Jeg er leder. Jeg kan IKKE gå ned med stress

Jeg er leder. Jeg kan IKKE gå ned med stress

Jeg er leder. Jeg kan IKKE gå ned med stress.

Pling….

Der tikker en mail ind, der dog lander blødt oveni de øvrige 1127 ulæste mails i Simons indbakke, samtidig med at telefonen ringer og Signe fra kantinen banker på hans lukkede kontordør.

Han har været tilbage i 4 dage. 4 dage!! Og han har allerede røde øjne og er en tikkende (humør)bombe.

Simon sidder midt i misèren på sit kontor og tager sig for hovedet. Han tager en dyb indånding, og lige en til, men er stadig ved at gå ud af sit ellers så gode skind. Han har længe gået med en knugende følelse af, at dette ikke kommer gå. Han er alt for presset og føler, at han er lige ved at krakelere. Lige om lidt så mister han kontrollen.
Sommerferien har IKKE fikset hans tilstand, som han ellers så inderligt havde håbet.

Det er nu så slemt, at han næsten ikke tør åbne indbakken. Han bliver irriteret på medarbejderne, når de velkommer ham tilbage eller spørger ham om noget, og han føler sig mere og mere klemt i det hjørne, hvor han forsøger at gemme sig.
Imens han sidder på sin pind og lader som om, at han arbejder, øges mængden af uløste opgaver og presset stiger ham over ørene. Hver gang han prøver at tage sig sammen, sker der noget, der får ham ud af det igen. Og så sidder han endnu engang og surfer meningsløst på nettet efter ferier, lejligheder, sommerhuse, cykeludstyr, aktiekurser, følger med i amerikansk politik og scroller på twitter og LinkedIn….

Det er altsammen overspringshandlinger. Det er han 100% klar over. Men han han magter ikke at ændre på det.

Det er enten overspringshandlinger eller også uendelige grublerier, der om natten bliver til forvirrende fængslende tankemylder.

Han ved godt den er meget gal. Men han aner ikke sine levende råd.

For pokker! Jeg er leder. Jeg kan ikke gå ned med stress!

***

Hallo!

Hallo Simon!!

Simon?

Er du der??

Lige pludselig kommer Simon tilbage til virkeligheden og foran ham står Signe. Hun ser foruroliget ud. Hendes lange næse stikker ud og for ham ser det ud som, at hendes øjne følger med.

Er du ok? Spørger hun, og uden at blinke snerrer Simon, at det skal hun da ikke blande sig i – og hvorfor er hun bare kommet ind, når hans dør er lukket? Kan hun ikke se, at han er optaget…..

Sh**t nu er den helt gal med mig…! tænker Simon indvendigt. Hvad f**en foregår der?

Det samme tænker Signe.

Simon var ellers den sødeste chef den første tid. Virkelig ambitiøs og én man kunne komme til med alting, og hun kan bare ikke genkende denne skiftevis bitre, frustrerede mand og hun bliver helt bange.

Og hvordan siger man det til chefen, at de snakker om ham på kontoret? At de synes han skal søge hjælp? At de synes han virker stresset?

Simon ved også, at de snakker om ham. Han kan se det på deres nysgerrige undersøgende blikke og han afskyr pauserne, møderne, frokosten. Han har lyst til at trække stikket. Men alligevel holder hans stolthed ham på kontoret, hvor han “lader som om”.

Hver eneste dag er en kamp for overlevelse.
For ikke at miste ansigt.
For ikke at tabe det hele.

For han er leder og han kan ikke gå ned med stress. Derfra er der ingen vej tilbage. Det vil være enden på hans karrieredrømme og starten på hans sociale deroute.

Tror han.

Lederstress

For ledere, der rammes af stress føles ulykken ofte ekstra stor.

Historien om Simon er ikke taget fra en særlig kollektion. Det er snarere en basisvare. Den, der ALTID er på lager. Vi hører mange af denne slags historier i MINDCPH. Vi får den både fra Signe’rne og fra Simon’erne, for når en chef bliver stresset lider både han selv og hele hans organisation.

