; de gør sig ikke den erfaring, at kroppen kan alarmere os uden vores engagement. Et symptombillede ender med at være meget mudret, jo mere vi bekymrer os om det, mærker efter og tester det. For hvad er angstsymptomer og hvad er sygdomstegn? I jagten på forsikring om sundhed og overlevelse er bivirkningen et liv, hvor angst spiller en stor rolle.
Den overtroiske
“Jeg er bange for, at jeg kan jinxe tingene ved at tænke de forkerte tanker”
Vi befinder os i en global pandemi! Det bliver ikke mere kolossalt og ukontrollerbart. Komplet ude af vores hænder. Det opstod uden for vores hænder og det udvikler sig uden for vores hænder.
Jovist, vi kan tage forholdsregler for at mindske smittespredning, men det, at corona opstod og pågår er uden for vores kontrol.
Tænk engang, hvis der var en måde at tage kontrol. En måde at immunisere sig selv og ens elskede. En lille ekstra ting man kunne gøre, som lagde en besværgelse, en beskyttelse om ens liv? Så ville du da gøre det, ik’?
Okay, du skal sige fadervor inde i hovedet 14 gange. Nej, du skal tænke, at du får corona, for så får du det ikke. Nej omvendt; du skal tænke, at du ikke får corona, for så får du det ikke. Nej, gør noget i stedet: Tænk gode tanker, når du træder ind i din lejlighed, så er du beskyttet. Du vælger selv en regel eller en handling, det interessante ved disse ritualer er, at de ikke behøver give så meget mening for andre, de er ofte baseret på en følelse: En følelse af, at når jeg tænker sådan eller gør sådan, så dulmer det min uro. Og det er noget, jeg kan gøre i en tid, hvor jeg føler, at tingene udvikler sig helt ukontrolleret, uden at jeg kan stille noget som helst op!
Der er dog ulemper ved det nye beskyttelses-ritual:
1. Jeg skal mere på arbejde mentalt, da der nu er regler for, hvordan jeg skal tænke og gøre. Der er placeret et lighedstegn mellem, hvad jeg tænker/gør og min risiko for coronasmitte. Jeg overvåger min tænkning langt mere end før – og nogle tanker kan hyle mig helt ud af den. Optimistiske tanker om, at corona nok snart passerer, skræmmer mig for hvad nu, hvis jeg herved jinxer situationen – og det modsatte bliver tilfældet. Andre gange kan jeg føle mig rolig, helt upåagtet af coronakrisen, og så får jeg frygt for, at karma rammer mig – At min væren ”ligeglad” øger risikoen for, at jeg får corona.
2. Jeg er fortsat rask og der er intet hændt mine elskede. Nu kan jeg jo ikke stoppe med det. Ritualet virker og jeg frygter, hvad der sker, hvis jeg lægger vanen fra mig.
Den skyldige
“Jeg er over-bevidst om, hvad jeg foretager mig, og om andre er okay med det”
Det er fra højeste sted besluttet, at vi skal behandle hinanden som spedalske, hvilket uundgåeligt skaber en øget selvbevidsthed omkring, hvordan vi holder afstand til andre, hvor ofte vi rører ved vores ansigter, hvilke flader vi rører ved – og ikke mindst, hvad vi tænker, at andre tænker om os og vores opførsel. Politiet holder sågar øje med, om vi kan holde os inden for de stiplede linjer. Vi har fået fokus på at handle ’korrekt’, og så er det nærliggende at føle sig ’forkert’. At føle sig skyldig og overansvarlig for andres liv og død.
Jeg læser nyheder og kommentarspor, hvor folk kritiseres for deres hensynsløse opførsel og det går lige i maven på mig. Jeg føler det som om, at det er møntet på mig. Jeg har svært ved at udholde oplevelsen af, at andre mennesker bevidst og tydeligt undgår mig. De rykker ud på cykelstien, når jeg kommer gående og de vender ansigtet og trækker vejret i den modsatte retning af mig i supermarkedskøen. Jeg føler mig forkastet af flokken. Værst er tanken om, at jeg bringer andre ubehag. At min tilstedeværelse gør dem stressede eller ængstelige for smitte. Jeg føler mig som en smittebærer uden at være testet positiv.
