Slip fri fra indebrændte frustrationer

Slip fri fra indebrændte frustrationer

Der var engang, hvor jeg fik voksen-skæld-ud af en vildt fremmed mand.

Jeg var på cykel og muligvis fulgte jeg ikke færdselsloven helt til punkt og prikke. Men til mit forsvar var der på ingen måde en farlig situation, og jeg var mere eller mindre alene i trafikken på den stille gade den dag. Eller det troede jeg! For lige efter mit ”lovbrud” kørte en mand op ved siden af mig, rullede sit vindue ned, og gav mig et ordentligt møgfald.

Jeg blev rimelig chokeret, og et øjeblik stod alting stille. Jeg stod bare der, klamrende til min cykel, og tog imod en bitter ældre mands indebrændte frustrationer. Jeg fik til sidst fremstammet, at jeg ville huske at overholde reglerne en anden gang og cyklede fra ”gerningstedet” med halen mellem benene!

Jeg har bagefter tænkt på den situation. Ikke at den er særlig, men mere fordi den vækker tanker om, hvordan vi kan reagere i forskellige situationer, der overrumpler os. Jeg møder tit mennesker i klinikken, der er blevet dårligt behandlet enten i privatlivet, og i særdeleshed i arbejdslivet, og jeg ser hvilke konsekvenser det kan få, hvis man kommer til at lade sådanne situationer glide ind under huden.

Har du nogensinde oplevet at komme ind til en situation, helt uvidende om, at der ventede dig et møgfald?

Så behøver jeg ikke fortælle dig, hvor ubehageligt det er.

Det kan være, at du kender det fra arbejdet; chefen er urimelig, du er ikke blevet værdsat for din indsats, eller måske er du blevet kritiseret for blot at forsøge at gøre dit bedste. Det kan også være din partner eller en ven, der opfører sig urimeligt eller som i mit tilfælde en total fremmed.

Uanset om det er en, der står dig nær, eller det er en ligegyldig person og uanset om der er en retfærdig og legal anledning til den urimelige opførsel eller ej, så vil du befinde dig i en akut stresstilstand.

Ofte vil du blive enten vred og gå til modangreb eller blive såret og lukke i som en øster.

Det er i hvert fald svært ikke at blive ramt overhovedet. For det føles jo som et angreb. Og uagtet den andens intention (eller berettigelse) vil det udløse en form for forsvar hos dig.

Bagefter kan du så kloge dig på om hvorvidt det var en hensigtsmæssig måde, du (og den anden) håndterede det på. Det kan igangsætte vredesgrublerier og frustrationer, hvor det gælder om at svine den anden til og svælge i urimeligheden eller granske dit sind for mulige forklaringer på, hvorfor vedkommende gjorde, som han eller hun gjorde.

Det kan også være, at det er dig selv, der står for skud og du vender frustrationen indad og du begynder at tvivle:

Var jeg forkert på den?
Eller var det den anden, der var urimelig?

Ofte kan det ende med, at du gennemgår scenariet igen og igen i håbet om at få klarhed over situationen.

Hvorfor skete det?
Hvad udløste det?
Hvem har skylden?
Osv.

Når du går med sådanne grublerier går det udover din hverdagsglæde. Det kan være, at dine frustrationer pibler op til overfladen og bemærkes af dine omgivelser. Måske bliver du den bitre gamle mand, der uddeler voksen-skæld-ud?

Du kan også komme til at tro på den andens grimme ord og lade det sprede sig til, at du slet og ret er et dårligt menneske. At du fortjener den ydmygende behandling. Dette er især tilfældet, hvis den urimelige behandling sker tidligt i livet og begåes af en nærtstående eller i en socialt vigtig gruppe.

Det kan tage dig timer, dage, uger, ja endda år at komme dig over. Du er enormt påvirket af det, og jo mere du grubler over det, jo dårligere får du det.

Alt det her grubleri fører dig dog næppe nærmere et svar, ej heller en lettelse eller en closure. Desværre.

Det forholder sig nemlig sådan, at du først får det bedre, når du kommer til det punkt, hvor du beslutter dig for, at lade det ligge.

Hvad sker der og hvad kan du gøre?

Når vi føler os dårligt eller uretfærdigt behandlede sætter det gang i en umiddelbar stressrespons. Det opleves som et verbalt angreb og den naturlige respons er, at enten gøre klar til kamp eller til flugt. Det kan også være, at vi rammes af handlingslammelse. Systemet lader som om det er dødt i håbet om, at predatoren stopper angrebet og forlader situationen midlertidigt for senere at komme tilbage for at fortære sit bytte.

I vores kultur er vi opfostret i troen om, at disse instinktive responser ligger uden for vores kontrol. At vi ikke kan styre vores reaktioner og derfor er ude af stand til at reagere anderledes.

Men det passer ikke helt. Du kan nemlig godt lære at bevare fatningen og ikke lade den instinktive reaktion overtage, og i stedet lade viljen og egenkontrollen tage over.

Hvis du har for vane at reagere uhensigtsmæssigt, kan du med andre ord lære at reagere mere hensigtsmæssigt. Den proces er nemlig lige så meget i din kontrol, som den proces, hvor du putter mad i munden eller tager din telefon og ringer til nogen.

Selv om det ikke føles sådan lige nu, så kan det indarbejdes.

Du kan også lære at styre, hvor meget situationen skal have lov til at fylde efterfølgende og om ubehaget skal have lov til at krybe ind under huden på dig. Min påstand er hermed, at du kan komme til opnå fuld kontrol over dine grublerier.

Det kan være at du nu tænker: Ok, skal jeg så bare stiltiende acceptere, at jeg lader mig kue af nogen?

Nej, det er faktisk ikke det jeg siger!

Det jeg siger er derimod, at dine grublerier ikke fører dig i nogen konstruktiv retning – hverken til en afklaring eller et modsvar. De gør dig blot i dårligt humør.

Desuden er den eneste, der mærker noget til dine indre kampe og skænderier dig selv. Der er således ingen nytteværdi i dine bebrejdelser eller selvbebrejdelser, så hvorfor foretage dem?

