Når modet svigter. Sådan frarøver bekymring og tvivl dit mod

Når modet svigter. Sådan frarøver bekymring og tvivl dit mod

Kender du det?

Du skal noget, som du glæder dig overordentligt meget til, men samtidig er du helt vildt bange for at mislykkes? Du rammes af en nagende mistillid til dig selv og dine muligheder for at lykkes, og du ender med at få det så skidt, at du nærmest ikke kan overskue den kommende event og modet svigter dig. Efterfølgende er du helt uforstående overfor anledningen til, at noget du i realiteten glædede dig til, blev til et mareridt.

****

Derfor svigter dit mod

Når vi skal noget, der er vigtigt, så har vores hjerner en tendens til at prikke til os med tanker om diverse ting og sager, der kan gå galt. Lad mig skynde mig at sige, at dette er helt normalt og har en vigtig funktion, set i et evolutionært lys. Intentionen er nemlig at sikre, at alt skal gå så godt som muligt, og det gøres ved at spotte og eliminere udfordringer og trusler.

Så der spyttes advarsler ud i lange baner.

 

“Hvad nu hvis jeg ikke er god nok til det?”

“Hvad nu hvis jeg ikke passer ind?”

“Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det alligevel?”

“Hvad nu hvis det ender med en ydmygelse?”

 

Osv.

 

(Du kan sikkert komme i tanke om dine egne advarsler)

  

 

Det er egentlig fair nok, at hjernen i intentionen om at gøre en god gerning, kommer med disse budskaber. Og det er heller ikke problemet i sig selv. Det, der derimod bliver problemet, er den måde vi tager disse advarsler for gode varer og bekymrer os om indholdet af dem, og om hvad vi kan gøre for at undgå det. Når vi gør det, så øges ubehaget og den kommende event virker uoverskuelig, – og så svigter modet desværre ofte.

 

 

Lad os tage et eksempel med en kvinde, jeg kender. Hun havde endelig, ENDELIG, fået tilbudt den lederstilling hun så længe havde kæmpet for. De første par dage efterfølgende følte hun, at hun svævede og gik på lyserøde skyer.

For hende var denne mulighed en absolut “dream come true”!

Lige indtil advarslerne tog rasende fat, slog hende ud og gjorde drømmen til et mareridt.

“Hvad nu hvis, jeg ikke er dygtig nok”? “Hvad nu hvis, jeg ikke kan få det til at hænge sammen med familielivet”? Pludselig skal jeg være leder for mine tidligere kollegaer – har de tillid til mig? Respekterer de mig overhovedet”? Hvad hvis jeg får skudt i skoene, at jeg har knaldet mig til stillingen?

Disse uhumske tanker medfører et stort ubehag. Tankerne FØLES nemlig som sandheder og kan nemt igangsætte en lavine af bekymringer, analyser og worst-case-scenarier. For at undgå de dystre fremtidsudsigter bliver der lagt planer fra A-Z, og meget gerne om natten, så nattesøvnen frarøves oveni.

Disse dystopiske fremtidsscenarier fører til ubehagelige stress- og angst symptomer og selvtillidsbarometeret ryger i bund.

Det er nemlig sådan at bekymringer og selvtillid og mod ikke kan eksistere side om side. Det ene udelukker det andet.

Ofte vil denne bekymringsproces føre til et afbud. Du takker nej til stillingen. Du siger nej til muligheden. Det er for stressende, og du tror ikke, at du vil kunne klare det. Med andre ord: Dit mod svigter.

I stedet for at forberede dig, har bekymringerne afberedt dig.

Bagefter kan du så føre en samtale med dig selv om, at det var det bedste valg. At du ikke er gearet til den slags. At du ikke kan prioritere karrieren over familien – endnu. Men inderst inde vil skuffelse over det manglende mod nage dig. Du ved du er dygtig nok, du har bare tvivlet så meget på dig selv, at du kom til at tro, at du ikke var. Dine tvivl og bekymringer har det nemlig med at lede dig på afveje.

Og når du i de næste måneder skal arbejde under ham, der fik stillingen, vil jalousien og skuffelsen formentlig ride dig som en mare istedet.

Det var i hvertfald det, der skete for kvinden, som jeg kender.