Det er dog en udbredt misforståelse, at stress er en karrieremæssig, social og personlig dødsdom. At når man har stress, så kan man ikke komme tilbage. At det er de store forandringer, der skal til og den eneste vej ud er gennem en sygemelding og derefter et stille liv uden krav og pres.

Og desværre er det netop denne misforståelse, der får mange ledere til at afholde sig fra at søge hjælp.

Den misforståelse bygger på en forældet stressforståelse og manglende viden om, at der findes effektiv behandling, som hverken kræver sygemelding eller en større livsomlægning.

I stedet kan man ret enkelt afdække og kortlægge de mekanismer, der fastholder og vedligeholder stress, og som kan føre til både angst og alvorlige depressioner. Mekanismerne er hverken biologiske, eller et resultat af en defekt hjerne, og de kan relativt enkelt omprogrammeres. Det kan desuden gøres effektivt og uden en sygemelding.

Er du nysgerrig på hvad metakognitiv terapi kan, så er du altid velkommen til at ringe til os og høre hvordan vi kan hjælpe dig. Vi svarer telefonerne hver hverdag mellem 8.30 og 16. Du ringer blot 31 11 13 15 og du kan også altid skrive en mail til os på hello@mindcph.dk.

Vil du gerne lære metakognitiv terapi sammen med andre ? Vi starter løbende nye grupper og du kan læse mere om vores populære gruppeforløb her.

Som noget nyt tilbyder vi også forløb til studerende på en videregående uddannelse. Læs mere om: Mental trivsel og high performance i studietiden

Velkommen tilbage til hverdagen 🙂

Bedste hilsner

Erla Højsted

Derfor forsvinder dine (corona)kilo næppe med en genåbning alene

Derfor forsvinder dine (corona)kilo næppe med en genåbning alene

Derfor forsvinder dine (corona)kilo næppe med en genåbning alene

Kender du det, lidt for mange dage i joggingbukser og lidt for meget hygge kan give en chokerende måling på badevægten?

De sidste uger har ikke budt på den daglige cykeltur eller dine daglige rutiner, der holder dit system i nogenlunde balance, og du har heller ikke skulle dresse op for noget egentlig.

I næste uge skal du i arbejdstøjet igen.

Der er bare opstået det problem, at tøjet er krympet. Eller også er du vokset med et par coronakilo. Du vælger.

Ofte når jeg taler overvægt, så er det i overført betydning, og referer til den mentale overvægt mange slæber rundt på i form af overtænkning. Men nu skal du høre hvordan den mentale overvægt har en finger med i spillet, når vi taler om de faktiske sidebenskilo.

Du tænker sandsynligvis for meget på mad.

Lad os tage den pose Haribo som du skjuler i skabet. Det kan godt være at ungerne ikke kan se den – men den er skidesvær at skjule for dig selv. Du ved den er der, den ved den er der og I ved begge, at det blot er et spørgsmål om tid, før du har gjort kål på den. Den lokker dig, og du prøver at modstå dens søde fristelser.
For at modstå fristelsen planlægger du måske hvornår du kan spise den. Du glæder dig til det. Du er i dialog med dig selv om, hvornår det bedste tidspunkt er. Hvornår du fortjener den. Hvornår den vil smage som bedst. Det kan også være, at du tænker over, hvordan det kan være, at du er så vild med slik. Det kan også være, at du er en smule irriteret på dig selv over det.
Hvorfor er du ikke en slank insta-sild, der ikke spiser sukker (på insta i hvert fald)? Hvorfor kan du ikke bare følge din slanke-gurus råd og vejledninger? Hvorfor følger du ikke dine madplaner og hvorfor, når du ved så meget, kan du ikke holde vægten, der hvor du gerne vil have den? Hvorfor kan du ikke bare lade søde sager få fred, og hvorfor kan du ikke bare glemme, at det er der, ligesom din mand kan?

Jo mere du tænker over det – jo mere skal du modstå fristelsen. For tanken om en pose Haribo får din mund at løbe i vand og din mave til at trippe af spænding.