Jeg vil derfor opfordre dig til at tage en beslutning om, hvorvidt det er en kamp du kan og vil tage. Hvis du ønsker at tage kampen op, så gør det konstruktivt og det gør du bedst ved at lade dine vredesgrublerier ligge. Hvis omstændighederne ikke kan ændres, så kan du stadig lade grublerierne ligge og give slip på situationen.

Og kan du så gøre det? Ja selvfølgelig kan du det, for du styrer selv, hvad der skal foregå i dit sind, ligeså meget som du styrer, hvad der skal komme ud af din mund. Det handler om at kunne lede sig selv. Ingen har vel lyst til at være ham eller hende, der overreagerer, eller bruger sin tid og energi på at gruble og have det dårligt.

Du KAN forblive mere rationel. Det er sådan set op til dig.

Men det kræver en vedholdende indsats, hvis du vil ændre det. Og muligvis noget guidance. Men du kan starte lige nu.

Det jeg selv gør er, at jeg træffer valget om enten at gøre noget aktivt ved situationen eller aktivt at vælge at lade det ligge. I begge tilfælde undlader jeg at gruble over det.

Jeg besluttede at lade den bitre ældre herre eje sin egen bitterhed, og jeg valgte ikke at gruble over det. Det gør jeg ved at lade tankerne om det være.

Har du noget du gerne vil slippe, så gør som jeg gjorde: Træd et mentalt skridt tilbage. Svælg ikke mere i det. Det er et overstået kapitel. Giv slip på det. Tanker er blot tanker og følelser er blot følelser. Lad lettelsen indtræde og beslut dig for, ikke at bruge mere mental energi på det.

Hav en dejlig dag 🙂

Husk at du altid er velkommen til at kontakte os på hello@mindcph.dk eller på 31 11 13 15. Vi har åbent i Bredgade 36 og i vores online kontor, hvor du kan få samme hjælp, som hvis du kan møde fysisk.

Bedste hilsner

Erla Højsted

Se med i fredagens MINDLIVE. Husk du kan følge mindcph’s facebookside, hvor vi hver fredag sender MINDLIVE. VI behandler relevante emner, der hjælper dig til at styrke din mentale sundhed. Du er altid velkommen til at sende os en besked, hvis du har et emne, du gerne vil, at vi skal behandle.

Derfor forsvinder dine (corona)kilo næppe med en genåbning alene

Derfor forsvinder dine (corona)kilo næppe med en genåbning alene

Derfor forsvinder dine (corona)kilo næppe med en genåbning alene

Kender du det, lidt for mange dage i joggingbukser og lidt for meget hygge kan give en chokerende måling på badevægten?

De sidste uger har ikke budt på den daglige cykeltur eller dine daglige rutiner, der holder dit system i nogenlunde balance, og du har heller ikke skulle dresse op for noget egentlig.

I næste uge skal du i arbejdstøjet igen.

Der er bare opstået det problem, at tøjet er krympet. Eller også er du vokset med et par coronakilo. Du vælger.

Ofte når jeg taler overvægt, så er det i overført betydning, og referer til den mentale overvægt mange slæber rundt på i form af overtænkning. Men nu skal du høre hvordan den mentale overvægt har en finger med i spillet, når vi taler om de faktiske sidebenskilo.

Du tænker sandsynligvis for meget på mad.

Lad os tage den pose Haribo som du skjuler i skabet. Det kan godt være at ungerne ikke kan se den – men den er skidesvær at skjule for dig selv. Du ved den er der, den ved den er der og I ved begge, at det blot er et spørgsmål om tid, før du har gjort kål på den. Den lokker dig, og du prøver at modstå dens søde fristelser.
For at modstå fristelsen planlægger du måske hvornår du kan spise den. Du glæder dig til det. Du er i dialog med dig selv om, hvornår det bedste tidspunkt er. Hvornår du fortjener den. Hvornår den vil smage som bedst. Det kan også være, at du tænker over, hvordan det kan være, at du er så vild med slik. Det kan også være, at du er en smule irriteret på dig selv over det.
Hvorfor er du ikke en slank insta-sild, der ikke spiser sukker (på insta i hvert fald)? Hvorfor kan du ikke bare følge din slanke-gurus råd og vejledninger? Hvorfor følger du ikke dine madplaner og hvorfor, når du ved så meget, kan du ikke holde vægten, der hvor du gerne vil have den? Hvorfor kan du ikke bare lade søde sager få fred, og hvorfor kan du ikke bare glemme, at det er der, ligesom din mand kan?

Jo mere du tænker over det – jo mere skal du modstå fristelsen. For tanken om en pose Haribo får din mund at løbe i vand og din mave til at trippe af spænding.

Men hvad end du tænker for ikke at tænke, for at forstå eller bare tænker fordi du har lyst – så vil tænkningen øge din lyst til søde sager. Og jo mere du prøver at lade være, jo mere vil du blive draget mod den – og til sidst vil den forsvinde i din mund.

Og bagefter?

Har du skuffet dig selv! Du har tabt endnu engang. Og så kan det hele være lige meget, og du finder flere søde sager, som du har ”gemt”.
Det er hermed bevist. Du er en fiasko, har ingen selvkontrol og en lost case.
Og så starter selvbebrejdelserne, selvkritikken. Og din eneste glæde er at ingen kan se, hvor grimt du taler til dig selv.

Når du taler grimt til dig selv, får du også en grim følelse med dig selv. Og når du er følelsesmæssigt nede er der endnu større sandsynlighed for, at du overspiser usundt.
Du spiser med dine følelser.
Trøstespiser.
Og det gør du indtil du simpelthen får nok af dig selv og her genstarter dit forsøg på selvdisciplinering.

Den onde cirkel er komplet

Alt dette kan ingen sundhedscoach, fitnessdronning eller videnskabelig viden ændre på. For hvis viden, information og smukke rollemodeller var løsningen, så var der intet problem. For er der noget, det ikke skorter på, så er det viden og skønhed på sociale medier.