Den skyldige samler sine negative oplevelser til bunke: Jeg føler mig forkert. Andre opfører sig utrygt omkring mig. Kritiske stemmer rammer mig som en sten i mellemgulvet. Der er nok noget om det. Jeg er skyldig. Og idet jeg er skyldig, må jeg være ekstra opmærksom på alt, hvad jeg gør. Og således er en ond cirkel opstået, bekræftet og kørende.
Den skamfulde
“Jeg føler og tænker ting, som jeg ikke kan være bekendt”
Den skamfulde har sat lighedstegn mellem, hvem de er og hvad de tænker.
Jeg er mine tanker. Mine tanker er et spejl af, hvem jeg virkelig er. Jeg tænker selviske tanker ergo er jeg selvisk. Jeg bør tænke næstekærlige, positive, empatiske, optimistiske tanker i denne coronatid.
Den skamfulde er derfor på en mission om at rydde op i og forbedre sine tanker. Men forsøget giver bagslag. Tænk IKKE negativt. Tænk IKKE negativt. Det er umuligt, ikke sandt? Det er som om, hjernen klikker på informationen uanset om den er velkommen eller ej. Og dén erfaring kan man dunke sig selv i hovedet med: Jeg er så negativt tænkende! Resultatet er nedtrykthed, frustration og en række selvkritiske konklusioner om én selv:
“Jeg er et dårligt menneske” eller “Min hjerne fungerer forkert”.
Coronakrisen vækker en regnbue af tanker og følelser i vores sind – små og store, selviske og næstekærlige, absurde og praktiske, hadske og kærlige, håbefulde og opgivende. De besøger os og opholder sig i vores sind i en stund for så at forsvinde af sig selv. Og vi er på en endeløs mission, hvis vi kun vil kigge på de blå og grønne farver og okay også lidt gule – men absolut INGEN røde!
Den dommerdagsangste
“Jeg fastforwarder til værste scenarie og ser dystre fremtidsudsigter for os”
Den dommedagsangste blev virkelig bange, da der forgik hamstring i supermarkederne. Her handlede folk for at sikre egen overlevelse i frygt for en dystopisk forandring af verden, hvor mad blev en mangel. Dét, at se andre mennesker gro skarpe albuer og sørge for dem selv, gav stof til eftertanke for den dommedagsangste.
For hvor vil corona føre os hen?
I retning af kriminalitet og bål i gaderne?
I en økonomisk uoprettelig krise?
Er dette blot starten på utallige dødelige pandemier?
Den dommedagsangste vil bekymre sig om effekten af corona på samfunds- og globalt plan. Hensigten med tænkningen er sandsynligvis at komme på forkant med tingene; forudse frygtelige scenarier i tide, så vedkommende kan klargøre sig til at håndtere og få kontrol over situationen. Eller hvis håbet om kontrol er ude, så forlige sig med tanken om, at det er sådan vores udsigter er.
Problemet er, at fremtiden er uvis og vores hjerner er i fin stand til at generere dommedagsvisioner. Går man og kigger dybt ind i dommedagsvisioner, føles det lidt som at bing’e gyserfilm. Det er absolut ufarligt, men kroppen “køber” idéen om, at der er fare på færde og reagerer med rastløshed, uro og angstfølelser. Selvom du godt ved med dig selv, at der ikke står en øksemorder bag dig, så har kroppen “købt” idéen og det kan føles sådan. Dommedagsscenarierne er ligeledes forestillinger og de vækker samme ”gys”, men frem for at blive anskuet således, vil den dommedagsangste betragte disse ”gys” som bevis for det frygtede og dermed finde bekymring om fremtiden endnu mere presserende.
Grubleren
“Jeg udfylder den ekstra tid med at gentænke mig selv og min situation”
Nu bevæger vi os ind på fænomenet ’corona-blues’. Corona-blues har ikke specifikt med corona at
gøre, men derimod med, hvad man fylder denne nye omstændighed med. Livet føles mere skrøbeligt end før, og mange er overladt mere til dem selv og har nu færre distraktioner og gøremål i dagligdagen. Med livsomvæltninger følger ofte genovervejelser om, hvordan man lever sit liv.
Jeg savner noget. Jeg har svært ved at sætte fingeren på det, men jeg føler mig utilfreds og nede. Jeg har brug for noget mere i min tilværelse. De relationer, jeg har, virker flade. Som om jeg står i stampe i mit liv, og jeg ser de mennesker, jeg ser, fordi det er en vane, og gør, som jeg gør, og arbejder, hvor jeg gør, fordi jeg aldrig har taget rigtig stilling til det. Jeg kan ikke udholde det længere. Jeg burde have opnået mere og være nået længere.