Men hvad end du tænker for ikke at tænke, for at forstå eller bare tænker fordi du har lyst – så vil tænkningen øge din lyst til søde sager. Og jo mere du prøver at lade være, jo mere vil du blive draget mod den – og til sidst vil den forsvinde i din mund.

Og bagefter?

Har du skuffet dig selv! Du har tabt endnu engang. Og så kan det hele være lige meget, og du finder flere søde sager, som du har ”gemt”.
Det er hermed bevist. Du er en fiasko, har ingen selvkontrol og en lost case.
Og så starter selvbebrejdelserne, selvkritikken. Og din eneste glæde er at ingen kan se, hvor grimt du taler til dig selv.

Når du taler grimt til dig selv, får du også en grim følelse med dig selv. Og når du er følelsesmæssigt nede er der endnu større sandsynlighed for, at du overspiser usundt.
Du spiser med dine følelser.
Trøstespiser.
Og det gør du indtil du simpelthen får nok af dig selv og her genstarter dit forsøg på selvdisciplinering.

Den onde cirkel er komplet

Alt dette kan ingen sundhedscoach, fitnessdronning eller videnskabelig viden ændre på. For hvis viden, information og smukke rollemodeller var løsningen, så var der intet problem. For er der noget, det ikke skorter på, så er det viden og skønhed på sociale medier.

Hvis din kamp mod Haribo skal vindes og din spisning ændres, skal du arbejde med nogle bagvedliggende mønstre. Vi skal til roden i problemet og ikke blot symptombehandle, disciplinere og strukturere.

Du skal simpelthen lære at tænke mindre på mad! Du skal have bugt med de overflødige mentale kilo før du kan få bugt med de fysiske.

Og det kan vi hjælpe med.

Du kan nederst på siden se en optagelse af en af vores ugentlige facebook event MIND-LIVE, hvor jeg giver dig et stærkt redskab til ikke at falde i slikfælden.

Og ellers glæder vi os til at tage imod dig i klinikken, hvor du enkelt og effektivt lærer at forstå og ændre dine tankemønstre og smide de overflødige mentale og fysiske kilo.

Vi har åbent helt som vi plejer for individuelle sessioner, og vi starter også vores populære gruppeforløb igen den 27. maj.

Rigtig god fredag,

Erla Højsted,
Chefpsykolog MIND CPH

Vi sender MIND-LIVE på facebook hver fredag klokken 12.00. Du er velkommen til at sende et spørgsmål eller et ønske om emne eller tema til vores mail: hello@mindcph.dk

Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!

Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!

Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!

Jeg husker en snak jeg havde med en ven for en del uger siden, hvor jeg skråsikkert ytrede, at corona blot var endnu en dille, og at vi nok snart havde glemt alt om den. Sådan plejer det at være, og jeg havde svært ved at forestille mig, at det skulle være synderligt meget anderledes denne gang.

Men jeg tog grueligt fejl.

Helt surrealistisk er vi nu en del af en fuldstændig umulig og uigennemskuelig krise, hvis omfattende konsekvenser, jeg dårligt tør forestille mig.

Vi er midt i noget, som ingen aner, hvor ender henne. Al vores frygt er aktiveret, og vi er i alarmberedskab. Individuelt, nationalt og globalt.

Det er utrygt. Usikkert. Ret væmmeligt faktisk. Og det giver anledning til bekymring. Meget bekymring.

Men lige præcis bekymring er noget af det værste man kan engagere sig i. Modsat kan det være ret umuligt IKKE at bekymre sig, da ALTING handler om bekymring i disse dage.

Og bekymring har det med at sprede sig. Faktisk er det ganske lig en virus og kan være uhyre smitsomt.

(Heldigvis er der en kur mod bekymring. Den vender jeg tilbage til.)

Paradoksalt hedder det sig, at vi er bekymrede fordi vi ønsker at føle os tryghed. Vi kommer til at retfærdiggøre bekymring og se det som en nødvendighed. Men bekymring skaber alt andet end tryghed. Tværtimod skaber det en dyb eksistentiel uro at være bekymret hele tiden.

