Når coronakrisen rammer psyken

Når coronakrisen rammer psyken

Når coronakrisen rammer psyken

Hvordan har du det for tiden? Som du plejer? Let frustreret over tingene, men ellers okay? Urolig og helt ved siden af dig selv? Nedtrykt og opgivende?

Det er ikke tilfældigt, hvordan du går og har det netop nu.

I dette indlæg vil du blive præsenteret for en række tanke- og reaktionsmønstre, der skaber psykisk lidelse under coronakrisen. Måske vækker en af beskrivelserne genklang hos dig. Måske genkender du én, du holder af, i en af beskrivelserne og får syn for, hvad vedkommende går og kæmper med.

Du kan også roligt læse også videre, hvis du til trods for omstændighederne har det godt og er nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor det er tilfældet. For det er nemlig ikke så simpelt, at du har det godt, fordi du er uden for risikogruppen, eller fordi din jobsituation er tryg. Du har det sandsynligvis godt, fordi du har et fleksibelt forhold til uvished og de svære tanker, følelser og indskydelser, som uvished bringer med sig.

Der er som regel en god forklaring på vores psykiske tilstand. Vi er nu mere end halvanden måned inde i coronakrisen, og jeg har lyttet til mange menneskers fortællinger om, hvordan de oplever psykisk ubehag og mistrives i denne tid. Hver fortælling er unik, men der er sammentræf i fortællingerne og det er interessant at spore de tanke-strategier og handlemønstre, som skaber og vedligeholder psykisk mistrivsel under corona-omstændighederne.

Jeg har søgt efter mønstre i klienters fortællinger om psykisk mistrivsel under coronakrisen, og herunder vil jeg kort præsentere dig for: Den helbredsangste, den overtroiske, den skyldige, den skamfulde, den dommedagsangste, grubleren, den kontrolsøgende og den udskammende.

Den helbredsangste

“Hvis jeg ikke holder øje med fysiske symptomer, så risikerer jeg at handle for sent og miste mit liv”

Ja, det er ingen overraskelse, at mennesker der lider af helbredsangst kan opleve en forværring af angsten i disse dage. Ofte er den helbredsangste meget bevidst om, at angsten er vedligeholdt af bekymringer om livstruende sygdomme – omvendt kan det være svært for den helbredsangste at forholde sig til sygdom uden at lave bekymringsarbejde.

Coronakrisen spiller op til dans med ordene: “Hold øje med symptomerne på corona og reager på sygdommen, hvis den udvikler sig alvorligt”. Samtidig kan den helbredsangstes bekymringer om sygdomme betyde, at vedkommende hungrer efter afklarende svar og har enormt svært ved at ‘se ting an’ og fortsætte med dagligdagen.

For at være på den sikre side holder jeg ekstra øje med min krop. Jeg holder øje med min vejrtrækning og fysiske forandringer. Jeg tager ekstra forholdsregler og afspritter mine indkøb. Jeg gennemspiller min hukommelse for at spore, hvilke dele af min dag, der kan have udsat mig for fare. Jeg tester min vejrtrækning i løbet af dagen: Jeg skal trække vejret helt ned i maven. Jeg tager min temperatur. Jeg zoomer ind på forandringer i kroppen for at kunne reagere så hurtigt som muligt på fare, og jeg Googler symptomer og beretninger om corona, så jeg er opdateret på lidelsens optrædelsesformer.

Disse strategier optager tid og energi. Den helbredsangste fremstår fraværende, opslugt af sygdommens detaljer samt ængstelig. Den helbredsangste overfokuserer på fysiske symptomer og oplever tilfælde af “falsk positiv”. Prøv engang selv at holde øje med din vejrtrækning lige nu. Træk vejret ind. Træk vejret ud. Vejrtrækningen kan føles anstrengt, når man fokuserer på den, og hvis dét er netop, hvad man frygter, så kan det lede til flere bekymringstanker og en gennemspilning af frygtelige scenarier, som vækker panik, hvilket forværrer følelsen af åndenød.

Efter panikken har lagt sig fortryder jeg, at det fyldte så meget, og at jeg optog lægens tid, men det er sandsynligt, at jeg igen overtænker og zoomer ind på fysiske symptomer, for hvad nu, hvis de netop denne gang viser sig sande…?

I sin vagtsomhed når den helbredsangst ikke at indsamle erfaringer med at lade et symptom være i fred og afvente dets udvikling eller forsvinden; de gør sig ikke den erfaring, at kroppen kan alarmere os uden vores engagement. Et symptombillede ender med at være meget mudret, jo mere vi bekymrer os om det, mærker efter og tester det. For hvad er angstsymptomer og hvad er sygdomstegn? I jagten på forsikring om sundhed og overlevelse er bivirkningen et liv, hvor angst spiller en stor rolle.