Grubleren er motiveret af idéen om, at det at gøre status over sig selv og udtænke en løsningsmodel vil hjælpe til positiv forandring. At jo mere man grubler, jo nærmere kommer man ’en nøgle’, der kan låse en utilfredshedsstillende livssituation op. Intentionen er at forbedre tilværelsen, men paradoksalt nok har grubleriet den modsatte effekt: The blues.
Prøv selv at gennemgå i dit sind, hvad der er dine svage sider, og hvad du ville ønske, at du havde opnået. Brug for eksempel succesfulde folk i din omgangskreds som sammenligningsgrundlag. Hvor intentionen var at vække motivation, er resultatet ofte følelser af utilstrækkelighed, selvkritik og handlingslammelse. Og med dette udgangspunkt går dagen ofte stille hen, og man fik aldrig opsøgt den date eller skrevet den ansøgning, og ærgrelsen over dette bliver lagt til morgendagens grubleri. Paradokset her er, at forandring ikke kommer ved at skue bagud, men ved at træde fremad, og skønt grubleriet har til hensigt at sætte én fremad og op i fart, havner man i en rundkørsel.
Den kontrolsøgende
“Jeg monitorerer dødstallet, ringer ofte og mailer dig corona-artikler”
Kontrol er fantastisk! Vi kan tage kontrol over altid at møde op i rette tid til aftaler, vi kan pakke en uhyre velorganiseret kuffert, vi kan planlægge store arrangementer ned til mindste detalje og det er svært tilfredsstillende. Den kontrolsøgende kommer dog til kort under corona. For de, der identificerer sig som `planlægningsmennesker´ kan ikke udregne denne krise, de er nødt til at leve den ligesom os andre. En uvis dag ad gangen.
Jeg forsøger at tænke alle scenarier igennem. Jeg tænker over, hvad det vil betyde, hvis jeg mister mit job. Hvad det betyder, hvis min kæreste mister sit job. Hvilke konsekvenser det vil få for vores økonomi og fremtid. Hvad vi står til at miste. Jeg tager forskud på problemløsningen ved at kigge på Jobnet og boligsiden.
Den kontrolsøgende tror, at en plan B, C og D vil bringe beroligelse. At hvis man blot kigger på alle scenarierne, så er man bedre rustet til at håndtere dem, skulle de blive aktuelle. Så vil de ulykkelige situationer ikke ramme så hårdt.
Ligeledes kan den kontrolsøgendes bekymringer om faretruende scenarier få vedkommende til at forholde sig overopmærksomt til deres nære og kære: Bekymre sig om, at de ikke tager corona alvorligt nok og ikke passer godt nok på dem selv – og dulmer derfor ofte denne uro ved at udøve kontrol, som fx at ringe og tjekke ind samt tilskynde dem til at vise forsigtighed.
Gudskelov erfarer den kontrolsøgende ofte, at bekymringerne ikke går i opfyldelse, at plan B ikke viste sig nødvendig, men overflødig. Det hårde mentale arbejde med at udregne og søge beskyttelse var unødvendigt, og ordsproget passer: ”De eneste sorger, vi er sikret, er dem, vi tager på forskud”. Og hvis ulykken er ude og man mister sit job, så gør det ondt i en stund, og forudgående bekymring kan ikke skåne én for skuffelse og smerte.
Udskammeren
“Jeg kan tale længe om, hvor tåbeligt andre opfører sig”
Der findes også en type, som vi kan kalde ‘udskammeren’; altså en, der vredesgrubler over andre menneskers opførsel i denne tid, men udskammeren er et sjældent syn i klinikken, da vedkommende jo i sin egen optik ‘har ret’ og ‘fat i den lange ende’. Ikke desto mindre er det psykisk udmattende at skulle holde udkig med andres fejl og opleve det som éns opgave at opdrage på andre. Tit har det ikke meget med andres opførsel i sig selv at gøre. Problemet er, at vedkommende har fået for vane at reagere på andres opførsel som en provokerende kommentar til deres egen måde at gøre tingene på. Og i tillæg til at være hårdt tankearbejde, har skældud den effekt, at folk ikke har lyst til at lytte til én og følge éns råd. Og så må man jo råbe HØJERE… Og ja, så bliver man mere udmattet og frustreret.