Spørgsmålet er så om det reelt er en nødvendighed at bekymre sig for at opføre sig anstændigt og hensynsfuldt? Kan man vaske sine hænder og tage sine forholdsregler UDEN konstant bekymring, analysering, monitorering af sygdomstal og overvågning af sig selv og andre?

Og hvordan ved vi om vi har gjort nok? Bekymret os nok. Vasket hænder nok. Isoleret os nok?

Hvor nøje følger du egentlig myndighedernes forskrifter disse dage? Har du måske lagt ekstra forholdsregler oveni? Er du en af dem der båder vasker hænder grundigt og spritter dem oveni? (sådan billedligt talt).

Hvor meget går du op i at andre gør det, de skal? Er du en af hverdagsbetjentene, der basher løberne, de unge og alle dem, der ikke tager sine forholdsregler – og lidt til…?

Dette er jo også en slags bekymring.

Sniger der sig så måske også en snert af en dobbeltmoral, en lille personlig blindvinkel ind, der lige retfærdiggør dit smut på genbrugsstationen eller på planteskolen?

For det er sørme svært at være 100% gennemført på denne. Vi kan jo ikke leve på vores værelser på ubestemt tid og ingen aner i realiteten, hvornår nok er nok. Eller hvornår det hele holder op igen. Eller om det nogensinde gør.

Ingen aner hvornår mine hænder ”rene nok”, til at jeg kan tage en anden person i hånden igen. Hvis nogensinde? Der vil jo altid ligge en ny fare og lure og trigge vores bekymring.

Men vi kan ikke, ikke gøre det, som vores myndigheder foreskriver (og lidt til) for ingen vil være den, der smittede en person, der ikke kunne tåle corona. Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden?

Derfor er vi konstant bekymrede og vi er blevet en nation, en verden, grebet af angst.

Og med angst følger irrationalitet og utilsigtede handlinger.

Det kæmpestore problem med angst er, at intet håndvask, ingen social isolation, ingen respirator og ingen afgifter kan kurere lidelsen.

Den eneste måde at kvitte angsten er ved at kvitte bekymringen.

For mange synes det både umuligt – og til dels også tåbeligt eller ligefrem egoistisk at være bekymringsfri, når der er noget at være bekymret for. Men husk mit spørgsmål fra tidligere:

”Er det muligt at opføre sig anstændigt – UDEN at være konstant bekymret”? 

Selvfølgelig er det det.

Personligt har jeg truffet et valg om ikke at bekymre mig, ikke at forestille mig konsekvenser og worst-case-scenarier, ikke at monitorere dødstal tæt og ikke at lege pædagogpoliti overfor andre. Det bringer intet godt med sig, og jeg er overbevist om, at mediernes fremstilling af worst-case-scenarier, dødstal og personlige sygdomsberetninger har en finger med i spillet i den globale bekymring og masse panik, vi nu oplever. Det fører bare intet konstruktivt med sig, skaber global angst og blokerer for individuel handlekraft.

Skal vi igennem denne krise med os selv og vores handle- og dømmekraft i behold, skal vi ud af bekymringens greb. Vi skal stoppe den bekymringsspredning. Ellers bliver vi hængt op i bekymring og vi mister overblikket. Reelt har bekymring ingen effekt på hverken coronakrisens helbredsofre eller socio-økonomiske ofre. Bekymring er en overflødig proces.

Og bekymring kan bekæmpes ret enkelt faktisk. Men det kræver beslutsomhed, selvkontrol og det kræver, at vi står sammen om det.

Lad os bekæmpe bekymring. Sammen.

Vær med i på fredag klokken 12.00, hvor vi kører vi endnu en MIND LIVE – mental træningssession, hvor vi viser en måde at kvitte bekymring på.

Hvis du hellere vil have et personligt forløb til effektivt at få bugt med dine bekymringer, så er du velkommen til at booke din session online eller kontakte os på 31 11 13 15 eller hello@mindcph.dk

Gode hilsner

Erla Højsted, psykolog MIND CPH

 

Vi glæder os at hjælpe dig

Vi tilbyder specialiseret psykologisk hjælp og du er altid velkommen til at kontakte os gratis og uforpligtende til en snak om hvordan vi kan hjælpe dig.