Den overtroiske

“Jeg er bange for, at jeg kan jinxe tingene ved at tænke de forkerte tanker”

Vi befinder os i en global pandemi! Det bliver ikke mere kolossalt og ukontrollerbart. Komplet ude af vores hænder. Det opstod uden for vores hænder og det udvikler sig uden for vores hænder.

Jovist, vi kan tage forholdsregler for at mindske smittespredning, men det, at corona opstod og pågår er uden for vores kontrol.

Tænk engang, hvis der var en måde at tage kontrol. En måde at immunisere sig selv og ens elskede. En lille ekstra ting man kunne gøre, som lagde en besværgelse, en beskyttelse om ens liv? Så ville du da gøre det, ik’?

Okay, du skal sige fadervor inde i hovedet 14 gange. Nej, du skal tænke, at du får corona, for så får du det ikke. Nej omvendt; du skal tænke, at du ikke får corona, for så får du det ikke. Nej, gør noget i stedet: Tænk gode tanker, når du træder ind i din lejlighed, så er du beskyttet. Du vælger selv en regel eller en handling, det interessante ved disse ritualer er, at de ikke behøver give så meget mening for andre, de er ofte baseret på en følelse: En følelse af, at når jeg tænker sådan eller gør sådan, så dulmer det min uro. Og det er noget, jeg kan gøre i en tid, hvor jeg føler, at tingene udvikler sig helt ukontrolleret, uden at jeg kan stille noget som helst op!

Der er dog ulemper ved det nye beskyttelses-ritual:

1. Jeg skal mere på arbejde mentalt, da der nu er regler for, hvordan jeg skal tænke og gøre. Der er placeret et lighedstegn mellem, hvad jeg tænker/gør og min risiko for coronasmitte. Jeg overvåger min tænkning langt mere end før – og nogle tanker kan hyle mig helt ud af den. Optimistiske tanker om, at corona nok snart passerer, skræmmer mig for hvad nu, hvis jeg herved jinxer situationen – og det modsatte bliver tilfældet. Andre gange kan jeg føle mig rolig, helt upåagtet af coronakrisen, og så får jeg frygt for, at karma rammer mig – At min væren ”ligeglad” øger risikoen for, at jeg får corona.

2. Jeg er fortsat rask og der er intet hændt mine elskede. Nu kan jeg jo ikke stoppe med det. Ritualet virker og jeg frygter, hvad der sker, hvis jeg lægger vanen fra mig.

Den skyldige

“Jeg er over-bevidst om, hvad jeg foretager mig, og om andre er okay med det”

Det er fra højeste sted besluttet, at vi skal behandle hinanden som spedalske, hvilket uundgåeligt skaber en øget selvbevidsthed omkring, hvordan vi holder afstand til andre, hvor ofte vi rører ved vores ansigter, hvilke flader vi rører ved – og ikke mindst, hvad vi tænker, at andre tænker om os og vores opførsel. Politiet holder sågar øje med, om vi kan holde os inden for de stiplede linjer. Vi har fået fokus på at handle ’korrekt’, og så er det nærliggende at føle sig ’forkert’. At føle sig skyldig og overansvarlig for andres liv og død.

Jeg læser nyheder og kommentarspor, hvor folk kritiseres for deres hensynsløse opførsel og det går lige i maven på mig. Jeg føler det som om, at det er møntet på mig. Jeg har svært ved at udholde oplevelsen af, at andre mennesker bevidst og tydeligt undgår mig. De rykker ud på cykelstien, når jeg kommer gående og de vender ansigtet og trækker vejret i den modsatte retning af mig i supermarkedskøen. Jeg føler mig forkastet af flokken. Værst er tanken om, at jeg bringer andre ubehag. At min tilstedeværelse gør dem stressede eller ængstelige for smitte. Jeg føler mig som en smittebærer uden at være testet positiv.

Den skyldige samler sine negative oplevelser til bunke: Jeg føler mig forkert. Andre opfører sig utrygt omkring mig. Kritiske stemmer rammer mig som en sten i mellemgulvet. Der er nok noget om det. Jeg er skyldig. Og idet jeg er skyldig, må jeg være ekstra opmærksom på alt, hvad jeg gør. Og således er en ond cirkel opstået, bekræftet og kørende.

Den skamfulde

“Jeg føler og tænker ting, som jeg ikke kan være bekendt”

Den skamfulde har sat lighedstegn mellem, hvem de er og hvad de tænker.

Jeg er mine tanker. Mine tanker er et spejl af, hvem jeg virkelig er. Jeg tænker selviske tanker ergo er jeg selvisk. Jeg bør tænke næstekærlige, positive, empatiske, optimistiske tanker i denne coronatid.

Den skamfulde er derfor på en mission om at rydde op i og forbedre sine tanker. Men forsøget giver bagslag. Tænk IKKE negativt. Tænk IKKE negativt. Det er umuligt, ikke sandt? Det er som om, hjernen klikker på informationen uanset om den er velkommen eller ej. Og dén erfaring kan man dunke sig selv i hovedet med: Jeg er så negativt tænkende! Resultatet er nedtrykthed, frustration og en række selvkritiske konklusioner om én selv:

“Jeg er et dårligt menneske” eller “Min hjerne fungerer forkert”.