Hvis din kamp mod Haribo skal vindes og din spisning ændres, skal du arbejde med nogle bagvedliggende mønstre. Vi skal til roden i problemet og ikke blot symptombehandle, disciplinere og strukturere.

Du skal simpelthen lære at tænke mindre på mad! Du skal have bugt med de overflødige mentale kilo før du kan få bugt med de fysiske.

Og det kan vi hjælpe med.

Du kan nederst på siden se en optagelse af en af vores ugentlige facebook event MIND-LIVE, hvor jeg giver dig et stærkt redskab til ikke at falde i slikfælden.

Og ellers glæder vi os til at tage imod dig i klinikken, hvor du enkelt og effektivt lærer at forstå og ændre dine tankemønstre og smide de overflødige mentale og fysiske kilo.

Vi har åbent helt som vi plejer for individuelle sessioner, og vi starter også vores populære gruppeforløb igen den 27. maj.

Rigtig god fredag,

Erla Højsted,
Chefpsykolog MIND CPH

Vi sender MIND-LIVE på facebook hver fredag klokken 12.00. Du er velkommen til at sende et spørgsmål eller et ønske om emne eller tema til vores mail: hello@mindcph.dk

Når coronakrisen rammer psyken

Når coronakrisen rammer psyken

Når coronakrisen rammer psyken

Hvordan har du det for tiden? Som du plejer? Let frustreret over tingene, men ellers okay? Urolig og helt ved siden af dig selv? Nedtrykt og opgivende?

Det er ikke tilfældigt, hvordan du går og har det netop nu.

I dette indlæg vil du blive præsenteret for en række tanke- og reaktionsmønstre, der skaber psykisk lidelse under coronakrisen. Måske vækker en af beskrivelserne genklang hos dig. Måske genkender du én, du holder af, i en af beskrivelserne og får syn for, hvad vedkommende går og kæmper med.

Du kan også roligt læse også videre, hvis du til trods for omstændighederne har det godt og er nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor det er tilfældet. For det er nemlig ikke så simpelt, at du har det godt, fordi du er uden for risikogruppen, eller fordi din jobsituation er tryg. Du har det sandsynligvis godt, fordi du har et fleksibelt forhold til uvished og de svære tanker, følelser og indskydelser, som uvished bringer med sig.

Der er som regel en god forklaring på vores psykiske tilstand. Vi er nu mere end halvanden måned inde i coronakrisen, og jeg har lyttet til mange menneskers fortællinger om, hvordan de oplever psykisk ubehag og mistrives i denne tid. Hver fortælling er unik, men der er sammentræf i fortællingerne og det er interessant at spore de tanke-strategier og handlemønstre, som skaber og vedligeholder psykisk mistrivsel under corona-omstændighederne.

Jeg har søgt efter mønstre i klienters fortællinger om psykisk mistrivsel under coronakrisen, og herunder vil jeg kort præsentere dig for: Den helbredsangste, den overtroiske, den skyldige, den skamfulde, den dommedagsangste, grubleren, den kontrolsøgende og den udskammende.

Den helbredsangste

“Hvis jeg ikke holder øje med fysiske symptomer, så risikerer jeg at handle for sent og miste mit liv”

Ja, det er ingen overraskelse, at mennesker der lider af helbredsangst kan opleve en forværring af angsten i disse dage. Ofte er den helbredsangste meget bevidst om, at angsten er vedligeholdt af bekymringer om livstruende sygdomme – omvendt kan det være svært for den helbredsangste at forholde sig til sygdom uden at lave bekymringsarbejde.

Coronakrisen spiller op til dans med ordene: “Hold øje med symptomerne på corona og reager på sygdommen, hvis den udvikler sig alvorligt”. Samtidig kan den helbredsangstes bekymringer om sygdomme betyde, at vedkommende hungrer efter afklarende svar og har enormt svært ved at ‘se ting an’ og fortsætte med dagligdagen.

For at være på den sikre side holder jeg ekstra øje med min krop. Jeg holder øje med min vejrtrækning og fysiske forandringer. Jeg tager ekstra forholdsregler og afspritter mine indkøb. Jeg gennemspiller min hukommelse for at spore, hvilke dele af min dag, der kan have udsat mig for fare. Jeg tester min vejrtrækning i løbet af dagen: Jeg skal trække vejret helt ned i maven. Jeg tager min temperatur. Jeg zoomer ind på forandringer i kroppen for at kunne reagere så hurtigt som muligt på fare, og jeg Googler symptomer og beretninger om corona, så jeg er opdateret på lidelsens optrædelsesformer.

Disse strategier optager tid og energi. Den helbredsangste fremstår fraværende, opslugt af sygdommens detaljer samt ængstelig. Den helbredsangste overfokuserer på fysiske symptomer og oplever tilfælde af “falsk positiv”. Prøv engang selv at holde øje med din vejrtrækning lige nu. Træk vejret ind. Træk vejret ud. Vejrtrækningen kan føles anstrengt, når man fokuserer på den, og hvis dét er netop, hvad man frygter, så kan det lede til flere bekymringstanker og en gennemspilning af frygtelige scenarier, som vækker panik, hvilket forværrer følelsen af åndenød.

Efter panikken har lagt sig fortryder jeg, at det fyldte så meget, og at jeg optog lægens tid, men det er sandsynligt, at jeg igen overtænker og zoomer ind på fysiske symptomer, for hvad nu, hvis de netop denne gang viser sig sande…?

I sin vagtsomhed når den helbredsangst ikke at indsamle erfaringer med at lade et symptom være i fred og afvente dets udvikling eller forsvinden; de gør sig ikke den erfaring, at kroppen kan alarmere os uden vores engagement. Et symptombillede ender med at være meget mudret, jo mere vi bekymrer os om det, mærker efter og tester det. For hvad er angstsymptomer og hvad er sygdomstegn? I jagten på forsikring om sundhed og overlevelse er bivirkningen et liv, hvor angst spiller en stor rolle.