Kontakt os på 31 11 13 15 eller hello@mindcph.dk

Sådan spreder bekymring sig – og hvad vi kan gøre for at stoppe det!

Sådan spreder bekymring sig – og hvad vi kan gøre for at stoppe det!

Sådan spreder bekymring sig – og hvad vi kan gøre for at stoppe det!

Det er muligt, at vi ikke kan undgå spredning af virus – men vi kan undgå spredning af bekymring og panik.

Corona er en realitet! Men bekymring og panik er det så sandelig også. Hvilken af de to vil få størst konsekvenser, kan kun fremtiden vise. Men for nu er dét, vi kan forholde os til, at vi har en virus i fuldt flor, som vi selvfølgelig skal gøre alt for at begrænse. Vi skal følge retningslinjerne og vi skal passe godt på os selv og hinanden, men vi bliver simpelthen også nødt til at stoppe bekymring og bevare roen.

Hvordan vi gør det, vender jeg tilbage til om lidt.

Bekymring er en spøjs ting. Kigger vi blot få uger tilbage i tiden var det klimabekymring, der malede overskrifterne og fyldte vores hoveder. Der var brande i Australien og vores verdenshave var fyldt med plastik.

Australiens brande er nu tæmmede – (omend de brændte længe efter, at vi holdt op med at bekymre os om dem) og vi har formentlig stadig samme mængde plastik i vores verdenshave.

Men det optager os ikke så meget.

Længere.

Og hvad med livets store dræbere: Selvmord, trafikuheld, kræft og rygning bare for at nævne nogle. Er de ikke længere alarmerende og bekymringsværdige?

Jo selvfølgelig!

Men dét der sker, når vi bekymrer os er, at dét, vi bekymrer os om får status af også at være det vigtigste, det farligste!. Bekymring er nemlig slet ikke så rationelt, som mange ynder at tro.

Indholdet af bekymringen er heller ikke så entydigt! og selv om vi nu er bekymrede for Corona er det vidt forskellige ting, vi bekymrer os om.

For nogle er det sygdomsbekymring. Vi er bange at blive syge, at vores nærmeste bliver syge eller at vi utilsigtet er kommet til at smitte én, der er særlig sårbar og potentielt kan dø af smitten. Vi bekymrer os også om hvorvidt sundhedssystemet kan magte opgaven.

Andre er bekymrede for ikke at have mad nok eller sjovt nok ikke at have toiletpapir nok.

Nogle bekymrer sig om, at deres fødselsdagsfest blev aflyst eller at de ikke kan komme på drømmerejsen og rigtig mange er bekymrede for, om der mon tikker løn ind på kontoen i slutningen af måneden – og så er der dem, der frygter en konkurs.

Kun tiden kan vise, hvilken bekymring var den mest truende og kun tiden kan vise, hvilke konsekvenser vores bekymringer havde.

Fanget i et bekymringsloop 

Når der opstår en bekymring så starter det typisk med en “bekymringsstarter”. En typisk bekymringsstarter er en tanke, der starter med: “Hvad nu hvis….”?

“Hvad nu hvis jeg bliver syg”? “Hvad nu hvis min gamle far bliver syg og dør”? “Hvad nu hvis jeg smitter nogen?” “Hvad nu hvis ikke vi har nok mad og skal være i karantæne i flere uger”? ”Hvad nu hvis jeg ikke får min løn og ikke kan betale mine regninger”? “Hvad nu hvis min forretning må lukke”?

Det der så kan ske for mange, på baggrund af sådan en tanke, (som iøvrigt er fuldstændig normal, naturlig og forventelig), det er, at de brygger videre på den.

De forestiller sig diverse scenarier, og ofte er det worst-case-scenarier, der opstilles. De laver mentale analyser og bekymringer og i den proces vil de opleve et øget ubehag.