Sådan kan du undgå at dit mod svigter

Hvis kvinden jeg kender havde vidst, at advarslerne blot er tanker og ikke sandheder eller pålidelige forudsigelser om fremtiden, så havde hun ikke bekymret sig så meget. Og havde hun vidst, at hun kunne lade være med at bekymre sig om dem, så havde situationen være anderledes. Så havde hun ikke tilladt bekymring og tvivl at overtage og stjæle hendes mod og selvtillid.

Det er derfor uhyre vigtigt at vide, at disse advarsler naturen tro vil dukke op, men at de ikke behøver at få taget på dig. Hvis de de får lov til det, så bliver det stort set umuligt at udvikle dig og gå efter dine drømme. Og det er meget svært og krævende at være modig samtidig med at du tillader bekymring og tvivl få overtaget. Hvis du derimod begrænser dine bekymringer og tvivl, vil du erfare at nye situationer og det at turde grube muligheder overhovedet ikke behøver at være så svært.

Hvis du gerne vil være mere modig og have en større tillid til dig selv så hjælper vi dig til at spotte dine advarsler og lærer dig at møde dem på en anden måde.

Giv os et kald. Vi hjælper dig hele vejen.

Du finder os i Bredgade i Kbh K – eller online i et sikkert rum, hvor du kan sidde i din egen stue og få hjælp til at blive mere modig og handlekraftig og ikke tynget af bekymringer.

Gode hilsner

Erla Heinesen Højsted

Slip fri fra indebrændte frustrationer

Slip fri fra indebrændte frustrationer

Der var engang, hvor jeg fik voksen-skæld-ud af en vildt fremmed mand.

Jeg var på cykel og muligvis fulgte jeg ikke færdselsloven helt til punkt og prikke. Men til mit forsvar var der på ingen måde en farlig situation, og jeg var mere eller mindre alene i trafikken på den stille gade den dag. Eller det troede jeg! For lige efter mit ”lovbrud” kørte en mand op ved siden af mig, rullede sit vindue ned, og gav mig et ordentligt møgfald.

Jeg blev rimelig chokeret, og et øjeblik stod alting stille. Jeg stod bare der, klamrende til min cykel, og tog imod en bitter ældre mands indebrændte frustrationer. Jeg fik til sidst fremstammet, at jeg ville huske at overholde reglerne en anden gang og cyklede fra ”gerningstedet” med halen mellem benene!

Jeg har bagefter tænkt på den situation. Ikke at den er særlig, men mere fordi den vækker tanker om, hvordan vi kan reagere i forskellige situationer, der overrumpler os. Jeg møder tit mennesker i klinikken, der er blevet dårligt behandlet enten i privatlivet, og i særdeleshed i arbejdslivet, og jeg ser hvilke konsekvenser det kan få, hvis man kommer til at lade sådanne situationer glide ind under huden.

Har du nogensinde oplevet at komme ind til en situation, helt uvidende om, at der ventede dig et møgfald?

Så behøver jeg ikke fortælle dig, hvor ubehageligt det er.

Det kan være, at du kender det fra arbejdet; chefen er urimelig, du er ikke blevet værdsat for din indsats, eller måske er du blevet kritiseret for blot at forsøge at gøre dit bedste. Det kan også være din partner eller en ven, der opfører sig urimeligt eller som i mit tilfælde en total fremmed.

Uanset om det er en, der står dig nær, eller det er en ligegyldig person og uanset om der er en retfærdig og legal anledning til den urimelige opførsel eller ej, så vil du befinde dig i en akut stresstilstand.

Ofte vil du blive enten vred og gå til modangreb eller blive såret og lukke i som en øster.

Det er i hvert fald svært ikke at blive ramt overhovedet. For det føles jo som et angreb. Og uagtet den andens intention (eller berettigelse) vil det udløse en form for forsvar hos dig.

Bagefter kan du så kloge dig på om hvorvidt det var en hensigtsmæssig måde, du (og den anden) håndterede det på. Det kan igangsætte vredesgrublerier og frustrationer, hvor det gælder om at svine den anden til og svælge i urimeligheden eller granske dit sind for mulige forklaringer på, hvorfor vedkommende gjorde, som han eller hun gjorde.

Det kan også være, at det er dig selv, der står for skud og du vender frustrationen indad og du begynder at tvivle:

Var jeg forkert på den?
Eller var det den anden, der var urimelig?

Ofte kan det ende med, at du gennemgår scenariet igen og igen i håbet om at få klarhed over situationen.