Coronakrisen vækker en regnbue af tanker og følelser i vores sind – små og store, selviske og næstekærlige, absurde og praktiske, hadske og kærlige, håbefulde og opgivende. De besøger os og opholder sig i vores sind i en stund for så at forsvinde af sig selv. Og vi er på en endeløs mission, hvis vi kun vil kigge på de blå og grønne farver og okay også lidt gule – men absolut INGEN røde!

Den dommerdagsangste

“Jeg fastforwarder til værste scenarie og ser dystre fremtidsudsigter for os”

Den dommedagsangste blev virkelig bange, da der forgik hamstring i supermarkederne. Her handlede folk for at sikre egen overlevelse i frygt for en dystopisk forandring af verden, hvor mad blev en mangel. Dét, at se andre mennesker gro skarpe albuer og sørge for dem selv, gav stof til eftertanke for den dommedagsangste.

For hvor vil corona føre os hen?

I retning af kriminalitet og bål i gaderne?

I en økonomisk uoprettelig krise?

Er dette blot starten på utallige dødelige pandemier?

Den dommedagsangste vil bekymre sig om effekten af corona på samfunds- og globalt plan. Hensigten med tænkningen er sandsynligvis at komme på forkant med tingene; forudse frygtelige scenarier i tide, så vedkommende kan klargøre sig til at håndtere og få kontrol over situationen. Eller hvis håbet om kontrol er ude, så forlige sig med tanken om, at det er sådan vores udsigter er.

Problemet er, at fremtiden er uvis og vores hjerner er i fin stand til at generere dommedagsvisioner. Går man og kigger dybt ind i dommedagsvisioner, føles det lidt som at bing’e gyserfilm. Det er absolut ufarligt, men kroppen “køber” idéen om, at der er fare på færde og reagerer med rastløshed, uro og angstfølelser. Selvom du godt ved med dig selv, at der ikke står en øksemorder bag dig, så har kroppen “købt” idéen og det kan føles sådan. Dommedagsscenarierne er ligeledes forestillinger og de vækker samme ”gys”, men frem for at blive anskuet således, vil den dommedagsangste betragte disse ”gys” som bevis for det frygtede og dermed finde bekymring om fremtiden endnu mere presserende.

Grubleren

“Jeg udfylder den ekstra tid med at gentænke mig selv og min situation”

Nu bevæger vi os ind på fænomenet ’corona-blues’. Corona-blues har ikke specifikt med corona at

gøre, men derimod med, hvad man fylder denne nye omstændighed med. Livet føles mere skrøbeligt end før, og mange er overladt mere til dem selv og har nu færre distraktioner og gøremål i dagligdagen. Med livsomvæltninger følger ofte genovervejelser om, hvordan man lever sit liv.

Jeg savner noget. Jeg har svært ved at sætte fingeren på det, men jeg føler mig utilfreds og nede. Jeg har brug for noget mere i min tilværelse. De relationer, jeg har, virker flade. Som om jeg står i stampe i mit liv, og jeg ser de mennesker, jeg ser, fordi det er en vane, og gør, som jeg gør, og arbejder, hvor jeg gør, fordi jeg aldrig har taget rigtig stilling til det. Jeg kan ikke udholde det længere. Jeg burde have opnået mere og være nået længere.

Grubleren er motiveret af idéen om, at det at gøre status over sig selv og udtænke en løsningsmodel vil hjælpe til positiv forandring. At jo mere man grubler, jo nærmere kommer man ’en nøgle’, der kan låse en utilfredshedsstillende livssituation op. Intentionen er at forbedre tilværelsen, men paradoksalt nok har grubleriet den modsatte effekt: The blues.

Prøv selv at gennemgå i dit sind, hvad der er dine svage sider, og hvad du ville ønske, at du havde opnået. Brug for eksempel succesfulde folk i din omgangskreds som sammenligningsgrundlag. Hvor intentionen var at vække motivation, er resultatet ofte følelser af utilstrækkelighed, selvkritik og handlingslammelse. Og med dette udgangspunkt går dagen ofte stille hen, og man fik aldrig opsøgt den date eller skrevet den ansøgning, og ærgrelsen over dette bliver lagt til morgendagens grubleri. Paradokset her er, at forandring ikke kommer ved at skue bagud, men ved at træde fremad, og skønt grubleriet har til hensigt at sætte én fremad og op i fart, havner man i en rundkørsel.