Men den stopper ikke her. For det ubehag, der følger med bekymring, er med til at bekræfte bekymringen. Den bliver altså mere troværdig – og derved også mere bekymringsværdig.

Samtidig kigger vi os omkring og ser, at alle andre også bekymrer sig!

Så nu har vi den første bekymring, ser at alle andre også bekymrer sig og givet det øgede ubehag (som vi iøvrigt også bekymrer os om) er hele bekymringen nu i eksponentiel vækst, – lidt ligesom en smitsom virus.

Vi er nu fanget i et bekymringsloop og konsekvensen er, at vi risikerer at miste overblikket.

Specialist kontra generalist

Når man er dykket så meget ned i en problemstilling, så er man “specialist” på lige præcis den – men det er ofte på bekostning af et generaliseringsniveau.

Når man panikker og stresser over en problemstilling, så er man ofte ikke længere konstruktiv, og man risikerer at blokere for de mentale ressourcer, der skal hjælpe en, til at handle konstruktivt. I stedet kan man risikere at blive ædt op af bekymring, miste nattesøvn, blive aggressiv, frustreret, angst og føle, at der ikke er en vej ud af ubehaget før problemet er løst.

Nogengange kan problemet løses. Heldigvis.

Men desværre ser det ikke ud til at corona-problemet forsvinder foreløbig….

Så derfor bliver det endnu mere vigtigt, at vi er i stand til håndtere problemet, uden at stresse og panikke over det. Vi er nødt til at være i stand til fleksibelt at skifte imellem et specialistniveau og et generalistniveau.

SÅ er det muligt at have et (stort) problem uden at bekymre sig og derved bevare roen?

Ja, det er helt sikkert.!!

I hvert fald er det noget du kan lære.

Hvad kan vi så gøre for stoppe eksponentiel bekymringsvækst

Det første du gør er at identificere din bekymringsstarter. Din “hvad nu hvis”-tanke. Den er naturlig, automatisk og du kan ikke gøre for, at den dukker op!

Men i stedet for at dvæle ved den og bekymre dig videre om den så lad den hænge.

Lad den ligge, som et tyggegummi i din mund, som du vælger ikke at tygge på.

Spørg dig selv: KAN du have et tyggegummi i munden UDEN at tygge på det? UDEN at være optaget af at fjerne det?

Ja da, selvfølgelig!

Og hvad sker der, når du gør det? Jo du glemmer det ind imellem og du kan stadig både tale og være tilstede uden at tænke over det. Ind imellem mærker du det så igen, men det gør ikke noget. Du fortsætter bare din gøren og færden.

Prøv så at gøre det samme med din bekymring. Prøv at tillade den i dit hoved UDEN at tygge på den. Lad den være der UDEN, at du prøver at løse den, undertrykke den eller fjerne den.

Kan du også det?

Ja selvfølgelig! Og hvis ikke du kan det nu, så kan du relativt enkelt lære det.

Det du oplever, når du kan det er, at du kan bevarer roen og overblikket og du kan være konstruktiv – for bekymringen fylder langt mindre.

Denne teknik kan ikke stoppe virus, men den kan stoppe bekymring og panik.

Lad os tage et stort fælles ansvar for det også!!

Gode hilsner Erla Højsted, chefpsykolog MIND CPH

Ønsker du hjælp til at få styr på bekymringerne og få mere ro og overblik til konstruktive handlinger? Læs mere om metakognitiv terapi og kontakt os gerne uforpligtende på hello@mindcph.dk eller 31 11 13 15.

Hvorfor du skal lægge det mentale termometer på hylden

Hvorfor du skal lægge det mentale termometer på hylden

Hvorfor du skal lægge det mentale termometer på hylden

Hovepine, feber, rindende næser og en diskussion med ens partner (der giver associationer til en psykologisk thriller) om hvis tur det er til endnu en barn-syge-dag, hvor man samtidig vinder chancen for selv at ryge med i faldet.

Jep. Den tid på året, hvor halstørklædet bliver fast bestanddel af garderoben, hvor Magasin melder udsolgt på heldækkende foundation og køen til apoteket overhaler nytårsforsætternes kø til fitnesscenteret.