Hvorfor skete det?
Hvad udløste det?
Hvem har skylden?
Osv.

Når du går med sådanne grublerier går det udover din hverdagsglæde. Det kan være, at dine frustrationer pibler op til overfladen og bemærkes af dine omgivelser. Måske bliver du den bitre gamle mand, der uddeler voksen-skæld-ud?

Du kan også komme til at tro på den andens grimme ord og lade det sprede sig til, at du slet og ret er et dårligt menneske. At du fortjener den ydmygende behandling. Dette er især tilfældet, hvis den urimelige behandling sker tidligt i livet og begåes af en nærtstående eller i en socialt vigtig gruppe.

Det kan tage dig timer, dage, uger, ja endda år at komme dig over. Du er enormt påvirket af det, og jo mere du grubler over det, jo dårligere får du det.

Alt det her grubleri fører dig dog næppe nærmere et svar, ej heller en lettelse eller en closure. Desværre.

Det forholder sig nemlig sådan, at du først får det bedre, når du kommer til det punkt, hvor du beslutter dig for, at lade det ligge.

Hvad sker der og hvad kan du gøre?

Når vi føler os dårligt eller uretfærdigt behandlede sætter det gang i en umiddelbar stressrespons. Det opleves som et verbalt angreb og den naturlige respons er, at enten gøre klar til kamp eller til flugt. Det kan også være, at vi rammes af handlingslammelse. Systemet lader som om det er dødt i håbet om, at predatoren stopper angrebet og forlader situationen midlertidigt for senere at komme tilbage for at fortære sit bytte.

I vores kultur er vi opfostret i troen om, at disse instinktive responser ligger uden for vores kontrol. At vi ikke kan styre vores reaktioner og derfor er ude af stand til at reagere anderledes.

Men det passer ikke helt. Du kan nemlig godt lære at bevare fatningen og ikke lade den instinktive reaktion overtage, og i stedet lade viljen og egenkontrollen tage over.

Hvis du har for vane at reagere uhensigtsmæssigt, kan du med andre ord lære at reagere mere hensigtsmæssigt. Den proces er nemlig lige så meget i din kontrol, som den proces, hvor du putter mad i munden eller tager din telefon og ringer til nogen.

Selv om det ikke føles sådan lige nu, så kan det indarbejdes.

Du kan også lære at styre, hvor meget situationen skal have lov til at fylde efterfølgende og om ubehaget skal have lov til at krybe ind under huden på dig. Min påstand er hermed, at du kan komme til opnå fuld kontrol over dine grublerier.

Det kan være at du nu tænker: Ok, skal jeg så bare stiltiende acceptere, at jeg lader mig kue af nogen?

Nej, det er faktisk ikke det jeg siger!

Det jeg siger er derimod, at dine grublerier ikke fører dig i nogen konstruktiv retning – hverken til en afklaring eller et modsvar. De gør dig blot i dårligt humør.

Desuden er den eneste, der mærker noget til dine indre kampe og skænderier dig selv. Der er således ingen nytteværdi i dine bebrejdelser eller selvbebrejdelser, så hvorfor foretage dem?

Jeg vil derfor opfordre dig til at tage en beslutning om, hvorvidt det er en kamp du kan og vil tage. Hvis du ønsker at tage kampen op, så gør det konstruktivt og det gør du bedst ved at lade dine vredesgrublerier ligge. Hvis omstændighederne ikke kan ændres, så kan du stadig lade grublerierne ligge og give slip på situationen.

Og kan du så gøre det? Ja selvfølgelig kan du det, for du styrer selv, hvad der skal foregå i dit sind, ligeså meget som du styrer, hvad der skal komme ud af din mund. Det handler om at kunne lede sig selv. Ingen har vel lyst til at være ham eller hende, der overreagerer, eller bruger sin tid og energi på at gruble og have det dårligt.

Du KAN forblive mere rationel. Det er sådan set op til dig.

Men det kræver en vedholdende indsats, hvis du vil ændre det. Og muligvis noget guidance. Men du kan starte lige nu.

Det jeg selv gør er, at jeg træffer valget om enten at gøre noget aktivt ved situationen eller aktivt at vælge at lade det ligge. I begge tilfælde undlader jeg at gruble over det.

Jeg besluttede at lade den bitre ældre herre eje sin egen bitterhed, og jeg valgte ikke at gruble over det. Det gør jeg ved at lade tankerne om det være.