Den kontrolsøgende

“Jeg monitorerer dødstallet, ringer ofte og mailer dig corona-artikler”

Kontrol er fantastisk! Vi kan tage kontrol over altid at møde op i rette tid til aftaler, vi kan pakke en uhyre velorganiseret kuffert, vi kan planlægge store arrangementer ned til mindste detalje og det er svært tilfredsstillende. Den kontrolsøgende kommer dog til kort under corona. For de, der identificerer sig som `planlægningsmennesker´ kan ikke udregne denne krise, de er nødt til at leve den ligesom os andre. En uvis dag ad gangen.

Jeg forsøger at tænke alle scenarier igennem. Jeg tænker over, hvad det vil betyde, hvis jeg mister mit job. Hvad det betyder, hvis min kæreste mister sit job. Hvilke konsekvenser det vil få for vores økonomi og fremtid. Hvad vi står til at miste. Jeg tager forskud på problemløsningen ved at kigge på Jobnet og boligsiden.

Den kontrolsøgende tror, at en plan B, C og D vil bringe beroligelse. At hvis man blot kigger på alle scenarierne, så er man bedre rustet til at håndtere dem, skulle de blive aktuelle. Så vil de ulykkelige situationer ikke ramme så hårdt.

Ligeledes kan den kontrolsøgendes bekymringer om faretruende scenarier få vedkommende til at forholde sig overopmærksomt til deres nære og kære: Bekymre sig om, at de ikke tager corona alvorligt nok og ikke passer godt nok på dem selv – og dulmer derfor ofte denne uro ved at udøve kontrol, som fx at ringe og tjekke ind samt tilskynde dem til at vise forsigtighed.

Gudskelov erfarer den kontrolsøgende ofte, at bekymringerne ikke går i opfyldelse, at plan B ikke viste sig nødvendig, men overflødig. Det hårde mentale arbejde med at udregne og søge beskyttelse var unødvendigt, og ordsproget passer: ”De eneste sorger, vi er sikret, er dem, vi tager på forskud”. Og hvis ulykken er ude og man mister sit job, så gør det ondt i en stund, og forudgående bekymring kan ikke skåne én for skuffelse og smerte.

Udskammeren

“Jeg kan tale længe om, hvor tåbeligt andre opfører sig”

Der findes også en type, som vi kan kalde ‘udskammeren’; altså en, der vredesgrubler over andre menneskers opførsel i denne tid, men udskammeren er et sjældent syn i klinikken, da vedkommende jo i sin egen optik ‘har ret’ og ‘fat i den lange ende’. Ikke desto mindre er det psykisk udmattende at skulle holde udkig med andres fejl og opleve det som éns opgave at opdrage på andre. Tit har det ikke meget med andres opførsel i sig selv at gøre. Problemet er, at vedkommende har fået for vane at reagere på andres opførsel som en provokerende kommentar til deres egen måde at gøre tingene på. Og i tillæg til at være hårdt tankearbejde, har skældud den effekt, at folk ikke har lyst til at lytte til én og følge éns råd. Og så må man jo råbe HØJERE… Og ja, så bliver man mere udmattet og frustreret.
****

Det er interessant at observere, hvordan en omstændighed som corona vækker forskellige reaktioner hos os. Jeg finder ovenstående beskrivelser relaterbare i forskellig udstrækning: Forbigående dommedagstanker, tjek! Følelsen af at være en stor virus iført løbesko, tjek! Overopmærksomhed på, hvor mange gange jeg rør ved min mund eller næse, tjek x 1000!

Vi lever i en besynderlig tid, og hvis du føler vedholdende mistrivsel og psykisk ubehag, så kom forbi og lad os finde frem til, hvad der er på spil hos dig og lad os hjælpe dig til at træde et skridt tilbage og afkoble fra de strategier, der skaber problemer for dig.

Du er altid vel mødt i vores klinik på Bredgade 36.

Bedste hilsner,

Ida Hanneborg
Psykolog hos MIND CPH

Dysmorfofobi eller blot en almindelig bekymring om udseende?

Dysmorfofobi eller blot en almindelig bekymring om udseende?

Dysmorfofobi eller blot en almindelig bekymring om udseende?

Bekymrer du dig meget om dit udseende?

Finder du ofte fejl ved dit udseende, som andre ikke kan se eller forstå?

Har du svært ved at se forbi disse fejl, og afholder de dig fra at gøre de ting, du har lyst til?

Der er mange mennesker, der lider under et kompliceret forhold til deres udseende.
For nogle mennesker kan træning, kostomlægning eller skønhedsbehandlinger forbedre dette, men for andre hjælper disse tiltag ikke – og hvis de gør, er virkningen kortvarig.

Efter kort tid dukker nye svære tanker op, som;

Hvordan ser jeg egentlig ud?
Hvordan ser jeg ud sammenlignet med (ven, veninde, skuespiller, blogger mv.)?
Er resultatet af min operation/ behandling/ vægttab optimalt?
Hvad tænker andre om mit udseende?

Disse tanker udløser lange kæder af bekymringer omkring udseendet af fx ens hud, mave, hårgrænse, bryster, tænder, lår, næse eller en anden kropsdel.