Jep. Virus-sæsonen er over os og vi monitorerer sygdommens udvikling, foretager målinger og beregninger på temperaturudsving samtidig med, at vi krydser fingre, banker under bordet og beder til et hastigt temperaturfald.

Og jep. Vi har alle været der. Og det er ikke nødvendigvis kønt mens det står på. Men heldigvis går det over og monitoreringen af kropslige symptomer og temperaturmålinger stopper.

Termometeret pakkes væk og forbliver glemt indtil næste gang nogen i familien bliver syg.

****

Termometeret er et redskab, som vi bruger til at monitorere vores tilstand. Vi bruger det til at afgøre, hvor slemt det står til og til at bekræfte og underbygge vores sløjhed.

Vi bruger det velvidende, at det ingen direkte effekt har på sygdomsforløbet, hverken af helende karakter eller forebyggende.

Udenfor sygdomsperioder ligger det bagerst i skabet.

Men tænk hvis anbefalingen var, at vi regelmæssigt bør måle vores temperatur. Hvad ville det mon have af effekter?

Jo, udover at være en belastning i hverdagen, ville vores bevidsthed om sygdom og risiko for samme, sandsynligvis være langt mere fremtrædende.

Men hvorfor skrever jeg overhovedet om termometer og virus?

Jo, ser du. Ligesom vi hiver et termometer ned fra hylderne når det gælder influenza, så hiver vi et ”mentalt” termometer ned fra hylderne når det handler om stress.

Men konkret hvordan dette mentale termometer fungerer, og hvad det præcis måler, er dog mere end en smule uklart. På trods af det, og til forskel fra det det almindelige termometer, så råder velmenende sundhedsprofessionelle og stresscoaches os til at have termometeret indenfor rækkevidde til enhver tid.

Og hvorfor nu det!?

Jo, der hersker utvivlsomt en forestilling om, at udover at kunne måle en stresstilstand, så kan dette termometer forebygge og hele stress. Det er simpelthen blevet en indgroet del af redskabskassen når vi taler om behandling og forebyggelse af stress.

Men bare fordi man har hørt den samme sang mange gange udelukker det ikke, at der kan være andre og måske bedre sange.

Der er helt klart en hel del ulemper forbundet med den “etablerede” forestilling om det mentale termometer: Og her vil vi nævne nogle af dem.

  • Når vi har termometeret lige ved hånden bliver vi mere opmærksomme på risikoen for stress. Dette øger for manges vedkommende både bekymring og angst i stedet for at skabe den ønskede ro og tryghed.
  • Termometerets udefinerbare funktion og effekt gør det vanskeligt for mange at vide, hvad de skal måle – og hvordan. Det skaber tvivl, usikkerhed og nogen gange en langvarig og energikrævende ”mærken-efter”.
  • Den øgede opmærksomhed på ubehageligheder, trusler og fare kan også betyde, at vi rent faktisk kan mærke mere ubehag og føle os mere i fare. Dét, der er i fokus er også dét, der ER i fokus, så at sige.
  • Sidst men ikke mindst kan vi komme til at tvivle på egen dømmekraft og vores naturlige iboende termometer (det indre kompas om du vil) bliver slået ud af funktion og over-rulet af en vedvarende, slidsom monitorering.

Bl.a af ovenstående grunde anbefaler vi, at du pakker det mentale termometer til side og i stedet lærer (igen) at forstå og stole på dit naturlige termometer.

Måske lettere sagt end gjort?

Hvis du konstant har dit termometer ved hånden og ikke ved hvordan du lægger det væk igen (eller ikke tør)! Eller hvis du på anden vis er træt af det øgede indre fokus og bare gerne vil leve livet lidt friere, lidt vildere og mere ubekymret så tøv ikke med at kontakte os.

Vi er eksperter i det, og vi står klar til at hjælpe dig.

Vi er også eksperter i at behandle og forebygge både stress, angst og depressioner samt give dig mere effektive redskaber til at booste din mentale trivsel – uden brug af termometer.

Rigtig god dag

//Erla