****
Det er interessant at observere, hvordan en omstændighed som corona vækker forskellige reaktioner hos os. Jeg finder ovenstående beskrivelser relaterbare i forskellig udstrækning: Forbigående dommedagstanker, tjek! Følelsen af at være en stor virus iført løbesko, tjek! Overopmærksomhed på, hvor mange gange jeg rør ved min mund eller næse, tjek x 1000!
Vi lever i en besynderlig tid, og hvis du føler vedholdende mistrivsel og psykisk ubehag, så kom forbi og lad os finde frem til, hvad der er på spil hos dig og lad os hjælpe dig til at træde et skridt tilbage og afkoble fra de strategier, der skaber problemer for dig.
Du er altid vel mødt i vores klinik på Bredgade 36.
Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!
Jeg husker en snak jeg havde med en ven for en del uger siden, hvor jeg skråsikkert ytrede, at corona blot var endnu en dille, og at vi nok snart havde glemt alt om den. Sådan plejer det at være, og jeg havde svært ved at forestille mig, at det skulle være synderligt meget anderledes denne gang.
Men jeg tog grueligt fejl.
Helt surrealistisk er vi nu en del af en fuldstændig umulig og uigennemskuelig krise, hvis omfattende konsekvenser, jeg dårligt tør forestille mig.
Vi er midt i noget, som ingen aner, hvor ender henne. Al vores frygt er aktiveret, og vi er i alarmberedskab. Individuelt, nationalt og globalt.
Det er utrygt. Usikkert. Ret væmmeligt faktisk. Og det giver anledning til bekymring. Meget bekymring.
Men lige præcis bekymring er noget af det værste man kan engagere sig i. Modsat kan det være ret umuligt IKKE at bekymre sig, da ALTING handler om bekymring i disse dage.
Og bekymring har det med at sprede sig. Faktisk er det ganske lig en virus og kan være uhyre smitsomt.
(Heldigvis er der en kur mod bekymring. Den vender jeg tilbage til.)
Paradoksalt hedder det sig, at vi er bekymrede fordi vi ønsker at føle os tryghed. Vi kommer til at retfærdiggøre bekymring og se det som en nødvendighed. Men bekymring skaber alt andet end tryghed. Tværtimod skaber det en dyb eksistentiel uro at være bekymret hele tiden.
Spørgsmålet er så om det reelt er en nødvendighed at bekymre sig for at opføre sig anstændigt og hensynsfuldt? Kan man vaske sine hænder og tage sine forholdsregler UDEN konstant bekymring, analysering, monitorering af sygdomstal og overvågning af sig selv og andre?
Og hvordan ved vi om vi har gjort nok? Bekymret os nok. Vasket hænder nok. Isoleret os nok?
Hvor nøje følger du egentlig myndighedernes forskrifter disse dage? Har du måske lagt ekstra forholdsregler oveni? Er du en af dem der båder vasker hænder grundigt og spritter dem oveni? (sådan billedligt talt).
Hvor meget går du op i at andre gør det, de skal? Er du en af hverdagsbetjentene, der basher løberne, de unge og alle dem, der ikke tager sine forholdsregler – og lidt til…?
Dette er jo også en slags bekymring.
Sniger der sig så måske også en snert af en dobbeltmoral, en lille personlig blindvinkel ind, der lige retfærdiggør dit smut på genbrugsstationen eller på planteskolen?
For det er sørme svært at være 100% gennemført på denne. Vi kan jo ikke leve på vores værelser på ubestemt tid og ingen aner i realiteten, hvornår nok er nok. Eller hvornår det hele holder op igen. Eller om det nogensinde gør.
Ingen aner hvornår mine hænder ”rene nok”, til at jeg kan tage en anden person i hånden igen. Hvis nogensinde? Der vil jo altid ligge en ny fare og lure og trigge vores bekymring.
Men vi kan ikke, ikke gøre det, som vores myndigheder foreskriver (og lidt til) for ingen vil være den, der smittede en person, der ikke kunne tåle corona. Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden?
Derfor er vi konstant bekymrede og vi er blevet en nation, en verden, grebet af angst.
Og med angst følger irrationalitet og utilsigtede handlinger.
Det kæmpestore problem med angst er, at intet håndvask, ingen social isolation, ingen respirator og ingen afgifter kan kurere lidelsen.
Den eneste måde at kvitte angsten er ved at kvitte bekymringen.