Man bekymrer sig omkring:
Hvorvidt man ser forkert, grim eller deform ud?
Hvad man skal stille op?
Hvorfor man er havnet i denne situation?

Dertil bekymrer man sig ofte om;
Hvordan ens problematiske forhold til ens udseende vil påvirke én fremadrettet? Vil det afholde én fra at møde kærligheden? Eller fra at følge karrieredrømmen eller fra at være en god forælder?

Det er karakteristisk, at disse bekymringer byder på megen selvkritik, idet man ofte skyder skylden på sig selv og bliver vred på sin krop og på sine beslutninger, handlinger, livsstil mv.

Bekymringsprocessen udmunder i tristhed, frustration, fortvivlelse og et dyk i selvværd.

Almindeligvis håndterer man dette følelsesmæssige ubehag ved at blive meget fokuseret på ‘den kropslige fejl’ og undersøger samt behandler den nøjere og oftere, end man har lyst til, i et forsøg på at berolige sig selv og udligne ‘fejlen’.

Man kan forsøge at berolige sig selv ved at tage afstand fra ‘fejlen’ fx ved at gemme den langt væk: Gå i løst tøj, undgå dating, undgå omklædningsrum, undgå spejle, undgå at vise sig i badetøj og undgå at være intim med nogen. Ofte undgår man også andre sociale arrangementer, fordi man ikke føler sig pæn eller attraktiv.

Mange vælger at rådføre sig omkring behandlinger, kosmetiske indgreb eller medicin på internettet samt med skønhedsbehandlere og kirurger med henblik på at fjerne ‘fejlen’.

Derudover søger mange beroligelse ved at tale meget om ‘fejlen’ med deres kæreste, venner eller familie. Emnet kan nærmest opsluge al anden samtale, fordi man hele tiden kredser om det i ens tanker.

Selvom mennesker omkring én, fx venner, kæreste eller læger, afviser ‘fejlen’ og siger, at man ser helt normal ud, så vedbliver tankerne og utilfredsheden.

Summen af disse mekanismer, er en tilstand, hvor man tilbringer uhensigtsmæssig meget tid og mange kræfter på at undersøge ens ‘fejl’.

Jo mere man undersøger, jo større vokser ‘fejlen’ sig i ens selvbillede.
Det er uhyre drænende og vanskeligt at være i, og det er en reel og anerkendt lidelse.

Man har i dag en betegnelse for denne lidelse, nemlig
Dysmorfofobi. På engelsk kaldes lidelsen Body dysmorphic disorder (BDD).

Dysmorfofobi kan optræde isoleret, i samspil med OCD eller spiseforstyrrelser eller i samspil med både OCD og spiseforstyrrelser.
Lidelsen er tæt forbundet med stærke følelser af selvforagt og frustration, og den ramte ser sig ofte nødsaget til at undgå sociale sammenhænge, da de er forbundet med et stort ubehag. Lidelsen kan udmunde i socialangst, lavt selvværd og depression.

Hos MIND CPH har vi indgående erfaring med at behandle dysmorfofobi. Dysmorfofobi er iværksat og vedligeholdt af bekymringstanker samt den ramtes copingstrategier, som er iværksat med henblik på at lindre bekymringsprocessen, men ikke opnår den ønskede effekt: Tværtimod bidrager strategierne indirekte til det problematiske selvbillede.
Man får nemlig ingen oplevelser med, at man kan undvære dem, og man uddelegerer sin mentale ro til andre mennesker og til ens omstændigheder (fx. “Hun svor, at man ikke kunne se noget, så jeg tænkte ikke mere på det” eller “Det gik godt, fordi jeg havde en strandkjole på”.)

Hos MindCph kan vi ikke forandre dit udseende, men vi kan hjælpe dig til at indstille din bekymringsproces og overflødiggøre dine copingstrategier.

Når du lærer at afkoble dig fra de svære tanker og stå for din egen mentale ro, vil du samtidigt opnå at
hvile i den, du er, og den måde du ser ud, sådan at du kan bruge din energi på de ting, du ønsker.

Bedste hilsner,

Ida Hanneborg
Cand.psych. og konsulentpsykolog hos MIND CPH

Har du brug for hjælp til eksamensangst – eller kender du en der gør?

Har du brug for hjælp til eksamensangst – eller kender du en der gør?

Har du brug for hjælp til eksamensangst – eller kender du en, der gør?

Hvis du døjer med eksamensangst, er du sikkert stødt på følgende råd:

“Tænk positivt – Eksamen er en anledning til at vise dem, hvad du kan!” 

“Tænk på alle de gange, hvor du klarede dig godt!”

“Se eksamen i forhold til mere vigtige ting i livet fx at være rask, have gode venner og en kærlig familie.”

“Med dine karakterer har du ikke noget at være nervøs for – Du skal bare stole på dig selv!” 

“Bare tag den med ro, det er jo ikke jordens undergang.”