Har du noget du gerne vil slippe, så gør som jeg gjorde: Træd et mentalt skridt tilbage. Svælg ikke mere i det. Det er et overstået kapitel. Giv slip på det. Tanker er blot tanker og følelser er blot følelser. Lad lettelsen indtræde og beslut dig for, ikke at bruge mere mental energi på det.

Hav en dejlig dag 🙂

Husk at du altid er velkommen til at kontakte os på hello@mindcph.dk eller på 31 11 13 15. Vi har åbent i Bredgade 36 og i vores online kontor, hvor du kan få samme hjælp, som hvis du kan møde fysisk.

Bedste hilsner

Erla Højsted

Se med i fredagens MINDLIVE. Husk du kan følge mindcph’s facebookside, hvor vi hver fredag sender MINDLIVE. VI behandler relevante emner, der hjælper dig til at styrke din mentale sundhed. Du er altid velkommen til at sende os en besked, hvis du har et emne, du gerne vil, at vi skal behandle.

Jeg er leder. Jeg kan IKKE gå ned med stress

Jeg er leder. Jeg kan IKKE gå ned med stress

Jeg er leder. Jeg kan IKKE gå ned med stress.

Pling….

Der tikker en mail ind, der dog lander blødt oveni de øvrige 1127 ulæste mails i Simons indbakke, samtidig med at telefonen ringer og Signe fra kantinen banker på hans lukkede kontordør.

Han har været tilbage i 4 dage. 4 dage!! Og han har allerede røde øjne og er en tikkende (humør)bombe.

Simon sidder midt i misèren på sit kontor og tager sig for hovedet. Han tager en dyb indånding, og lige en til, men er stadig ved at gå ud af sit ellers så gode skind. Han har længe gået med en knugende følelse af, at dette ikke kommer gå. Han er alt for presset og føler, at han er lige ved at krakelere. Lige om lidt så mister han kontrollen.
Sommerferien har IKKE fikset hans tilstand, som han ellers så inderligt havde håbet.

Det er nu så slemt, at han næsten ikke tør åbne indbakken. Han bliver irriteret på medarbejderne, når de velkommer ham tilbage eller spørger ham om noget, og han føler sig mere og mere klemt i det hjørne, hvor han forsøger at gemme sig.
Imens han sidder på sin pind og lader som om, at han arbejder, øges mængden af uløste opgaver og presset stiger ham over ørene. Hver gang han prøver at tage sig sammen, sker der noget, der får ham ud af det igen. Og så sidder han endnu engang og surfer meningsløst på nettet efter ferier, lejligheder, sommerhuse, cykeludstyr, aktiekurser, følger med i amerikansk politik og scroller på twitter og LinkedIn….

Det er altsammen overspringshandlinger. Det er han 100% klar over. Men han han magter ikke at ændre på det.

Det er enten overspringshandlinger eller også uendelige grublerier, der om natten bliver til forvirrende fængslende tankemylder.

Han ved godt den er meget gal. Men han aner ikke sine levende råd.

For pokker! Jeg er leder. Jeg kan ikke gå ned med stress!

***

Hallo!

Hallo Simon!!

Simon?

Er du der??

Lige pludselig kommer Simon tilbage til virkeligheden og foran ham står Signe. Hun ser foruroliget ud. Hendes lange næse stikker ud og for ham ser det ud som, at hendes øjne følger med.

Er du ok? Spørger hun, og uden at blinke snerrer Simon, at det skal hun da ikke blande sig i – og hvorfor er hun bare kommet ind, når hans dør er lukket? Kan hun ikke se, at han er optaget…..

Sh**t nu er den helt gal med mig…! tænker Simon indvendigt. Hvad f**en foregår der?

Det samme tænker Signe.

Simon var ellers den sødeste chef den første tid. Virkelig ambitiøs og én man kunne komme til med alting, og hun kan bare ikke genkende denne skiftevis bitre, frustrerede mand og hun bliver helt bange.

Og hvordan siger man det til chefen, at de snakker om ham på kontoret? At de synes han skal søge hjælp? At de synes han virker stresset?

Simon ved også, at de snakker om ham. Han kan se det på deres nysgerrige undersøgende blikke og han afskyr pauserne, møderne, frokosten. Han har lyst til at trække stikket. Men alligevel holder hans stolthed ham på kontoret, hvor han “lader som om”.