Den overtroiske

“Jeg er bange for, at jeg kan jinxe tingene ved at tænke de forkerte tanker”

Vi befinder os i en global pandemi! Det bliver ikke mere kolossalt og ukontrollerbart. Komplet ude af vores hænder. Det opstod uden for vores hænder og det udvikler sig uden for vores hænder.

Jovist, vi kan tage forholdsregler for at mindske smittespredning, men det, at corona opstod og pågår er uden for vores kontrol.

Tænk engang, hvis der var en måde at tage kontrol. En måde at immunisere sig selv og ens elskede. En lille ekstra ting man kunne gøre, som lagde en besværgelse, en beskyttelse om ens liv? Så ville du da gøre det, ik’?

Okay, du skal sige fadervor inde i hovedet 14 gange. Nej, du skal tænke, at du får corona, for så får du det ikke. Nej omvendt; du skal tænke, at du ikke får corona, for så får du det ikke. Nej, gør noget i stedet: Tænk gode tanker, når du træder ind i din lejlighed, så er du beskyttet. Du vælger selv en regel eller en handling, det interessante ved disse ritualer er, at de ikke behøver give så meget mening for andre, de er ofte baseret på en følelse: En følelse af, at når jeg tænker sådan eller gør sådan, så dulmer det min uro. Og det er noget, jeg kan gøre i en tid, hvor jeg føler, at tingene udvikler sig helt ukontrolleret, uden at jeg kan stille noget som helst op!

Der er dog ulemper ved det nye beskyttelses-ritual:

1. Jeg skal mere på arbejde mentalt, da der nu er regler for, hvordan jeg skal tænke og gøre. Der er placeret et lighedstegn mellem, hvad jeg tænker/gør og min risiko for coronasmitte. Jeg overvåger min tænkning langt mere end før – og nogle tanker kan hyle mig helt ud af den. Optimistiske tanker om, at corona nok snart passerer, skræmmer mig for hvad nu, hvis jeg herved jinxer situationen – og det modsatte bliver tilfældet. Andre gange kan jeg føle mig rolig, helt upåagtet af coronakrisen, og så får jeg frygt for, at karma rammer mig – At min væren ”ligeglad” øger risikoen for, at jeg får corona.

2. Jeg er fortsat rask og der er intet hændt mine elskede. Nu kan jeg jo ikke stoppe med det. Ritualet virker og jeg frygter, hvad der sker, hvis jeg lægger vanen fra mig.

Den skyldige

“Jeg er over-bevidst om, hvad jeg foretager mig, og om andre er okay med det”

Det er fra højeste sted besluttet, at vi skal behandle hinanden som spedalske, hvilket uundgåeligt skaber en øget selvbevidsthed omkring, hvordan vi holder afstand til andre, hvor ofte vi rører ved vores ansigter, hvilke flader vi rører ved – og ikke mindst, hvad vi tænker, at andre tænker om os og vores opførsel. Politiet holder sågar øje med, om vi kan holde os inden for de stiplede linjer. Vi har fået fokus på at handle ’korrekt’, og så er det nærliggende at føle sig ’forkert’. At føle sig skyldig og overansvarlig for andres liv og død.

Jeg læser nyheder og kommentarspor, hvor folk kritiseres for deres hensynsløse opførsel og det går lige i maven på mig. Jeg føler det som om, at det er møntet på mig. Jeg har svært ved at udholde oplevelsen af, at andre mennesker bevidst og tydeligt undgår mig. De rykker ud på cykelstien, når jeg kommer gående og de vender ansigtet og trækker vejret i den modsatte retning af mig i supermarkedskøen. Jeg føler mig forkastet af flokken. Værst er tanken om, at jeg bringer andre ubehag. At min tilstedeværelse gør dem stressede eller ængstelige for smitte. Jeg føler mig som en smittebærer uden at være testet positiv.

Den skyldige samler sine negative oplevelser til bunke: Jeg føler mig forkert. Andre opfører sig utrygt omkring mig. Kritiske stemmer rammer mig som en sten i mellemgulvet. Der er nok noget om det. Jeg er skyldig. Og idet jeg er skyldig, må jeg være ekstra opmærksom på alt, hvad jeg gør. Og således er en ond cirkel opstået, bekræftet og kørende.

Den skamfulde

“Jeg føler og tænker ting, som jeg ikke kan være bekendt”

Den skamfulde har sat lighedstegn mellem, hvem de er og hvad de tænker.

Jeg er mine tanker. Mine tanker er et spejl af, hvem jeg virkelig er. Jeg tænker selviske tanker ergo er jeg selvisk. Jeg bør tænke næstekærlige, positive, empatiske, optimistiske tanker i denne coronatid.

Den skamfulde er derfor på en mission om at rydde op i og forbedre sine tanker. Men forsøget giver bagslag. Tænk IKKE negativt. Tænk IKKE negativt. Det er umuligt, ikke sandt? Det er som om, hjernen klikker på informationen uanset om den er velkommen eller ej. Og dén erfaring kan man dunke sig selv i hovedet med: Jeg er så negativt tænkende! Resultatet er nedtrykthed, frustration og en række selvkritiske konklusioner om én selv:

“Jeg er et dårligt menneske” eller “Min hjerne fungerer forkert”.

Coronakrisen vækker en regnbue af tanker og følelser i vores sind – små og store, selviske og næstekærlige, absurde og praktiske, hadske og kærlige, håbefulde og opgivende. De besøger os og opholder sig i vores sind i en stund for så at forsvinde af sig selv. Og vi er på en endeløs mission, hvis vi kun vil kigge på de blå og grønne farver og okay også lidt gule – men absolut INGEN røde!

Den dommerdagsangste

“Jeg fastforwarder til værste scenarie og ser dystre fremtidsudsigter for os”

Den dommedagsangste blev virkelig bange, da der forgik hamstring i supermarkederne. Her handlede folk for at sikre egen overlevelse i frygt for en dystopisk forandring af verden, hvor mad blev en mangel. Dét, at se andre mennesker gro skarpe albuer og sørge for dem selv, gav stof til eftertanke for den dommedagsangste.