Ovenstående er alt sammen velmenende råd, men de kan IKKE fjerne eksamensangst.

Ovenstående råd kan faktisk skabe nye bekymringer hos den eksamensangste:

Hvorfor kan jeg ikke bare tage den med ro?! 

Er jeg unormal?!

Hvis en eksamen kan påvirke mig så voldsomt, hvordan vil det så gå mig fremover?!

Eksamensangst kan IKKE fjernes med rationelle forklaringer om, at det bare er en eksamen eller med forsikringer om, at det hele nok skal gå. Eksamensangst handler om langt mere og andet end at gå til eksamen.

Hjælp til eksamensangst

Eksamensangst er en naturlig, normal og nærved uundgåelig reaktion, som kan være meget ubehagelig og pinefuld. Eksamensangst er en reel angstreaktion, og eksamensangst kan opleves lige så faretruende som at balancere på en klippekant eller stå foran en truende person eller et farligt dyr.

Eksamensangst er igangsat og vedligeholdt af et stort og kringlet net af tanker og dertilhørende svære følelser og kropslige symptomer, som ikke kan fjernes eller styres af fornuften.

Nettet vil blandt andet involvere tanker omkring usikkerhed og mindreværd, som uundgåeligt vil vække følelser af tristhed, angst, modløshed, frustration mv. Kroppen vil ofte reagere med nervøsitet, nedsat humør, hovedpine, muskelsmerter, mavepine, kvalme, koncentrationsbesvær, søvnbesvær og gråd.

Disse svære følelser og ubehagelige kropslige symptomer kan man ikke tale til fornuft og fortælle, at de er unødvendige, og man fra nu af vil TÆNKE POSITIVT og SLAPPE AF!

Tværtimod understøtter de svære følelser og ubehagelige kropslige symptomer ens bekymringer. Man tolker dem som tegn på, hvordan eksamen vil gå:

“Hvis jeg har det sådan her, så må der være noget om sagen – Jeg dumper!” 

“Hvis jeg har det så elendigt, så kan jeg ikke holde til at gå til eksamener!”

“Hvis de her tanker og følelser ikke forsvinder, så bliver jeg vanvittig!” 

Ens bekymringer omkring eksamen samt svære følelser og kropslige symptomer vil uundgåeligt påvirke ens adfærd. Nogle studerende overforbereder sig med konstant, men flakkende læsning. Andre undgår bøgerne og distraherer sig med TV, facebook, middagslure mv. Begge typer adfærd efterfølges af dårlig samvittighed. Ofte vil man trække sig fra socialt samvær, have en kort lunte og generelt blive mere opmærksom på at fejlsøge ens omgivelser og ens krop.

Og fejlsøgningen vil give gevinst: Ja, din kæreste trækker vejret irriterende, ja, din nabo støjer og ja, du har kvalme.

Adfærdens formål er i sit udgangspunkt at få ro på eksamensangsten (fx ved at læse en masse, se TV eller finde frem til, hvad der generer én). Problemet er bare, at adfærden ikke beroliger én, den gør derimod én mere urolig.

Det samme gælder undgåelsesadfærd. Undgåelsesadfærd er symptombehandling. Vi undgår potentielt ubehagelige situationer, fordi det beroliger os. Man kan forsøge at lindre sin eksamensangst ved hjælp af undgåelse: Man kan pjække fra undervisning, undlade at læse, man kan udskyde selve eksamen, man kan gå på orlov og man kan sågar udmelde sig fra studiet.

At undgå angstprovokerende situationer gør, at angsten aftager, og man oplever lettelse og beroligelse (belønning), men undgåelse virker kun midlertidigt. Undgåelse forstærker faktisk eksamensangsten, fordi adfærd som belønnes indlæres kraftigere af hjernen.

Man har ikke mestret eksamenssituationen, og man ved således ikke, om man kan gennemføre den næste eksamen. Hvilket skaber nye og flere bekymringer og således forstærkes eksamensangsten.

Eksamensangst skal derfor IKKE symptombehandles.

Eksamensangst skal UDSLUKKES ved dens begyndelse.

Du kan få hjælp til eksamensangst. Metakognitiv terapi kan lære dig at forholde dig ubekymret til eksamen. Du lærer at stoppe op og iagttage tanker og symptomer relatereret til eksamen uden at respondere på dem. Eksamensangst kræver nemlig din aktive tolkning af svære tanker og symptomer. Herved oplever du, at det i højere grad er frygten for, at du ikke kan holde til det eller vil klare dig dårligt, end tankerne og symptomerne i sig selv, der er problematisk. Når denne tolkning eller rettere bekymring er indstillet, vil intensiteten af dine symptomer dale og den uhensigtsmæssige adfærd blive overflødig.

Du kan nøjes med at forberede dig og gå til eksamen – uden eksamensangst.