For mange synes det både umuligt – og til dels også tåbeligt eller ligefrem egoistisk at være bekymringsfri, når der er noget at være bekymret for. Men husk mit spørgsmål fra tidligere:
”Er det muligt at opføre sig anstændigt – UDEN at være konstant bekymret”?
Selvfølgelig er det det.
Personligt har jeg truffet et valg om ikke at bekymre mig, ikke at forestille mig konsekvenser og worst-case-scenarier, ikke at monitorere dødstal tæt og ikke at lege pædagogpoliti overfor andre. Det bringer intet godt med sig, og jeg er overbevist om, at mediernes fremstilling af worst-case-scenarier, dødstal og personlige sygdomsberetninger har en finger med i spillet i den globale bekymring og masse panik, vi nu oplever. Det fører bare intet konstruktivt med sig, skaber global angst og blokerer for individuel handlekraft.
Skal vi igennem denne krise med os selv og vores handle- og dømmekraft i behold, skal vi ud af bekymringens greb. Vi skal stoppe den bekymringsspredning. Ellers bliver vi hængt op i bekymring og vi mister overblikket. Reelt har bekymring ingen effekt på hverken coronakrisens helbredsofre eller socio-økonomiske ofre. Bekymring er en overflødig proces.
Og bekymring kan bekæmpes ret enkelt faktisk. Men det kræver beslutsomhed, selvkontrol og det kræver, at vi står sammen om det.
Lad os bekæmpe bekymring. Sammen.
Vær med i på fredag klokken 12.00, hvor vi kører vi endnu en MIND LIVE – mental træningssession, hvor vi viser en måde at kvitte bekymring på.
Hvis du hellere vil have et personligt forløb til effektivt at få bugt med dine bekymringer, så er du velkommen til at booke din session online eller kontakte os på 31 11 13 15 ellerhello@mindcph.dk
Vi tilbyder specialiseret psykologisk hjælp og du er altid velkommen til at kontakte os gratis og uforpligtende til en snak om hvordan vi kan hjælpe dig.
Sådan spreder bekymring sig – og hvad vi kan gøre for at stoppe det!
Det er muligt, at vi ikke kan undgå spredning af virus – men vi kan undgå spredning af bekymring og panik.
Corona er en realitet! Men bekymring og panik er det så sandelig også. Hvilken af de to vil få størst konsekvenser, kan kun fremtiden vise. Men for nu er dét, vi kan forholde os til, at vi har en virus i fuldt flor, som vi selvfølgelig skal gøre alt for at begrænse. Vi skal følge retningslinjerne og vi skal passe godt på os selv og hinanden, men vi bliver simpelthen også nødt til at stoppe bekymring og bevare roen.
Hvordan vi gør det, vender jeg tilbage til om lidt.
Bekymring er en spøjs ting. Kigger vi blot få uger tilbage i tiden var det klimabekymring, der malede overskrifterne og fyldte vores hoveder. Der var brande i Australien og vores verdenshave var fyldt med plastik.
Australiens brande er nu tæmmede – (omend de brændte længe efter, at vi holdt op med at bekymre os om dem) og vi har formentlig stadig samme mængde plastik i vores verdenshave.
Men det optager os ikke så meget.
Længere.
Og hvad med livets store dræbere: Selvmord, trafikuheld, kræft og rygning bare for at nævne nogle. Er de ikke længere alarmerende og bekymringsværdige?
Jo selvfølgelig!
Men dét der sker, når vi bekymrer os er, at dét, vi bekymrer os om får status af også at være det vigtigste, det farligste!. Bekymring er nemlig slet ikke så rationelt, som mange ynder at tro.
Indholdet af bekymringen er heller ikke så entydigt! og selv om vi nu er bekymrede for Corona er det vidt forskellige ting, vi bekymrer os om.
For nogle er det sygdomsbekymring. Vi er bange at blive syge, at vores nærmeste bliver syge eller at vi utilsigtet er kommet til at smitte én, der er særlig sårbar og potentielt kan dø af smitten. Vi bekymrer os også om hvorvidt sundhedssystemet kan magte opgaven.
Andre er bekymrede for ikke at have mad nok eller sjovt nok ikke at have toiletpapir nok.
Nogle bekymrer sig om, at deres fødselsdagsfest blev aflyst eller at de ikke kan komme på drømmerejsen og rigtig mange er bekymrede for, om der mon tikker løn ind på kontoen i slutningen af måneden – og så er der dem, der frygter en konkurs.