For hvor vil corona føre os hen?

I retning af kriminalitet og bål i gaderne?

I en økonomisk uoprettelig krise?

Er dette blot starten på utallige dødelige pandemier?

Den dommedagsangste vil bekymre sig om effekten af corona på samfunds- og globalt plan. Hensigten med tænkningen er sandsynligvis at komme på forkant med tingene; forudse frygtelige scenarier i tide, så vedkommende kan klargøre sig til at håndtere og få kontrol over situationen. Eller hvis håbet om kontrol er ude, så forlige sig med tanken om, at det er sådan vores udsigter er.

Problemet er, at fremtiden er uvis og vores hjerner er i fin stand til at generere dommedagsvisioner. Går man og kigger dybt ind i dommedagsvisioner, føles det lidt som at bing’e gyserfilm. Det er absolut ufarligt, men kroppen “køber” idéen om, at der er fare på færde og reagerer med rastløshed, uro og angstfølelser. Selvom du godt ved med dig selv, at der ikke står en øksemorder bag dig, så har kroppen “købt” idéen og det kan føles sådan. Dommedagsscenarierne er ligeledes forestillinger og de vækker samme ”gys”, men frem for at blive anskuet således, vil den dommedagsangste betragte disse ”gys” som bevis for det frygtede og dermed finde bekymring om fremtiden endnu mere presserende.

Grubleren

“Jeg udfylder den ekstra tid med at gentænke mig selv og min situation”

Nu bevæger vi os ind på fænomenet ’corona-blues’. Corona-blues har ikke specifikt med corona at

gøre, men derimod med, hvad man fylder denne nye omstændighed med. Livet føles mere skrøbeligt end før, og mange er overladt mere til dem selv og har nu færre distraktioner og gøremål i dagligdagen. Med livsomvæltninger følger ofte genovervejelser om, hvordan man lever sit liv.

Jeg savner noget. Jeg har svært ved at sætte fingeren på det, men jeg føler mig utilfreds og nede. Jeg har brug for noget mere i min tilværelse. De relationer, jeg har, virker flade. Som om jeg står i stampe i mit liv, og jeg ser de mennesker, jeg ser, fordi det er en vane, og gør, som jeg gør, og arbejder, hvor jeg gør, fordi jeg aldrig har taget rigtig stilling til det. Jeg kan ikke udholde det længere. Jeg burde have opnået mere og være nået længere.

Grubleren er motiveret af idéen om, at det at gøre status over sig selv og udtænke en løsningsmodel vil hjælpe til positiv forandring. At jo mere man grubler, jo nærmere kommer man ’en nøgle’, der kan låse en utilfredshedsstillende livssituation op. Intentionen er at forbedre tilværelsen, men paradoksalt nok har grubleriet den modsatte effekt: The blues.

Prøv selv at gennemgå i dit sind, hvad der er dine svage sider, og hvad du ville ønske, at du havde opnået. Brug for eksempel succesfulde folk i din omgangskreds som sammenligningsgrundlag. Hvor intentionen var at vække motivation, er resultatet ofte følelser af utilstrækkelighed, selvkritik og handlingslammelse. Og med dette udgangspunkt går dagen ofte stille hen, og man fik aldrig opsøgt den date eller skrevet den ansøgning, og ærgrelsen over dette bliver lagt til morgendagens grubleri. Paradokset her er, at forandring ikke kommer ved at skue bagud, men ved at træde fremad, og skønt grubleriet har til hensigt at sætte én fremad og op i fart, havner man i en rundkørsel.

Den kontrolsøgende

“Jeg monitorerer dødstallet, ringer ofte og mailer dig corona-artikler”

Kontrol er fantastisk! Vi kan tage kontrol over altid at møde op i rette tid til aftaler, vi kan pakke en uhyre velorganiseret kuffert, vi kan planlægge store arrangementer ned til mindste detalje og det er svært tilfredsstillende. Den kontrolsøgende kommer dog til kort under corona. For de, der identificerer sig som `planlægningsmennesker´ kan ikke udregne denne krise, de er nødt til at leve den ligesom os andre. En uvis dag ad gangen.

Jeg forsøger at tænke alle scenarier igennem. Jeg tænker over, hvad det vil betyde, hvis jeg mister mit job. Hvad det betyder, hvis min kæreste mister sit job. Hvilke konsekvenser det vil få for vores økonomi og fremtid. Hvad vi står til at miste. Jeg tager forskud på problemløsningen ved at kigge på Jobnet og boligsiden.

Den kontrolsøgende tror, at en plan B, C og D vil bringe beroligelse. At hvis man blot kigger på alle scenarierne, så er man bedre rustet til at håndtere dem, skulle de blive aktuelle. Så vil de ulykkelige situationer ikke ramme så hårdt.

Ligeledes kan den kontrolsøgendes bekymringer om faretruende scenarier få vedkommende til at forholde sig overopmærksomt til deres nære og kære: Bekymre sig om, at de ikke tager corona alvorligt nok og ikke passer godt nok på dem selv – og dulmer derfor ofte denne uro ved at udøve kontrol, som fx at ringe og tjekke ind samt tilskynde dem til at vise forsigtighed.

Gudskelov erfarer den kontrolsøgende ofte, at bekymringerne ikke går i opfyldelse, at plan B ikke viste sig nødvendig, men overflødig. Det hårde mentale arbejde med at udregne og søge beskyttelse var unødvendigt, og ordsproget passer: ”De eneste sorger, vi er sikret, er dem, vi tager på forskud”. Og hvis ulykken er ude og man mister sit job, så gør det ondt i en stund, og forudgående bekymring kan ikke skåne én for skuffelse og smerte.