Gode hilsner

Ida Grøn Hanneborg, psykolog i MIND CPH

Jalousi og Julefrokost. Den tid kan være anstrengende for parforholdet  ǀ MIND CPH

Jalousi og Julefrokost. Den tid kan være anstrengende for parforholdet ǀ MIND CPH

Jalousi og Julefrokost

Julefrokostsæsonen er over os, og måske er det også den tid på året, hvor man er mest tilbøjelig til at tænke over, hvorvidt ens partner kunne finde på at være sammen med en anden.

Hvad, hvis han får for meget at drikke og glemmer, hvad han har herhjemme?

Hvad nu, hvis hun er tiltrukket af en af sine kollegaer?

Hvad nu, hvis hun har mere tilfælles med ham fra jobbet?

Har hun det sjovere med sin kollega end med mig?

Glæder han sig ikke lovligt meget til på fredag?

Kunne han finde på det?

Disse tanker er alle helt naturlige. De dukker op, når vi bliver konfronteret med begivenheder eller mennesker, der – indbildt eller reelt – kan true vores parforhold.

Det, at tanker som disse dukker op, beretter i og for sig blot om, at vi værdsætter vores parforhold og ikke vil undvære det.

Tankerne er således ikke problematiske. Det er til gengæld problematisk, hvis vi føler behov for at forholde os til dem, undersøge dem, afklare dem, reagere på dem eller på anden vis “fjerne” dem.

Idet man dvæler ved tankerne og undersøger, hvad de betyder eller hvad de kan bringe med sig, bevæger man sig ind en bekymringsproces. Den kan lyde sådan her:

Hvad nu, hvis han er mig utro?

Holder han nok af mig til at sige fra?

Er jeg utilstrækkelig?

Kunne han finde på at skjule det fra mig?

Ville jeg kunne tilgive det?

Ville det blive enden på vores forhold?

Ender jeg alene?

Når bekymringerne bliver til jalousi

Bekymringsprocessen optager mere og mere tid. Undervejs bliver tankerne selvkritiske. Man forsøger at afdække ens partners bevæggrunde for at være sammen med en anden og får i den forbindelse påmindet sig selv om situationer, hvor man har haft en konflikt med sin partner eller er gået skævt af hinanden.

Hvorfor sagde han sådan den dag?

Hvor meget betyder jeg egentligt for ham?

Hertil har vi en tendens til at fejlsøge os selv – altid med sikker gevinst:

Ja, jeg ser ikke ud, som jeg ønsker, nej, jeg er ikke god nok

og jeg … (udfyld med grim tanke om dig selv).

***

Undersøgelsen af vores partners bevæggrunde er et forsøg på at tankelæse ham/hende.

Vi er ikke i stand til at tankelæse, men dét afholder os ikke fra at forsøge. Vi kan heller ikke se ind i fremtiden, men dét afholder os heller ikke fra at forsøge.

Undervejs i bekymringsprocessen er det almindeligt at gennemspille, hvad fremtiden kan bringe.

Hvad nu, hvis hun forelsker sig i en anden?

Hvor efterlader det mig?

Hvordan har man det, når man er i denne bekymringsproces?

Som regel er man ked af det, frustreret, fortvivlet og tit også vred.

Forestillingen af fare (i dette tilfælde utroskab) sætter kroppen i alarmberedskab: Kroppen modtager besked om at være på vagt og klargøre sig på konfrontation med en trussel.

Kroppen reagerer ofte med søvnbesvær, sug i maven, hjertebanken, utilpashed og rastløshed.

Ens adfærd afspejler dette ved, at man bliver fraværende, trækker sig socialt og måske drikker et par glas rødvin for at dulme følelserne. Man kan reagere ved at være “kølig” overfor ens partner, eller “klyngende” og grådlabil, eller man kan få en “kort lunte” og fremstå opfarende og irritabel. Der findes mange forskellige reaktioner og kombinationer af reaktioner.

Følelserne og kroppens tilstand kan i sig selv føre flere bekymringer med sig, for, hvis jeg har det SÅ rædsomt, så må der virkelig være noget om sagen!

Hvad er han ude på?!

Mange forsøger at håndtere ubehaget ved at konfrontere det: Man kan udspørge sin partner, forbyde ham at tage afsted, tjekke hans Facebook eller telefon og på anden vis forsøge at af- eller bekræfte ens bekymringstanker.

Disse handlinger er oftest forbundet med skam. Det er skamfuldt ikke at kunne berolige sig selv og være nødsaget til at kontrollere, udspørge og tjekke.

Når vi er nået helt herind i bekymringsprocessen, så kan vi vel kalde det jalousi.

Det vil han måske kalde det, hvis han opdager det.

At være jaloux er netop dybt sammenvævet med bekymringsprocessen.

Jalousi er som udgangspunkt en medfødt, sund biologisk overlevelsesmekaniske, som sikrer at vi er opmærksomme på ikke at blive forladt og derved miste den nærhed og omsorg, som vi behøver.