Kun tiden kan vise, hvilken bekymring var den mest truende og kun tiden kan vise, hvilke konsekvenser vores bekymringer havde.
Fanget i et bekymringsloop
Når der opstår en bekymring så starter det typisk med en “bekymringsstarter”. En typisk bekymringsstarter er en tanke, der starter med: “Hvad nu hvis….”?
“Hvad nu hvis jeg bliver syg”? “Hvad nu hvis min gamle far bliver syg og dør”? “Hvad nu hvis jeg smitter nogen?” “Hvad nu hvis ikke vi har nok mad og skal være i karantæne i flere uger”? ”Hvad nu hvis jeg ikke får min løn og ikke kan betale mine regninger”? “Hvad nu hvis min forretning må lukke”?
Det der så kan ske for mange, på baggrund af sådan en tanke, (som iøvrigt er fuldstændig normal, naturlig og forventelig), det er, at de brygger videre på den.
De forestiller sig diverse scenarier, og ofte er det worst-case-scenarier, der opstilles. De laver mentale analyser og bekymringer og i den proces vil de opleve et øget ubehag.
Men den stopper ikke her. For det ubehag, der følger med bekymring, er med til at bekræfte bekymringen. Den bliver altså mere troværdig – og derved også mere bekymringsværdig.
Samtidig kigger vi os omkring og ser, at alle andre også bekymrer sig!
Så nu har vi den første bekymring, ser at alle andre også bekymrer sig og givet det øgede ubehag (som vi iøvrigt også bekymrer os om) er hele bekymringen nu i eksponentiel vækst, – lidt ligesom en smitsom virus.
Vi er nu fanget i et bekymringsloop og konsekvensen er, at vi risikerer at miste overblikket.
Specialist kontra generalist
Når man er dykket så meget ned i en problemstilling, så er man “specialist” på lige præcis den – men det er ofte på bekostning af et generaliseringsniveau.
Når man panikker og stresser over en problemstilling, så er man ofte ikke længere konstruktiv, og man risikerer at blokere for de mentale ressourcer, der skal hjælpe en, til at handle konstruktivt. I stedet kan man risikere at blive ædt op af bekymring, miste nattesøvn, blive aggressiv, frustreret, angst og føle, at der ikke er en vej ud af ubehaget før problemet er løst.
Nogengange kan problemet løses. Heldigvis.
Men desværre ser det ikke ud til at corona-problemet forsvinder foreløbig….
Så derfor bliver det endnu mere vigtigt, at vi er i stand til håndtere problemet, uden at stresse og panikke over det. Vi er nødt til at være i stand til fleksibelt at skifte imellem et specialistniveau og et generalistniveau.
SÅ er det muligt at have et (stort) problem uden at bekymre sig og derved bevare roen?
Ja, det er helt sikkert.!!
I hvert fald er det noget du kan lære.
Hvad kan vi så gøre for stoppe eksponentiel bekymringsvækst
Det første du gør er at identificere din bekymringsstarter. Din “hvad nu hvis”-tanke. Den er naturlig, automatisk og du kan ikke gøre for, at den dukker op!
Men i stedet for at dvæle ved den og bekymre dig videre om den så lad den hænge.
Lad den ligge, som et tyggegummi i din mund, som du vælger ikke at tygge på.
Spørg dig selv: KAN du have et tyggegummi i munden UDEN at tygge på det? UDEN at være optaget af at fjerne det?
Ja da, selvfølgelig!
Og hvad sker der, når du gør det? Jo du glemmer det ind imellem og du kan stadig både tale og være tilstede uden at tænke over det. Ind imellem mærker du det så igen, men det gør ikke noget. Du fortsætter bare din gøren og færden.
Prøv så at gøre det samme med din bekymring. Prøv at tillade den i dit hoved UDEN at tygge på den. Lad den være der UDEN, at du prøver at løse den, undertrykke den eller fjerne den.
Kan du også det?
Ja selvfølgelig! Og hvis ikke du kan det nu, så kan du relativt enkelt lære det.
Det du oplever, når du kan det er, at du kan bevarer roen og overblikket og du kan være konstruktiv – for bekymringen fylder langt mindre.
Denne teknik kan ikke stoppe virus, men den kan stoppe bekymring og panik.