Hver eneste dag er en kamp for overlevelse.
For ikke at miste ansigt.
For ikke at tabe det hele.

For han er leder og han kan ikke gå ned med stress. Derfra er der ingen vej tilbage. Det vil være enden på hans karrieredrømme og starten på hans sociale deroute.

Tror han.

Lederstress

For ledere, der rammes af stress føles ulykken ofte ekstra stor.

Historien om Simon er ikke taget fra en særlig kollektion. Det er snarere en basisvare. Den, der ALTID er på lager. Vi hører mange af denne slags historier i MINDCPH. Vi får den både fra Signe’rne og fra Simon’erne, for når en chef bliver stresset lider både han selv og hele hans organisation.

Det er dog en udbredt misforståelse, at stress er en karrieremæssig, social og personlig dødsdom. At når man har stress, så kan man ikke komme tilbage. At det er de store forandringer, der skal til og den eneste vej ud er gennem en sygemelding og derefter et stille liv uden krav og pres.

Og desværre er det netop denne misforståelse, der får mange ledere til at afholde sig fra at søge hjælp.

Den misforståelse bygger på en forældet stressforståelse og manglende viden om, at der findes effektiv behandling, som hverken kræver sygemelding eller en større livsomlægning.

I stedet kan man ret enkelt afdække og kortlægge de mekanismer, der fastholder og vedligeholder stress, og som kan føre til både angst og alvorlige depressioner. Mekanismerne er hverken biologiske, eller et resultat af en defekt hjerne, og de kan relativt enkelt omprogrammeres. Det kan desuden gøres effektivt og uden en sygemelding.

Er du nysgerrig på hvad metakognitiv terapi kan, så er du altid velkommen til at ringe til os og høre hvordan vi kan hjælpe dig. Vi svarer telefonerne hver hverdag mellem 8.30 og 16. Du ringer blot 31 11 13 15 og du kan også altid skrive en mail til os på hello@mindcph.dk.

Vil du gerne lære metakognitiv terapi sammen med andre ? Vi starter løbende nye grupper og du kan læse mere om vores populære gruppeforløb her.

Som noget nyt tilbyder vi også forløb til studerende på en videregående uddannelse. Læs mere om: Mental trivsel og high performance i studietiden

Velkommen tilbage til hverdagen 🙂

Bedste hilsner

Erla Højsted

Derfor forsvinder dine (corona)kilo næppe med en genåbning alene

Derfor forsvinder dine (corona)kilo næppe med en genåbning alene

Derfor forsvinder dine (corona)kilo næppe med en genåbning alene

Kender du det, lidt for mange dage i joggingbukser og lidt for meget hygge kan give en chokerende måling på badevægten?

De sidste uger har ikke budt på den daglige cykeltur eller dine daglige rutiner, der holder dit system i nogenlunde balance, og du har heller ikke skulle dresse op for noget egentlig.

I næste uge skal du i arbejdstøjet igen.

Der er bare opstået det problem, at tøjet er krympet. Eller også er du vokset med et par coronakilo. Du vælger.

Ofte når jeg taler overvægt, så er det i overført betydning, og referer til den mentale overvægt mange slæber rundt på i form af overtænkning. Men nu skal du høre hvordan den mentale overvægt har en finger med i spillet, når vi taler om de faktiske sidebenskilo.

Du tænker sandsynligvis for meget på mad.

Lad os tage den pose Haribo som du skjuler i skabet. Det kan godt være at ungerne ikke kan se den – men den er skidesvær at skjule for dig selv. Du ved den er der, den ved den er der og I ved begge, at det blot er et spørgsmål om tid, før du har gjort kål på den. Den lokker dig, og du prøver at modstå dens søde fristelser.
For at modstå fristelsen planlægger du måske hvornår du kan spise den. Du glæder dig til det. Du er i dialog med dig selv om, hvornår det bedste tidspunkt er. Hvornår du fortjener den. Hvornår den vil smage som bedst. Det kan også være, at du tænker over, hvordan det kan være, at du er så vild med slik. Det kan også være, at du er en smule irriteret på dig selv over det.
Hvorfor er du ikke en slank insta-sild, der ikke spiser sukker (på insta i hvert fald)? Hvorfor kan du ikke bare følge din slanke-gurus råd og vejledninger? Hvorfor følger du ikke dine madplaner og hvorfor, når du ved så meget, kan du ikke holde vægten, der hvor du gerne vil have den? Hvorfor kan du ikke bare lade søde sager få fred, og hvorfor kan du ikke bare glemme, at det er der, ligesom din mand kan?