Denne i sit udgangspunkt sunde mekanisme kan blive provokeret gennem oplevelser af svigt. Måske har man i tidligere parforhold oplevet utroskab eller svigt.

Dette kan være med til at forklare, hvorfor nogle mennesker bevæger sig ind i bekymringsprocessen, mens andre får de førstnævnte tanker uden at reagere på dem.

En anden forklaring er, som nævnt, at man har en antagelse om, at man kan “fjerne” tankerne ved at tænke over dem, undersøge dem og på forskellig vis forsøge at af-eller bekræfte dem.

Men svære tanker forsvinder ikke, mens vi undersøger dem.

Tværtimod.

Jo mere jeg beskæftiger mig med de svære tanker, jo mere fylder de og påvirker mine følelser og min krop, og jo større er sandsynligheden for at jeg reagerer med jaloux adfærd.

Adfærd drevet af jalousi er en belastning for parforholdet. Jalousien medfører mange direkte konfrontationer eller åbne skænderier, ofte begrundet i den jaloux partners kontrollerede adfærd. Dertil belastes forholdet af, at den anden partner lægger stærke bånd på sin adfærd og det, han/hun føler, gør eller siger, for at undgå at fremprovokere jalousien. Partnerens forsøg på at tilpasse sig og undgå at provokere jalousien, kan give en midlertidig lindring, men ingenlunde fjerne bekymringsprocessen, som skaber og vedligeholder jalousien.

Hos Mind Cph er vi erfarne i at behandle jalousi og bekymring. Vi står klar til at hjælpe dig med at afkoble dig dine svære tanker og derved passe på dig selv og dit parforhold.

Venlig hilsen

Ida Grøn Hanneborg, Psykolog i Mind Cph

Sådan kan du forlænge din weekend  ǀ MIND CPH

Sådan kan du forlænge din weekend ǀ MIND CPH

Sådan kan du forlænge din weekend!

Har du lagt mærke til, at weekenden ofte ophører mange timer, før den er ovre?

Det er søndag, og klokken er 14.30. Omtrent nu dukker tanken op: Hvordan vil næste uge gå?

Jeg begynder at scrolle min kalender igennem. Nogle af mine arbejdsdage er ret proppede, og et par af de arbejdsopgaver, jeg sidder med, er gået lidt i hårdknude. Jeg begynder at spekulere over, hvad jeg kan stille op? Og hvorfor det egentlig er endt, hvor det er?

Hvad mon min arbejdsgiver vil mene om sagen?

Og sørme om ikke børnehaven kommer til fødselsdag på fredag. Seksten 4-årige, som skal bespises og underholdes.

Mine tanker begynder at kredse om, hvordan de forskellige dage vil gå.

Har jeg styr på tingene?

Når jeg det hele?
Er der noget, der kan gå galt?
Hvordan vil jeg takle dét?
Og hey – bliver der tid til overs til de ting, jeg gerne vil?

Bliver festen på fredag så god, som 4 års fejringer hør og bør sig?

Bliver det hyggeligt eller bare hektisk?

De andre forældre har sikkert vildt godt styr på, hvordan sådan en fest skal skæres.

Helt ærligt – virker næste uge ikke lidt uoverskuelig?

Én ting er sikkert: Der er lang tid til næste weekend.

Og nu vi er ved det, ér denne weekend egentlig blevet nydt tilstrækkeligt?

Indeholdt den det, den skulle? Det er jeg lidt usikker på!

***

Lige nu, mens jeg gransker næste uge, er weekenden ophørt.

Altså mentalt ophørt.

For min opmærksomhed er ikke længere på weekendens aktiviteter. Jeg er mentalt optaget af at forberede mig på næste uge, og idet jeg hverken er blevet skænket evnen til at spå eller tankelæse, er det en mentalt opslidende opgave.

Der går heller ikke lang tid med tankearbejdet, før det får konsekvenser: Jeg er fraværende, træt og uoplagt.

Jeg plejer at gå i seng klokken 22.30, hvilket betyder, at der søndag klokken 14.30 faktisk er 8 timer tilbage af weekenden.

Jeg kan altså gå glip af 8 timer af weekenden, hvis jeg fortsætter i dette spor!

Hvis jeg går glip af 8 timer af weekenden hver uge i et år, løber det op i 416 timers weekend på årsbasis. Det er lidt mere end 17 døgn.

***
Kender du til oplevelsen? Mangler du også tit 8 timer af din søndag? Eller nogle andre timer, som går med mental forberedelse, der gør dig mere udkørt end klar?

Hos MindCph er vi klar til at lære dig, hvordan du genvinder timerne så du kan bruge de 17 døgn på andre vigtige ting.

Gode hilsner

Ida Grøn Hanneborg

NYE GRUPPETERAPI HOLD: Vi starter to nye gruppeforløb på mandag den 14. november klokken 13-15 og 17-19. Du kan læse mere og tilmelde dig HER.