Lad os tage et stort fælles ansvar for det også!!
Gode hilsner Erla Højsted, chefpsykolog MIND CPH
Ønsker du hjælp til at få styr på bekymringerne og få mere ro og overblik til konstruktive handlinger? Læs mere om metakognitiv terapi og kontakt os gerne uforpligtende på hello@mindcph.dk eller 31 11 13 15.
Er dit angstniveau steget markant indenfor de sidste uger? Har du bekymret dig mere end sædvanligt? Er du blevet mere nervøs for dig selv og dine nærmeste?
Hvis du kan svare ja til et eller flere af spørgsmålene, så frygt ej, du reagerer ganske menneskeligt.
Men hvad nu hvis jeg fortalte dig, at det er fuldstændig unødvendigt at gå rundt med alle disse bekymringer og den angst, der følger med og at du sagtens kan skære markant ned for dine bekymringer?
Ja, det kan faktisk godt lade sig gøre ved blot at foretage nogle enkle ændringer.
Det er ganske almindeligt at bekymre sig på baggrund af den situation, vi oplever på verdensplan lige nu. Flere bruger bekymringer som en strategi til at forberede sig på det værst tænkelige scenario, til at forberede sig på nye udfordringer i forbindelse med Corona eller måske som en strategi til at passe bedre på sig selv og dem omkring.
Problemet med denne strategi er dog, at bekymringer dels er dét, der udløser angst og også dét, der vedligeholder angst. Hvis fokus i overvejende grad er rettet mod alt dét, der kan gå galt, de værst tænkelige scenarier samt sygdom og død, så er det indlysende, at vi også reagerer følelsesmæssigt med angst, nervøsitet, uro og ubehag.
Du får her 3 råd mod bekymringer, så du kan håndtere denne situation på en mere ubekymret måde, hvor du udover at passe på dig selv, din familie og samfundet omkring dig OGSÅ får passet på dit mentale helbred.
1.
For at mindske bekymring kan du starte med at vælge et bestemt tidspunkt på dagen eller ugen, hvor du afsætter tid til dine bekymringer. Dvs., at du beslutter dig for et fast bekymringstidspunkt i stedet for at du bekymrer dig hele dagen. F.eks. kl. 16.00 til kl. 16.15. I dette tidsrum kan du give dine bekymringer tid og fuld opmærksomhed imens du resten af dagen kan vælge at udskyde dine bekymringer til dit bekymringstidspunkt og dermed give dig selv mere tid og mulighed til at fokusere på din familie, de ting du gerne vil bruge tid på eller noget helt tredje.
2.
Flyt dit fokus fra dine bekymringer til de ting du laver for dig selv eller med din familie. Vær opmærksom på det, som du engagerer dig i hvad end det så er puslespil, lege med dine børn eller få malet den væg, du så længe har tænkt på.
Når du flytter dit fokus til det, som du er i gang med, så bliver det også nemmere for dig at lade dine bekymringer være. Det handler ikke om, at du skal undgå eller fjerne bekymringerne, men blot behandle dem som skyer på himlen, forbipasserende og midlertidige.
3.
Det sidste du kan gøre for dig selv er at både skære ned på al den tid du bruger på information om corona og forholde dig kildekritisk til de nyheder, blogs og alt muligt andet, der bliver delt i stride strømme på facebook, instagram og andre medier i disse dage. Det er en god idé at opsøge relevant information fra sundhedsstyrelsen f.eks. så vi kan holde os opdateret på, om der kommer nye tiltag. Dette kan du med fordel også gøre i din bekymringstid, så det ikke fylder hele din dag.
Hvis vi ikke forholder os kritiske til de informationer, der kommer om Corona, så kan vi desværre ende med dels at gå og bekymre os om noget som slet ikke er en mulighed og dels også ende med at viderebringe falske informationer.
Har du brug for hjælp til at få implementeret disse råd i din hverdag, kan du altid kontakte os på mail eller tlf. 31 11 13 15. Vi tilbyder både individuel terapi og online terapi, Vi tilbyder også vores gruppeterapi online så du ikke behøves bevæge dig udenfor, men nemt og hurtigt kan få hjælp derfra hvor du befinder dig.
Bedste hilsner,
Michael Portz Cand.psych. og konsulentpsykolog hos MIND CPH
Hvorfor du skal lægge det mentale termometer på hylden
Hovepine, feber, rindende næser og en diskussion med ens partner (der giver associationer til en psykologisk thriller) om hvis tur det er til endnu en barn-syge-dag, hvor man samtidig vinder chancen for selv at ryge med i faldet.