Jo mere du tænker over det – jo mere skal du modstå fristelsen. For tanken om en pose Haribo får din mund at løbe i vand og din mave til at trippe af spænding.

Men hvad end du tænker for ikke at tænke, for at forstå eller bare tænker fordi du har lyst – så vil tænkningen øge din lyst til søde sager. Og jo mere du prøver at lade være, jo mere vil du blive draget mod den – og til sidst vil den forsvinde i din mund.

Og bagefter?

Har du skuffet dig selv! Du har tabt endnu engang. Og så kan det hele være lige meget, og du finder flere søde sager, som du har ”gemt”.
Det er hermed bevist. Du er en fiasko, har ingen selvkontrol og en lost case.
Og så starter selvbebrejdelserne, selvkritikken. Og din eneste glæde er at ingen kan se, hvor grimt du taler til dig selv.

Når du taler grimt til dig selv, får du også en grim følelse med dig selv. Og når du er følelsesmæssigt nede er der endnu større sandsynlighed for, at du overspiser usundt.
Du spiser med dine følelser.
Trøstespiser.
Og det gør du indtil du simpelthen får nok af dig selv og her genstarter dit forsøg på selvdisciplinering.

Den onde cirkel er komplet

Alt dette kan ingen sundhedscoach, fitnessdronning eller videnskabelig viden ændre på. For hvis viden, information og smukke rollemodeller var løsningen, så var der intet problem. For er der noget, det ikke skorter på, så er det viden og skønhed på sociale medier.

Hvis din kamp mod Haribo skal vindes og din spisning ændres, skal du arbejde med nogle bagvedliggende mønstre. Vi skal til roden i problemet og ikke blot symptombehandle, disciplinere og strukturere.

Du skal simpelthen lære at tænke mindre på mad! Du skal have bugt med de overflødige mentale kilo før du kan få bugt med de fysiske.

Og det kan vi hjælpe med.

Du kan nederst på siden se en optagelse af en af vores ugentlige facebook event MIND-LIVE, hvor jeg giver dig et stærkt redskab til ikke at falde i slikfælden.

Og ellers glæder vi os til at tage imod dig i klinikken, hvor du enkelt og effektivt lærer at forstå og ændre dine tankemønstre og smide de overflødige mentale og fysiske kilo.

Vi har åbent helt som vi plejer for individuelle sessioner, og vi starter også vores populære gruppeforløb igen den 27. maj.

Rigtig god fredag,

Erla Højsted,
Chefpsykolog MIND CPH

Vi sender MIND-LIVE på facebook hver fredag klokken 12.00. Du er velkommen til at sende et spørgsmål eller et ønske om emne eller tema til vores mail: hello@mindcph.dk

Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!

Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!

Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden!

Jeg husker en snak jeg havde med en ven for en del uger siden, hvor jeg skråsikkert ytrede, at corona blot var endnu en dille, og at vi nok snart havde glemt alt om den. Sådan plejer det at være, og jeg havde svært ved at forestille mig, at det skulle være synderligt meget anderledes denne gang.

Men jeg tog grueligt fejl.

Helt surrealistisk er vi nu en del af en fuldstændig umulig og uigennemskuelig krise, hvis omfattende konsekvenser, jeg dårligt tør forestille mig.

Vi er midt i noget, som ingen aner, hvor ender henne. Al vores frygt er aktiveret, og vi er i alarmberedskab. Individuelt, nationalt og globalt.

Det er utrygt. Usikkert. Ret væmmeligt faktisk. Og det giver anledning til bekymring. Meget bekymring.

Men lige præcis bekymring er noget af det værste man kan engagere sig i. Modsat kan det være ret umuligt IKKE at bekymre sig, da ALTING handler om bekymring i disse dage.

Og bekymring har det med at sprede sig. Faktisk er det ganske lig en virus og kan være uhyre smitsomt.

(Heldigvis er der en kur mod bekymring. Den vender jeg tilbage til.)

Paradoksalt hedder det sig, at vi er bekymrede fordi vi ønsker at føle os tryghed. Vi kommer til at retfærdiggøre bekymring og se det som en nødvendighed. Men bekymring skaber alt andet end tryghed. Tværtimod skaber det en dyb eksistentiel uro at være bekymret hele tiden.