Udskammeren

“Jeg kan tale længe om, hvor tåbeligt andre opfører sig”

Der findes også en type, som vi kan kalde ‘udskammeren’; altså en, der vredesgrubler over andre menneskers opførsel i denne tid, men udskammeren er et sjældent syn i klinikken, da vedkommende jo i sin egen optik ‘har ret’ og ‘fat i den lange ende’. Ikke desto mindre er det psykisk udmattende at skulle holde udkig med andres fejl og opleve det som éns opgave at opdrage på andre. Tit har det ikke meget med andres opførsel i sig selv at gøre. Problemet er, at vedkommende har fået for vane at reagere på andres opførsel som en provokerende kommentar til deres egen måde at gøre tingene på. Og i tillæg til at være hårdt tankearbejde, har skældud den effekt, at folk ikke har lyst til at lytte til én og følge éns råd. Og så må man jo råbe HØJERE… Og ja, så bliver man mere udmattet og frustreret.
****

Det er interessant at observere, hvordan en omstændighed som corona vækker forskellige reaktioner hos os. Jeg finder ovenstående beskrivelser relaterbare i forskellig udstrækning: Forbigående dommedagstanker, tjek! Følelsen af at være en stor virus iført løbesko, tjek! Overopmærksomhed på, hvor mange gange jeg rør ved min mund eller næse, tjek x 1000!

Vi lever i en besynderlig tid, og hvis du føler vedholdende mistrivsel og psykisk ubehag, så kom forbi og lad os finde frem til, hvad der er på spil hos dig og lad os hjælpe dig til at træde et skridt tilbage og afkoble fra de strategier, der skaber problemer for dig.

Du er altid vel mødt i vores klinik på Bredgade 36.

Bedste hilsner,

Ida Hanneborg
Psykolog hos MIND CPH

Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!

Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!

Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!

Jeg husker en snak jeg havde med en ven for en del uger siden, hvor jeg skråsikkert ytrede, at corona blot var endnu en dille, og at vi nok snart havde glemt alt om den. Sådan plejer det at være, og jeg havde svært ved at forestille mig, at det skulle være synderligt meget anderledes denne gang.

Men jeg tog grueligt fejl.

Helt surrealistisk er vi nu en del af en fuldstændig umulig og uigennemskuelig krise, hvis omfattende konsekvenser, jeg dårligt tør forestille mig.

Vi er midt i noget, som ingen aner, hvor ender henne. Al vores frygt er aktiveret, og vi er i alarmberedskab. Individuelt, nationalt og globalt.

Det er utrygt. Usikkert. Ret væmmeligt faktisk. Og det giver anledning til bekymring. Meget bekymring.

Men lige præcis bekymring er noget af det værste man kan engagere sig i. Modsat kan det være ret umuligt IKKE at bekymre sig, da ALTING handler om bekymring i disse dage.

Og bekymring har det med at sprede sig. Faktisk er det ganske lig en virus og kan være uhyre smitsomt.

(Heldigvis er der en kur mod bekymring. Den vender jeg tilbage til.)

Paradoksalt hedder det sig, at vi er bekymrede fordi vi ønsker at føle os tryghed. Vi kommer til at retfærdiggøre bekymring og se det som en nødvendighed. Men bekymring skaber alt andet end tryghed. Tværtimod skaber det en dyb eksistentiel uro at være bekymret hele tiden.

Spørgsmålet er så om det reelt er en nødvendighed at bekymre sig for at opføre sig anstændigt og hensynsfuldt? Kan man vaske sine hænder og tage sine forholdsregler UDEN konstant bekymring, analysering, monitorering af sygdomstal og overvågning af sig selv og andre?

Og hvordan ved vi om vi har gjort nok? Bekymret os nok. Vasket hænder nok. Isoleret os nok?

Hvor nøje følger du egentlig myndighedernes forskrifter disse dage? Har du måske lagt ekstra forholdsregler oveni? Er du en af dem der båder vasker hænder grundigt og spritter dem oveni? (sådan billedligt talt).

Hvor meget går du op i at andre gør det, de skal? Er du en af hverdagsbetjentene, der basher løberne, de unge og alle dem, der ikke tager sine forholdsregler – og lidt til…?

Dette er jo også en slags bekymring.

Sniger der sig så måske også en snert af en dobbeltmoral, en lille personlig blindvinkel ind, der lige retfærdiggør dit smut på genbrugsstationen eller på planteskolen?

For det er sørme svært at være 100% gennemført på denne. Vi kan jo ikke leve på vores værelser på ubestemt tid og ingen aner i realiteten, hvornår nok er nok. Eller hvornår det hele holder op igen. Eller om det nogensinde gør.

Ingen aner hvornår mine hænder ”rene nok”, til at jeg kan tage en anden person i hånden igen. Hvis nogensinde? Der vil jo altid ligge en ny fare og lure og trigge vores bekymring.

Men vi kan ikke, ikke gøre det, som vores myndigheder foreskriver (og lidt til) for ingen vil være den, der smittede en person, der ikke kunne tåle corona. Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden?

Derfor er vi konstant bekymrede og vi er blevet en nation, en verden, grebet af angst.

Og med angst følger irrationalitet og utilsigtede handlinger.

Det kæmpestore problem med angst er, at intet håndvask, ingen social isolation, ingen respirator og ingen afgifter kan kurere lidelsen.

Den eneste måde at kvitte angsten er ved at kvitte bekymringen.

For mange synes det både umuligt – og til dels også tåbeligt eller ligefrem egoistisk at være bekymringsfri, når der er noget at være bekymret for. Men husk mit spørgsmål fra tidligere:

”Er det muligt at opføre sig anstændigt – UDEN at være konstant bekymret”? 

Selvfølgelig er det det.

Personligt har jeg truffet et valg om ikke at bekymre mig, ikke at forestille mig konsekvenser og worst-case-scenarier, ikke at monitorere dødstal tæt og ikke at lege pædagogpoliti overfor andre. Det bringer intet godt med sig, og jeg er overbevist om, at mediernes fremstilling af worst-case-scenarier, dødstal og personlige sygdomsberetninger har en finger med i spillet i den globale bekymring og masse panik, vi nu oplever. Det fører bare intet konstruktivt med sig, skaber global angst og blokerer for individuel handlekraft.