Jep. Den tid på året, hvor halstørklædet bliver fast bestanddel af garderoben, hvor Magasin melder udsolgt på heldækkende foundation og køen til apoteket overhaler nytårsforsætternes kø til fitnesscenteret.
Jep. Virus-sæsonen er over os og vi monitorerer sygdommens udvikling, foretager målinger og beregninger på temperaturudsving samtidig med, at vi krydser fingre, banker under bordet og beder til et hastigt temperaturfald.
Og jep. Vi har alle været der. Og det er ikke nødvendigvis kønt mens det står på. Men heldigvis går det over og monitoreringen af kropslige symptomer og temperaturmålinger stopper.
Termometeret pakkes væk og forbliver glemt indtil næste gang nogen i familien bliver syg.
****
Termometeret er et redskab, som vi bruger til at monitorere vores tilstand. Vi bruger det til at afgøre, hvor slemt det står til og til at bekræfte og underbygge vores sløjhed.
Vi bruger det velvidende, at det ingen direkte effekt har på sygdomsforløbet, hverken af helende karakter eller forebyggende.
Udenfor sygdomsperioder ligger det bagerst i skabet.
Men tænk hvis anbefalingen var, at vi regelmæssigt bør måle vores temperatur. Hvad ville det mon have af effekter?
Jo, udover at være en belastning i hverdagen, ville vores bevidsthed om sygdom og risiko for samme, sandsynligvis være langt mere fremtrædende.
Men hvorfor skrever jeg overhovedet om termometer og virus?
Jo, ser du. Ligesom vi hiver et termometer ned fra hylderne når det gælder influenza, så hiver vi et ”mentalt” termometer ned fra hylderne når det handler om stress.
Men konkret hvordan dette mentale termometer fungerer, og hvad det præcis måler, er dog mere end en smule uklart. På trods af det, og til forskel fra det det almindelige termometer, så råder velmenende sundhedsprofessionelle og stresscoaches os til at have termometeret indenfor rækkevidde til enhver tid.
Og hvorfor nu det!?
Jo, der hersker utvivlsomt en forestilling om, at udover at kunne måle en stresstilstand, så kan dette termometer forebygge og hele stress. Det er simpelthen blevet en indgroet del af redskabskassen når vi taler om behandling og forebyggelse af stress.
Men bare fordi man har hørt den samme sang mange gange udelukker det ikke, at der kan være andre og måske bedre sange.
Der er helt klart en hel del ulemper forbundet med den “etablerede” forestilling om det mentale termometer: Og her vil vi nævne nogle af dem.
Når vi har termometeret lige ved hånden bliver vi mere opmærksomme på risikoen for stress. Dette øger for manges vedkommende både bekymring og angst i stedet for at skabe den ønskede ro og tryghed.
Termometerets udefinerbare funktion og effekt gør det vanskeligt for mange at vide, hvad de skal måle – og hvordan. Det skaber tvivl, usikkerhed og nogen gange en langvarig og energikrævende ”mærken-efter”.
Den øgede opmærksomhed på ubehageligheder, trusler og fare kan også betyde, at vi rent faktisk kan mærke mere ubehag og føle os mere i fare. Dét, der er i fokus er også dét, der ER i fokus, så at sige.
Sidst men ikke mindst kan vi komme til at tvivle på egen dømmekraft og vores naturlige iboende termometer (det indre kompas om du vil) bliver slået ud af funktion og over-rulet af en vedvarende, slidsom monitorering.
Bl.a af ovenstående grunde anbefaler vi, at du pakker det mentale termometer til side og i stedet lærer (igen) at forstå og stole på dit naturlige termometer.
Måske lettere sagt end gjort?
Hvis du konstant har dit termometer ved hånden og ikke ved hvordan du lægger det væk igen (eller ikke tør)! Eller hvis du på anden vis er træt af det øgede indre fokus og bare gerne vil leve livet lidt friere, lidt vildere og mere ubekymret så tøv ikke med at kontakte os.
Vi er eksperter i det, og vi står klar til at hjælpe dig.
Vi er også eksperter i at behandle og forebygge både stress, angst og depressioner samt give dig mere effektive redskaber til at booste din mentale trivsel – uden brug af termometer.