Spørgsmålet er så om det reelt er en nødvendighed at bekymre sig for at opføre sig anstændigt og hensynsfuldt? Kan man vaske sine hænder og tage sine forholdsregler UDEN konstant bekymring, analysering, monitorering af sygdomstal og overvågning af sig selv og andre?

Og hvordan ved vi om vi har gjort nok? Bekymret os nok. Vasket hænder nok. Isoleret os nok?

Hvor nøje følger du egentlig myndighedernes forskrifter disse dage? Har du måske lagt ekstra forholdsregler oveni? Er du en af dem der båder vasker hænder grundigt og spritter dem oveni? (sådan billedligt talt).

Hvor meget går du op i at andre gør det, de skal? Er du en af hverdagsbetjentene, der basher løberne, de unge og alle dem, der ikke tager sine forholdsregler – og lidt til…?

Dette er jo også en slags bekymring.

Sniger der sig så måske også en snert af en dobbeltmoral, en lille personlig blindvinkel ind, der lige retfærdiggør dit smut på genbrugsstationen eller på planteskolen?

For det er sørme svært at være 100% gennemført på denne. Vi kan jo ikke leve på vores værelser på ubestemt tid og ingen aner i realiteten, hvornår nok er nok. Eller hvornår det hele holder op igen. Eller om det nogensinde gør.

Ingen aner hvornår mine hænder ”rene nok”, til at jeg kan tage en anden person i hånden igen. Hvis nogensinde? Der vil jo altid ligge en ny fare og lure og trigge vores bekymring.

Men vi kan ikke, ikke gøre det, som vores myndigheder foreskriver (og lidt til) for ingen vil være den, der smittede en person, der ikke kunne tåle corona. Ingen ønsker vel at have et menneskeliv på samvittigheden?

Derfor er vi konstant bekymrede og vi er blevet en nation, en verden, grebet af angst.

Og med angst følger irrationalitet og utilsigtede handlinger.

Det kæmpestore problem med angst er, at intet håndvask, ingen social isolation, ingen respirator og ingen afgifter kan kurere lidelsen.

Den eneste måde at kvitte angsten er ved at kvitte bekymringen.

For mange synes det både umuligt – og til dels også tåbeligt eller ligefrem egoistisk at være bekymringsfri, når der er noget at være bekymret for. Men husk mit spørgsmål fra tidligere:

”Er det muligt at opføre sig anstændigt – UDEN at være konstant bekymret”? 

Selvfølgelig er det det.

Personligt har jeg truffet et valg om ikke at bekymre mig, ikke at forestille mig konsekvenser og worst-case-scenarier, ikke at monitorere dødstal tæt og ikke at lege pædagogpoliti overfor andre. Det bringer intet godt med sig, og jeg er overbevist om, at mediernes fremstilling af worst-case-scenarier, dødstal og personlige sygdomsberetninger har en finger med i spillet i den globale bekymring og masse panik, vi nu oplever. Det fører bare intet konstruktivt med sig, skaber global angst og blokerer for individuel handlekraft.

Skal vi igennem denne krise med os selv og vores handle- og dømmekraft i behold, skal vi ud af bekymringens greb. Vi skal stoppe den bekymringsspredning. Ellers bliver vi hængt op i bekymring og vi mister overblikket. Reelt har bekymring ingen effekt på hverken coronakrisens helbredsofre eller socio-økonomiske ofre. Bekymring er en overflødig proces.

Og bekymring kan bekæmpes ret enkelt faktisk. Men det kræver beslutsomhed, selvkontrol og det kræver, at vi står sammen om det.

Lad os bekæmpe bekymring. Sammen.

Vær med i på fredag klokken 12.00, hvor vi kører vi endnu en MIND LIVE – mental træningssession, hvor vi viser en måde at kvitte bekymring på.

Hvis du hellere vil have et personligt forløb til effektivt at få bugt med dine bekymringer, så er du velkommen til at booke din session online eller kontakte os på 31 11 13 15 eller hello@mindcph.dk

Gode hilsner

Erla Højsted, psykolog MIND CPH

 

Vi glæder os at hjælpe dig

Vi tilbyder specialiseret psykologisk hjælp og du er altid velkommen til at kontakte os gratis og uforpligtende til en snak om hvordan vi kan hjælpe dig.

Kontakt os på 31 11 13 15 eller hello@mindcph.dk