Skal vi igennem denne krise med os selv og vores handle- og dømmekraft i behold, skal vi ud af bekymringens greb. Vi skal stoppe den bekymringsspredning. Ellers bliver vi hængt op i bekymring og vi mister overblikket. Reelt har bekymring ingen effekt på hverken coronakrisens helbredsofre eller socio-økonomiske ofre. Bekymring er en overflødig proces.

Og bekymring kan bekæmpes ret enkelt faktisk. Men det kræver beslutsomhed, selvkontrol og det kræver, at vi står sammen om det.

Lad os bekæmpe bekymring. Sammen.

Vær med i på fredag klokken 12.00, hvor vi kører vi endnu en MIND LIVE – mental træningssession, hvor vi viser en måde at kvitte bekymring på.

Hvis du hellere vil have et personligt forløb til effektivt at få bugt med dine bekymringer, så er du velkommen til at booke din session online eller kontakte os på 31 11 13 15 eller hello@mindcph.dk

Gode hilsner

Erla Højsted, psykolog MIND CPH

 

Vi glæder os at hjælpe dig

Vi tilbyder specialiseret psykologisk hjælp og du er altid velkommen til at kontakte os gratis og uforpligtende til en snak om hvordan vi kan hjælpe dig.

Kontakt os på 31 11 13 15 eller hello@mindcph.dk

4 råd til mere nærvær

4 råd til mere nærvær

4 råd til mere nærvær

I dag skal vi fokusere på nærvær, og du får 4 konkrete råd til at blive mere nærværende.

Måske har du lagt mærke til, at den nuværende situation i Danmark, har medvirket til, at du har sværere ved at være til stede og koncentrere dig om de ting, du er i gang med. Formentlig kan du nikke genkendende til, at du sidder lige dér med din familie, men du er et helt andet sted i tankerne, eller du har sat en serie på, som du faktisk ikke har fulgt med i.

Måske har du lagt mærke til, at du i disse tilfælde vender fokus ”indad” – det kan være på tanker, på følelser eller fornemmelser i din krop. Når din opmærksomhed peger indad, vil du ofte opleve, at du ikke er til stede, og du har måske svært ved at koncentrere dig om og engagere dig i, hvad der sker omkring dig.

MEN sådan behøver det ikke at være. Vi kan faktisk træne vores opmærksomhed, så vi i højere grad SELV bestemmer, hvad der kommer i fokus. Nedenfor giver jeg dig 4 råd, som kan hjælpe dig til mere nærvær.

4 råd til mere nærvær

1. Beslut dig for at lade tankerne være for en stund

Bekymringer og spekulationer spænder ben for vores nærvær, så beslut dig for at lade disse ligge for en stund. Tankerne må godt være der, men lad dem blot ”hænge” og passe sig selv. Vend tilbage til det, du var i gang med, da du blev forstyrret af tankerne, og udskyd bekymringer og spekulationer til din bekymringstid.

2. Indfør bekymringstid

Når der dukker bekymringstanker op, kan du udskyde at tage dig af dem til et tidspunkt senere på dagen eller dagen efter. Du kan fx beslutte dig for at have bekymringstid hver dag kl. 17, hvor du kan tage bekymringstankerne op, hvis de fortsat er aktuelle. Forsøg at begrænse din bekymringstid til max 30 minutter.

3. Forsøg at vende fokus udad

Når du opdager, at du har vendt fokus indad på bekymringstanker og spekulationer, skal du forsøge at vende tilbage til dét, du var i gang med, da du blev forstyrret af tankerne.

Engager dig i dét du laver, og det der sker omkring dig.

Gør det helt konkret, og engager dig fx i:

– Hvad siger de faktisk i radioen?

– Hvem møder du på din gåtur? – Hvordan ser de ud?, Har de en hund med?

– Lyt til samtalen ved middagsbordet – Hvad bliver der sagt?, Hvordan smager maden?

Jo bedre du bliver til lade tankerne passe dig selv og udskyde dem til din bekymringstid, desto lettere vil det være for dig at vende dit fokus udad og være nærværende.

4. Gentagelse
Det kræver øvelse at ændre vaner, så det er meget normalt, at du oplever, at din opmærksomhed hurtigt peger indad igen, på dine bekymringstanker og kroplige fornemmelser. Når du bliver opmærksom på dette, forsøger du at gentage de ovenstående råd – lader tankerne passe sig selv og forsøger at vende tilbage til dét, du var i gang med. Og husk på, at øvelse gør mester!

Hvis du har brug for hjælp til at implementere disse råd i din hverdag, er du meget velkommen til at kontakte os på telefon 31 11 13 15, mail, eller booke tid online.

Vi tilbyder samtaler online, så du kan starte dit forløb med det samme. Læs mere om onlineterapi.

Bedste hilsner,

Maria Rasmussen
Psykolog og konsulent hos MIND CPH

Sådan spreder bekymring sig – og hvad vi kan gøre for at stoppe det!

Sådan spreder bekymring sig – og hvad vi kan gøre for at stoppe det!

Sådan spreder bekymring sig – og hvad vi kan gøre for at stoppe det!

Det er muligt, at vi ikke kan undgå spredning af virus – men vi kan undgå spredning af bekymring og panik.

Corona er en realitet! Men bekymring og panik er det så sandelig også. Hvilken af de to vil få størst konsekvenser, kan kun fremtiden vise. Men for nu er dét, vi kan forholde os til, at vi har en virus i fuldt flor, som vi selvfølgelig skal gøre alt for at begrænse. Vi skal følge retningslinjerne og vi skal passe godt på os selv og hinanden, men vi bliver simpelthen også nødt til at stoppe bekymring og bevare roen.

Hvordan vi gør det, vender jeg tilbage til om lidt.

Bekymring er en spøjs ting. Kigger vi blot få uger tilbage i tiden var det klimabekymring, der malede overskrifterne og fyldte vores hoveder. Der var brande i Australien og vores verdenshave var fyldt med plastik.

Australiens brande er nu tæmmede – (omend de brændte længe efter, at vi holdt op med at bekymre os om dem) og vi har formentlig stadig samme mængde plastik i vores verdenshave.

Men det optager os ikke så meget.

Længere.

Og hvad med livets store dræbere: Selvmord, trafikuheld, kræft og rygning bare for at nævne nogle. Er de ikke længere alarmerende og bekymringsværdige?

Jo selvfølgelig!

Men dét der sker, når vi bekymrer os er, at dét, vi bekymrer os om får status af også at være det vigtigste, det farligste!. Bekymring er nemlig slet ikke så rationelt, som mange ynder at tro.

Indholdet af bekymringen er heller ikke så entydigt! og selv om vi nu er bekymrede for Corona er det vidt forskellige ting, vi bekymrer os om.

For nogle er det sygdomsbekymring. Vi er bange at blive syge, at vores nærmeste bliver syge eller at vi utilsigtet er kommet til at smitte én, der er særlig sårbar og potentielt kan dø af smitten. Vi bekymrer os også om hvorvidt sundhedssystemet kan magte opgaven.

Andre er bekymrede for ikke at have mad nok eller sjovt nok ikke at have toiletpapir nok.

Nogle bekymrer sig om, at deres fødselsdagsfest blev aflyst eller at de ikke kan komme på drømmerejsen og rigtig mange er bekymrede for, om der mon tikker løn ind på kontoen i slutningen af måneden – og så er der dem, der frygter en konkurs.

Kun tiden kan vise, hvilken bekymring var den mest truende og kun tiden kan vise, hvilke konsekvenser vores bekymringer havde.

Fanget i et bekymringsloop 

Når der opstår en bekymring så starter det typisk med en “bekymringsstarter”. En typisk bekymringsstarter er en tanke, der starter med: “Hvad nu hvis….”?

“Hvad nu hvis jeg bliver syg”? “Hvad nu hvis min gamle far bliver syg og dør”? “Hvad nu hvis jeg smitter nogen?” “Hvad nu hvis ikke vi har nok mad og skal være i karantæne i flere uger”? ”Hvad nu hvis jeg ikke får min løn og ikke kan betale mine regninger”? “Hvad nu hvis min forretning må lukke”?

Det der så kan ske for mange, på baggrund af sådan en tanke, (som iøvrigt er fuldstændig normal, naturlig og forventelig), det er, at de brygger videre på den.

De forestiller sig diverse scenarier, og ofte er det worst-case-scenarier, der opstilles. De laver mentale analyser og bekymringer og i den proces vil de opleve et øget ubehag.

Men den stopper ikke her. For det ubehag, der følger med bekymring, er med til at bekræfte bekymringen. Den bliver altså mere troværdig – og derved også mere bekymringsværdig.

Samtidig kigger vi os omkring og ser, at alle andre også bekymrer sig!

Så nu har vi den første bekymring, ser at alle andre også bekymrer sig og givet det øgede ubehag (som vi iøvrigt også bekymrer os om) er hele bekymringen nu i eksponentiel vækst, – lidt ligesom en smitsom virus.

Vi er nu fanget i et bekymringsloop og konsekvensen er, at vi risikerer at miste overblikket.

Specialist kontra generalist

Når man er dykket så meget ned i en problemstilling, så er man “specialist” på lige præcis den – men det er ofte på bekostning af et generaliseringsniveau.

Når man panikker og stresser over en problemstilling, så er man ofte ikke længere konstruktiv, og man risikerer at blokere for de mentale ressourcer, der skal hjælpe en, til at handle konstruktivt. I stedet kan man risikere at blive ædt op af bekymring, miste nattesøvn, blive aggressiv, frustreret, angst og føle, at der ikke er en vej ud af ubehaget før problemet er løst.

Nogengange kan problemet løses. Heldigvis.

Men desværre ser det ikke ud til at corona-problemet forsvinder foreløbig….

Så derfor bliver det endnu mere vigtigt, at vi er i stand til håndtere problemet, uden at stresse og panikke over det. Vi er nødt til at være i stand til fleksibelt at skifte imellem et specialistniveau og et generalistniveau.

SÅ er det muligt at have et (stort) problem uden at bekymre sig og derved bevare roen?

Ja, det er helt sikkert.!!

I hvert fald er det noget du kan lære.

Hvad kan vi så gøre for stoppe eksponentiel bekymringsvækst

Det første du gør er at identificere din bekymringsstarter. Din “hvad nu hvis”-tanke. Den er naturlig, automatisk og du kan ikke gøre for, at den dukker op!

Men i stedet for at dvæle ved den og bekymre dig videre om den så lad den hænge.

Lad den ligge, som et tyggegummi i din mund, som du vælger ikke at tygge på.

Spørg dig selv: KAN du have et tyggegummi i munden UDEN at tygge på det? UDEN at være optaget af at fjerne det?

Ja da, selvfølgelig!

Og hvad sker der, når du gør det? Jo du glemmer det ind imellem og du kan stadig både tale og være tilstede uden at tænke over det. Ind imellem mærker du det så igen, men det gør ikke noget. Du fortsætter bare din gøren og færden.

Prøv så at gøre det samme med din bekymring. Prøv at tillade den i dit hoved UDEN at tygge på den. Lad den være der UDEN, at du prøver at løse den, undertrykke den eller fjerne den.

Kan du også det?

Ja selvfølgelig! Og hvis ikke du kan det nu, så kan du relativt enkelt lære det.

Det du oplever, når du kan det er, at du kan bevarer roen og overblikket og du kan være konstruktiv – for bekymringen fylder langt mindre.

Denne teknik kan ikke stoppe virus, men den kan stoppe bekymring og panik.

Lad os tage et stort fælles ansvar for det også!!

Gode hilsner Erla Højsted, chefpsykolog MIND CPH

Ønsker du hjælp til at få styr på bekymringerne og få mere ro og overblik til konstruktive handlinger? Læs mere om metakognitiv terapi og kontakt os gerne uforpligtende på hello@mindcph.dk eller 31 11 13 15.